Konglomeraternes tid

Minikritikk 23.04.2021

Heimdal kunstforening er et større to-etagers træhus placeret imellem en jernbane, en stor parkeringsplads og nogle industrilignende bygninger. Her og der stikker et træ op fra den dominerende asfalt, og lidt græs og buske gror rundt om husets mure. Denne beliggenhed passer egentlig godt til at dykke ned i de tematikker som Mina Paasche og Ingunn Schumann Mosand dyrker i deres duoudstilling Alle Ting, Sammen, For Alltid. De arbejder begge med posthumane ideer om menneskets forhold til naturen, et emne hvor tankeverdener og holdninger er mindst lige så vigtige som kunstværkerne selv.

Fra galleriets indgang går jeg først til venstre, hvor Mosands værker udfolder sig i to forbundne rum. Mosand arbejder med mixed media, hvor hun forener forskellige materialer, i det hun kalder konglomerater. De uensartede elementer, er ofte organiske, syntetiske og plastiske, og giver en stærk uncanny effekt. For eksempel er en gammel gennemtrasket kondisko blevet limet sammen med en trækvist og påført hudlignende silikone samt hår, der synes at vokse ud fra denne sammenblanding af menneske, træ og plast. Den zombie-agtige blanding af materialer, med kvisten der ligner et menneskeben og silikonens udvækster, taler om en verden, der ikke længere kan adskille de faste kategorier mellem menneske, natur og teknologi, som moderniteten har gjort det indtil nu.

Ingunn Schumann Mosand, fra Alle ting, Sammen, For alltid, Heimdal Kunstforening. F. HFK

Flere af rummets værker bruger samme teknik, for eksempel R1 og Conglomeratus 0, hvor beton og den hudlignende silikone igen er blevet fusioneret. Værkerne får mig til at tænke på plastiglomerat, et fænomen som Mosand måske er blevet inspireret af. I 2012 fandt man på Hawaii en ny stenart, som er en blanding af vanligt stenmateriale og plastik, altså en hybrid mellem noget natur- og menneskeskabt. Stenen viste at vores håndtering af plastik ufrivilligt har gjort mennesket til medskaber af en ny stenart, som nu sameksisterer blandt de ældgamle sten skabt af geologiske processer. Det er denne holistiske tanke, om hybrider og nye sammensætninger, som indgår i Mosands tankeverden, og som også titlens ”alle ting” signalerer. 

Ingunn Schumann Mosand, fra Alle ting, Sammen, For alltid, Heimdal Kunstforening. F. HKF

Ofte med Mosand er det de ting, hendes værker alluderer til uden for dem selv, som er de mest interessante. For eksempel har hun i Laken udspændt et brugt lagen, som udgør selve værket. Værkteksten gør opmærksom på, at også kattehår indgår som en del af materialet. Det er de mange hverdagslige kontekster, som lagenet er blevet brugt i, der skaber værkets tiltrækningskraft.

Det samme gør sig gældende med totalinstallationen Metamorforse, som fylder hele det andet rum. Her har Mosand udstillet siddepuden til en gammel divan, dens fjedrer og et lydværk, hvor en stemme fortæller om divanens historie, hvordan den har stået i hytten til Mosands familie, og hvordan hun har skilt den ad og taget divanens siddepudder ud i skoven udenfor hytten. Dette er desuden blevet dokumenteret visuelt på en skærm, hvor man ser larven, som stemmen beskriver, krybe over det fine lyseblå lærred til divanen i det snebeklædte skovlandskab. Installationen er på den måde en synæstetisk refleksion over det materiale som divanen er; over dens historie som familieklenodie i hytten og dens interaktion med naturens organismer, som den har været placeret tæt på i hytten, men aldrig været i direkte interaktion med – indtil nu. Der er nogle spændende og hypersensitive sansninger på færde her af, hvordan menneskets tankeverden og naturens processer er uadskillelige og påvirker hverandre på måder, som undviger logiske tankemønstre.

Mina Paasche, fra Alle ting, Sammen, For alltid, Heimdal Kunstforening. F. HKF.

Det er også disse subtile inter-relationelle processer, som Paasche undersøger i sine to totalinstallationer i højre side af galleriet. Jeg træder direkte ind i et mørkt rum med hvide tyl-materialer hængende ned fra væggene. Et kaotisk sammensurium af skovlandskaber er projiceret på væggene i skæve vinkler, et virkemiddel som straks virker desorienterende. På videoerne er der ingen mennesker, men ’bare’ vanlig skov, træer, buske, jord. Værket synes at opfordre beskueren til at se bedre efter: der er masser af perspektiver at se denne skov med, som endnu ikke er prøvet af, og det er netop ikke ’bare’ skov.

I midten af rummet står en maskine, Menneskeverk, som hun har lavet af et reflekterende materiale, og hvori én af projektorerne er placeret. Denne har Paasche gået igennem skoven med, og brugt til at projicere film på træerne rundt. Det reflekterende materiale er brugt til at reflektere træerne selv, og på turene har det kun været kunstneren og projektor-vognen, altså et forsøg på at vende sig væk fra en antropocentrisk forestilling om performancen for menneskets skyld og mod en performance for træernes egen skyld. Tanken er at skoven ”kanskje kommer att drømma om Paasches filmer i generasjoner framover” – ja hvad ved vi? Hvis man køber de spekulative og højst konceptuelle præmisser, er det en håbefuld tanke. 

I det sidste rum undersøger lydværket Brudd naturens lyde på en fremmedgørende måde, hvor formålet igen er at sanse fra et mere-end-menneskeligt sted. I udstillingsteksten påstås det, at disse lyde er uvanlige for mennesker, men så vanlige for dyr, at de ikke lægger mærke til dem. Alligevel hører jeg, at lydene fra naturen er blandet med elektroniske effekter, som man ville kunne finde dem på en natklub. Jeg undrer mig over dette greb, hvis formålet er at vise lyde fra andre dyrs perspektiv? Her kunne mere information om værkets tilblivelse og idé have været gavnligt. Generelt er det nemlig de tankeverdener, hændelser og historier, som går forud for Mosand og Paasches værker, der giver udstillingen sin magi.

 

Alle ting, Sammen, For alltid
17. april–19. mai 2021
Mina Paasche og Ingunn Schumann Mosand
Heimdal Kunstforening