Oprør mod et system af selvfølgeligheder

2020 var et særligt år på flere måder end Covid-19. I året der gik blev vi nemlig igen mindet om, hvordan vores repræsentation af historien er vævet sammen med magt, normer og undertrykkelse. Bare i USA blev 94 statuer af tidligere koloniherrer revet ned (til sammenligning blev 13 statuer revet ned fra 1856-2017). Et nyt oprør blev sat i gang mod den måde, vi til stadighed ærer de mænd, som var med til at gøre Vesten til verdens økonomiske centrum på andres bekostning. 

Udstillingen af Christian Messel på Nils Aas Kunstverksted har en genklang af disse oprør. Messel har collagen i centrum, og med et bredt udvalg af teknikker udfordrer han vores forståelse af historiens store figurer, symboler og fortællinger. Tag Item 067, et motiv hvor en kvinde står udenfor en overdådig bygning, der giver mig associationer til en caribisk koloni på 1700-tallet. En slavegjort tjener er anbragt ved hendes side og holder en parasol for at beskytte hende mod solen. Men slaven er i fokus, fordi kvindens hoved er blevet skåret ud af billedet, så parasollen på surrealistisk vis udgør hovedet.

Værket er skabt med dyptryks-teknikken etsning, og afslører stor teknisk dygtighed. Kombinationen af det konceptuelle og håndværket er generelt en udtalt styrke hos Messel. Udstillingens værker referer til koncepter fra det tidlige 1900-tals avantgarde, såsom dadaismens absurde sammenføjninger af traditionelt afgrænsede sfærer for at underminere den politiske magt. Men samtidig vidner teknikker som linosnit, maleri, blæk og blyantstegning om en håndværksmæssig kvalitet, der ikke ligefrem tenderer antikunst.

Føromtalte Item 067 er et af de mere direkte motiviske referencer til kolonitiden, men statue-tematikken og undermineringskonceptet går igen i hele udstillingen. I Item038 og Item062 har den ikoniske rytterstatue fået hestehoved, så en hest og en form for omvendt kentaur synes at marchere frem sammen. Andre gange er en statue blevet gengivet minutiøst, men har så fået hovedet ’kappet af’ ved at rammen indtræder inden hovedet bliver synligt. Og rammen er netop det, Messels værker undersøger og peger kritisk på; de rammer vi sætter op for at skabe en forståelig historie, der er lineær og ordnet efter magtherrer og årstal, og derfor nemmere at håndtere.

Item069, en blanding af akryl og collage på lærred, udtrykker både tematisk og motivisk et ønsket om at sammenstille højst forskellige mennesketyper. Lærredet forestiller tre hylder, og rammen selv udgør reolens skellet, en gimmick som også synes at referere dadaismens leg med synsbedrag. På de tre hylder står collage-elementer på linje, hvor gestusser, køn, tidsperioder og andre kontekster er blandet sammen. Den voluminøse og 25.000 år gamle Venus fra Willendorf er placeret på en moderne sokkel og står side om side med buster, hvis hoved og overkrop er sat sammen fra forskellige personer. Et barns hoved er fæstnet til en romersoldats krop, et mandehoved er koblet til en nøgen, feminint henslængt kvindekrop, og en fornem herre fra det 17. århundrede står med en spade i hånden – en position magtfulde mænd aldrig ville indtage dengang, men som nu er blevet normal procedure, når de store politikere benytter sig af folkelige gestus for at ’tale til folket’. 

Ved siden af, i linosnittet Item043, står en gris på linje med Washington-monumentet, en mand i jakkesæt der holder tale og en vandhane. Hvad er vigtigst? Den infrastruktur som har gjort det muligt for os at få rent vand konstant og øjeblikkelig? De mange monumenter for mandlige ledere, fx Washington, som er blevet symboler på lignende infrastrukturelle gennembrud, bagved hvilke der ligger utallige almindelige menneskers arbejdsliv? Eller den dyreart, som mennesket gennem tusindvis af år har domesticeret og gjort til en omvandrende, pacificeret næringskilde?

Sådan bliver jeg til stadighed tvunget til at indstille mit perspektiv på ny. Filosoffen Jacques Rancière har kaldt dette for kunstens evne til at ’inddele det sanselige’ på nye måder. Rancière forstår politik som kampen om de grundlæggende, fælles verdensbilleder. Vi lever alle i systemer af selvfølgeligheder, som åbner op for at se, lytte og tale sammen på specifikke måder. Den kunst, som vil være politisk aktiv, må ifølge Rancière ændre betingelserne for den måde vi ser på, og den måde vi taler om ting på. Man kunne måske beskylde Messel for kun at pege på politiske problemstillinger, uden egentlig at være politisk aktiv. Til det ville Rancère svare, at netop den kunst som ikke tydeligt tager politiske standpunkter, men subtilt udfordrer vores kategorier for magt og repræsentation, kan ændre noget politisk. 

Denne pointe må jeg minde mig selv om, for på trods af de stærke billeder Messel tegner op for beskueren, er konceptet med at flytte rundt på kontekster for magt, køn og hierarkier hurtigt luret. Messels kombination af koncept og godt håndværk gør heldigvis, at jeg kan flytte fokus til formen, når jeg har udfordret min kategoritænkning længe nok. 

Særligt når Messel bruger blæk på papir er effekten betagende. Hans stil er næsten maskinelt præcis, og når man går helt tæt på værker som Series D #8 åbner der sig en verden af nuancer. Et maleri af den tyske 1700-talsmaler Johann Zuffany er blevet brugt som motiv for værket, og det forestiller det oktagonale rum i Uffizi-galleriet i Firenze, fyldt med den vigtigste kunst for perioden og beundret af en række magtfulde mænd. Messels særegne stil kommer fuldt til udtryk her, hvor han gengiver former og figurer med tegn, som næsten ligner pixels, og som har en ekstremt fin gradering i forhold til hvordan skygge og lys skabes i billedet. 

Det er også dette værk som bedst viser samspillet mellem koncept og håndværk hos Messel. De mange malerier i maleriet, som på originalen er fyldt med religiøse motiver og nøgne kvinder, er skiftet ud med en blanding af ældre malerier og reklamefotos af smykker, biler, alkohol og rejser fra noget der ligner 1980’erne. Et udtryk for vores nye religioner og idealbilleder, eller bare en komisk forskydning fra Messels side? Humoren lurer under overfladen, og kombinationen af humor og godt håndværk er ikke altid let at opnå så formfuldendt som her.

Messel er ikke bare kritisk til samfundets magtsymboler generelt, men også til kunstinstitutionens eget værdisystem, i bedste dadaistiske ånd. Han har skabt sine egne stempler som forestiller forskellige mennesketyper. I Item072 er de trykt på papir som en menneskemængde af anonyme kopier, side om side. I værkstedet, som galleriet er opkaldt efter, er det muligt at bruge selvsamme stempler og dermed lave et værk, som er identisk med Messels eget. Her bliver illusionen om værkets status brudt, og endnu et perspektiv på værdi bliver skævvredet. 

I den sammenhæng er det sjovt at tænke på, at Messel i 2014 var med i konkurrencen om at tegne Norges nye pengesedler – det ultimative symbol på, at værdi er noget vi i fællesskab skaber og fastsætter. Messel fik ikke lov til at give et nyt udtryk til den norske valuta, men det gjorde til gengæld Nils Aas, da han tegnede 10- og 20-kronen, noget man kan læse om i den faste udstilling om Aas, som fletter sig ind Messel-udstillingen. Her kan man desuden undersøge Aas’ skulpturer og se, at også han udfordrede de magtbilleder, vi har etableret. Det skete blandt andet da han skabte røre med en skulptur af Haakon VII; han gjorde ham lang og tynd, med hatten i hånden og stående i højere grad som en tjener end som en konge. Kunstnerens opgave er fortsat at bryde de normative inddelinger af det sanselige, og her må Messel siges at være med i fortroppen. 

Artikkelbilde: «Item 039», Christian Messel

Christian Messel
Nils Aas Kunstnerverksteder
06.02-11.04.21