Mindesmærke over naturen

Minikritikk, 23.11.2022

Kim Laybourns udstilling Ingenlunde Hellig, Not so Sacred Grove på Babel visningsrom for kunst er bygget op af tre medier, som skiller sig væsentligt fra hinanden. På skærme ses CGI-genererede planter, som er i bevægelse på en sort baggrund. De andre værker er plastikskulpturer, hvor nogle er monteret på vægge og andre monteret på trækonstruktioner i rummet. De består af mønstre, der ligner både planter og planternes bevægelser. Når man først træder ind i udstillingen, kan man også se en blyantstegning på væggen modsat indgangen med samme mønstre, som er i plastikskulpturerne. 

Ved første møde med videoerne, troede jeg, de var lavet ud fra samme koreografi, da de på overfladen virker til at agere ens. Hele ens fokus går til planten, der er nærmest hypnotiserende med sine dansende bevægelser, som om en vind har kontrollen over dem. Da jeg stiller mig hen til skærm nummer to, ser jeg, at planterne bevæger sig forskelligt. Det dansende element er dog gennemgående i alle tre skærme.

Kim Laybourn, Ingenlunde Hellig, Not so Sacred Grove, Babel visningsrom for kunst. F: BABEL / Susann Jamtøy

I det ene værk, er det den anerkendte dansekunstner Pina Bausch’ The Rite of Spring, der danses. Dette er en fin kobling, da man føler et ritual sker, og at man deltager i en seance. Ofringen som sker i Bausch’ dans afspejler den fornemmelse, man også får i udstillingen, da det ikke mere handler om de ægte planter. De er blevet ofret for en digital evighedsdans. I samme værk sker der et skift. Fra at handle om at genskabe Bausch’ koreografi, sker en anden form for kommunikation. Planten begynder at gentage bevægelser, som ser ud til at symbolisere ord i teksten, som dukker op på skærmen. Det ligner en slags tegnsprog. Ordene vises en af gangen, og det bliver en form for mantra, man føler man skal gentage. Det føles meget dystopisk på grund af den kolde skærmen, men alligevel er der noget meget genkendeligt og nærmest religiøst over oplevelsen.

I videoen Silly Dance skifter skærmen imellem tre forskellige planter i bevægelse, og overgangene er pludselige, som om en ny video er blevet tændt ved hvert skift. Hver plante har nemlig en unik personlighed, da deres koreografier virker til at være udviklet ud fra deres blades naturlige bevægelser. Min opmærksomhed bliver holdt længere af skiftet, end den ellers ville have gjort. Jeg bliver mere koncentreret, men jeg føler koncentrationen bliver på selve skiftet fremfor værket som helhed. Jeg ville derfor have ønsket de tre sekvenser opdelt på flere skærme, for at give et større fokus på hver plantes dans.

Kim Laybourn, Ingenlunde Hellig, Not so Sacred Grove, Babel visningsrom for kunst. F: BABEL / Susann Jamtøy

Plastikskulpturerne fungerer i rummet som en slags relieffer, da motivene er skåret ud af hulrum, de er meget flade og virker til at have en foretrukken vinkel at blive set fra. Man får også denne fornemmelse af, at den ene side føles som bagsiden, da man kan se blyantsskitsen for udskæringen af mønstret. Flere af dem er desuden monteret på væggen, så hulrummene lukkes. 

Plastikken virker til at stå i fuldstændig kontrast med planterne, da der i udstillingen virker til at være en begejstring for levende vækster – i modsætning til udbredelsen af det billige og livløse materiale plast. Derfor blev jeg nærmest helt fornærmet på planternes vegne, da jeg så al plastikken. Eller i hvert fald da jeg fandt ud af, at det var plastik. For i værkerne Morfologi: Ymper igennem stendør og Morfologi: Vi bevæger os hurtigt og rodløst som flammer. (after Ursula K. Le Guin) ligner det mere glaseret keramik.

Der er kun nogle få naturlige elementer i udstillingen: Nogle af reliefferne er koblet til trækonstruktioner, tegningen har en træramme, og planter er opsat på fødderne af tv-skærmene. De sidste opleves lidt som en sidste øjebliksbeslutning, da de ikke tilfører videoværkerne noget. Den fornemmelse får jeg også med værkerne, på trækonstruktionerne, da plastikskulpturerne er hængt op på træet med strips. Stripsene bliver visuelt forstyrrende elementer uden åbenbar funktion, om man forventer, at det er trærammen, der alligevel skal holde plastikken på plads. Stripsene har samme farve som plastikken, og det bliver svært at bedømme, om de skal ses som en del af værket eller bare monteringselementer.

Kim Laybourn, Ingenlunde Hellig, Not so Sacred Grove, Babel visningsrom for kunst. F: BABEL / Susann Jamtøy

Senere blev jeg fortalt, at det var genbrugsplast, som er brugt til reliefferne. Det er i grund en vigtig detalje som burde være inkluderet i materialebeskrivelsen. Hvis det ikke havde været genbrugt plast, ville udstillingen have virket ret naiv. I stedet kan den nå tolkes som en udforskning af menneskets behov for at holde fast i definitionen af naturen som et kredsløb. Et desperat forsøg på at efterligne økologiske cyklusser ved at genbruge materialer, vi har hevet ud af en naturlig kontekst. 

Udstillingen virker ikke til at have en specifik agenda med hensyn til, hvordan vi skal forholde os til planterne. Det føles mere som om, man deltager i en antropocæn mindeceremoni for dem. Ingenlunde Hellig, Not so Sacred Grove opleves meget menneskelig, da de bevægende planter fremstår som personer, og de statiske plastikværker virker som ikoner. De mange referencer til andre kunstnere og akademikere, gør at man forstår lagene i denne udstilling bedre, da de støtter det dystopiske narrativ, som den allerede vægter. Jeg ville dog gerne have ønsket, at den var mere overbevisende i sig selv både med formsprog og indhold uden referencerne som krykke.

Not so Sacred Grove, Ingenlunde Hellig
Kim Laybourn
Babel visningsrom for kunst
11.11. – 27.11.22.