Tracey Emin har lenge vært interessert i å bryte ned tabuer gjennom kunstnerskapet sitt. Kanskje hun naturlig eldes inn i et nytt tabu hun nå kan sprenge rammene for.

I utstillingen «Out of Order» ser det ut som om noen har feilet i et forsøk på å utføre en krevende trylleformel, og dermed har en stakkars person endt opp med et bord som overkropp. 

Minikritikk 02.08.2021

Kunstnere som Man Ray og László Moholy-Nagy har allerede i 1920’erne eksperimenteret med fotografiet som en abstrakt kunstart – men alligevel lader det til, at der er noget mere på spil end abstraktion for abstraktionens skyld. 

Mikrotonal musikk er kanskje for de mer interesserte, men de liturgiske handlingene, i kombinasjon med domkirkas rom og musikken, gjør at det oppstår en helt spesiell stemning. Man blir rammet av helhetsopplevelsen.

«Alle Ting, Sammen, For Alltid» bearbejder posthumane ideer om menneskets forhold til naturen. Det er et emne hvor tankeverdener og holdninger er mindst lige så vigtige som kunstværkerne selv.

Bloms skulpturer gør noget andet; de udvikler sig, bliver overmodne og sikkert også fuldstændig opløste og mimer dermed en proces, der på trods af deres syntetiske materiale måske er lige så meget krop som skulptur.

Malerierne hænger dominerende på væggene og gør også umiddelbart størst indtryk med deres bastante og farverige penselstrøg. Alligevel er det efter endt besøg tegningerne som giver mig den klart bedste forståelse for kunstnerens personlige udtryk.

De danser maleriene, strekker seg på tå, spriker med fingre og bein. Dyrene prøver å forstå med hele kroppen. Jeg synes dette er en skikkelig befrielse; kanskje ikke alt behøver å tolkes med hode, tanker og samvittighet?

Hedda Hørrans kunst befinner seg i spennet mellom det solide og det luftige. Det tunge og det lekne. Det stramme og det tullete. Styrken hennes ligger i måten hun setter alt dette sammen på. Det er fengende, forførende og finurlig – og det er strødd frø overalt.