Tværmateriel længsel

Kritikk 14.05.2021

Tori Wrånes, Matias Faldbakken, Kira Wager og Steinar Haga Kristensen. Det er de fire nominerede til årets Lorck Schive-pris, der på kort tid har opbygget et ry som en af de mest prestigefyldte kunstpriser i Norge, siden den blev uddelt for første gang i 2013. Kunstnerne har fået et rum hver på anden etage af TKM i Bispegata, og som et interessant greb har ingen af de enkelte værker fået synlige titler, kun rummene som helhed er blevet navngivet. Dette knytter den enkelte kunstners værker sammen og giver indtrykket af, at hvert rum er en totalinstallation. 

Udvalget af nominerede repræsenterer et bredt spektrum af, hvad der foregår på kunstscenen i Norge akkurat nu. Fra Wrånes’ hyper-performative installation, over Faldbakkens mere figurative, men stadig højst konceptuelle værker, til Wagers re-aktualisering af det traditionelle maleri og til slut Kristensens fabelagtige blanding af materialer og kunstformer.

Tori Wrånes, «Gratulerer / Kondolerer», 2021. F: Susann Jamtøy/TKM

Det er i denne rækkefølge, vi bliver præsenteret for kunstnerne, hvilket giver god mening, når man tager deres førnævnte praksisser i betragtning. Først træder jeg ind i et forholdsvist lille rum, hvor Wrånes’ Gratulerer / kondolerer næsten lammer med dets minimalisme. En hvid port af træ med bløde rundinger står midt i rummet og virker på samme tid inviterende og utilnærmelig på beskueren. En lille metalring hænger fra den ene side af porten, tilsyneladende uden en egentlig funktion.

På den anden side af porten ligger en rygsæk i rødlige og hvidlige nuancer, der minder om organvæv og blodårer. Denne analogi bliver tydeliggjort af, at rygsækken udvider og indsnævrer sig, som trækkede den vejret. En egen lille organisme. Dette er som sådan hvad installationen består af, men rummet kræver at beskuerens krop skal interagere og udforske. Skal man gå igennem porten, og hvad sker i så fald på den anden side? Efter hvilken rytme bevæger rygsækken sig? Efterhånden begynder andre ting at vise sig; et par kondisko står i hjørnet ovenpå det glasbelagte loft, så man kan skimte deres såler. Nogen fløjter fra en højttaler fra tid til anden, og små muslingeskaller er indgraveret i både porten og museumsvæggen. Den distancerede stemning fra det første møde med installationen mindskes efterhånden som man udforsker dens detaljer og får øje på værkkompositionens subtile intentionalitet.

Matias Faldbakken, «MONSTRUM», F: Susann Jamtøy/TKM

Næste rum er langt mere bastant, hvilket også titlen MONSTRUM signalerer. Matias Faldbakken arbejder ofte i spændfeltet mellem kunst og litteratur, hvilket på sin vis også gør sig gældende her. I Faldbakkens seneste bog Vi er fem skaber en familiefar et Frankenstein-agtigt monster ud af ler, og både monsteret og leret er et gennemgående motiv i rummet. I en streng komposition er otte murstensbunker stablet sammen op ad væggene, så hver bunke står overfor en anden ved den modsatte væg. De er holdt i forskellige farver, stablet i forskellige mønstre, og nogle af murstenene har huller, andre ikke.

Over dem hænger papirtegninger i undseelige trærammer med det man kunne kalde skitser; figurer og bogstaver tegnet med løs hånd, halvt udviskede streger og andet som tyder på en tilfældig og associativ proces. Nogle af skitserne forestiller deformerede ansigter som udstråler noget uudtalt og unheimlich, for at sige det med Freud. På en anden skitse er skrevet ’Cannon Bronson’, navnet på henholdsvis det produktionsfirma og den skuespiller som planlagde den aldrig færdiggjorte film The Golem om et lermonster. De nåede at skabe en filmplakat, og det er typografien til denne, som Faldbakken har kopieret i sin skitse. Generelt er der en leg med typografier på færde, som også henter inspiration fra et visuelt felt mellem gotik og heavy metal. Faldbakkens interesse for det antagonistiske kommer til syne her; ikke blot gennem subkulturer og reklamer, men også i den måde installationen mimer degraderede udgaver af bourgeois opholdsstuer, hvor der over den murstensbyggede pejs hænger noget art.

Matias Faldbakken, «MONSTRUM», F: Susann Jamtøy/TKM

Kira Wagers bidrag er det eneste, som ikke lægger op til en total-installatorisk læsning. Det kommer af, at hendes rum ikke er navngivet, og at hun har et traditionelt set-up med malerier på vægge. Ikke desto mindre genforhandler Wager maleriet på højst interessante måder, som vi ser det hos mange samtidskunstnere i disse år. Alle værkerne består af oliemaling på pvc-plader, der synes at have undergået en slibningsproces, som de er blevet blankere af. Værkernes motiver vibrerer mellem det konkrete og det abstrakte, og der er tydeligvis en undersøgelse af det fotografiske på færde.

De fleste malerier forestiller genkendelige familiesituationer, som børn der leger i naturen eller et par bedsteforældre i en dagligstue, gode minder ser det ud til. Man øjner nogle raffinerede benspænd fra kunstnerens side. Blandt andet er malerierne inddelt i systemer, som skaber vertikale fragmenter med uensartede farvesammensætninger og malerstrøg, men værkernes motiver fremstår alligevel overraskende helstøbte. Det er som om Wagers penselstrøg kan rumme både den fotografiske præcision og den maleriske sanselighed. Særligt maleriet af en havoverflade set fra en badendes synspunkt, udtrykker på magisk vis, hvordan vores perceptioner er påvirket af både minder, medieteknologier, kropslig situering og affekt.

Kira Wager, «Lillehammer 1.1», 2020-21, «Pentala 1.1», 2020-21. F: Susann Jamtøy/TKM

Jeg ønsker at ULTRAIDENTIFIKASJONSPAVILJONG skal vinde dette års Lorck Schive-pris. Så kort kan det siges om den sidste installation, hvis navn er lige så bombastisk som dens indhold. Steinar Haga Kristensen har skabt et kuriositetskabinet af objekter som står så tæt at man, trods rummets betragtelige størrelse, må se sig godt for, når man bevæger sig rundt. På gulvet står rækker af papkasse-buster, hvorpå skulpturer af menneskekroppe og -ansigter, overdådige stuelamper, obskure træstrukturer og keramikskåle er placeret. Alle væggene er plastret til med oliemalerier, tæpper, mosaikker, hybrider mellem maleri og skulptur, indgraverede skabe og fladskærme med videospil.

Mængden af materialer og farver er så overvældende, at de enkelte værker opløses i en helhedsmæssig sansestrøm. De repetitive motiver, som bevæger sig mellem værkerne, understøtter dette indtryk. Således ser vi en ler-agtig menneskefigur gå igen på næsten alle malerierne, hvor han bærer rundt på de objekter, som fysisk er til stede i rummet. Men også flere af skulpturerne forestiller denne figur, der bærer rundt på væggenes malerier, nu af ler; forvirringen er total. I takt med at man går rundt og lader sig opsluge af indtrykkene, bliver installationens lag af simulacra tydeligere. Det synes at være værkernes essens at undersøge arketypiske relationer mellem mennesker og objekter, mellem længsel efter nærhed og begær efter forbrug. 

Steinar Haga Kristensen, «ULTRAIDENTIFIKASJONSPAVILJONG», 2021. F: Susann Jamtøy/TKM

I videospillet spiller man den allestedsnærværende skulptur, som går rundt i et goldt men farverigt landskab. Han bærer på et tilfældigt værk fra rummet, og spillet går ud på at finde en anden figur i landskabet; når det sker, smider begge skulpturer deres objekter langt væk og møder hinanden i en omfavnelse. Det dybfølte og ironiske forbindes i en ambivalens, som alligevel efterlader mig med indtrykket af en stor skabertrang og en længsel mod et kreativt og ikke-objektiviserende fællesskab.

 

For øvrigt, angående debatten om Lorck Schive og repræsentation:
31.
marts anmeldte Tommy Olsson Lorck Schive-prisens udstilling i Kunstkritikk. Eller rettere, han skrev ikke om udstillingen, men brugte sin spalteplads til at kritisere valget af kunstnere, som var blevet indstillet til prisen. Det satte tanker i gang hos mig, for hvad sker der med kunstkritikken, når en hel anmeldelse bruges på polemik i Norges måske førende magasin for netop kunstkritik? Refleksionen kommer ovenpå et år, hvor flere sfærer end nogensinde har indgået i den identitetspolitiske debat, hvilket overvejende er positivt. Men i tilfældet med Olssons anmeldelse går det ud over undersøgelsen af kunsten selv, uafhængig af afsender, samt formidlingen til læserne. Jeg vil derfor henvise til hans anmeldelse for en uddybning af de rigtignok presserende problematikker ved valget af de nominerede, samt homogeniteten blandt de tidligere vindere af prisen. Gå ind og se Lorck Schives prisudstilling for dens høje kunstneriske kvalitet, og lad os tage diskussionen om udvalget af nominerede sideløbende.

 

Artikkelfoto: Steinar Haga Kristensen, «ULTRAIDENTIFIKASJONSPAVILJONG», 2021. F: Susann Jamtøy/TKM

Lorck Schive Kunstpris 2021
Trondheim Kunstmuseum
20. mars – 19. september 2021