Pixlen som materiale

Minikritikk 02.08.2021

Det er en regnfuld lørdag og gaderne i Trondheim centrum er tomme, men når jeg træder indenfor på Café Ni Muser, på første etagen under Trondhjems Kunstforening, er der fyldt med mennesker, der alle sidder og spiser brunch. På væggene omkring dem, fordelt mellem tre rum, hænger Hasan Daraghmehs udstilling, In Search of the Place. Jeg er ikke kommet for brunch-buffeten men for at se udstilling, og det føles en anelse akavet at skulle læne mig ind over bordene med folk der spiser, for at studere billederne. Men det bliver jeg nødt til, for det er værker der kræver at man går helt tæt på. Ved første øjekast er det endda svært at se, at det er fotografi som udstilles.

Udstillingen består af tre forskellige serier, henholdsvis The River no. 2, Untitled (Home) og The River no. 1, som alle er skabt i år og sidste år. Det går det op for mig, at det ikke er en vanlig gengivelse af et landskab jeg ser på. Forgrunden består af hundredvis af horisontale linjer i grønlige og gule nuancer, derefter en flod, en grøn horisont-linje, en fed rød linje og en overskyet himmel, der fylder halvdelen af billedet. Der er noget i billedet der virker strækket, som om det var taget med lang lukketid eller fra et tog, i høj fart gennem et landskab. Men pludselig får jeg øje på tre små kanoer i vandet, der lader til at flyde fra højre mod venstre side i billedet, og jeg forstår, at billedet ikke kan være taget i høj fart.

Billederne i det næste lokale er anderledes. De er abstrakte og består af fem kvadratiske prints: tre forestiller rektangler i forskellige farver og to forestiller ringe af cirkler. Mine tanker leder med det samme hen til kalejdoskopet, der ved hjælp af spejle anbragt i vinkel til hinanden, omsætter lys og farve til symmetriske mønstrer. Men hvor der i kalejdoskobet er spor fra motivet det er rettet mod, så er der i Daraghmehs abstrakte fotografier ingen information tilbage, kun former og farver. Denne tilgang til fotografiet virker umiddelbart lidt støvet – opgøret med den simple reproduktion af omverdenen har en lang historie bag sig, og kunstnere som Man Ray og László Moholy-Nagy har allerede i 1920’erne eksperimenteret med fotografiet som en abstrakt kunstart – men alligevel lader det til, at der er noget mere på spil end abstraktion for abstraktionens skyld. 

H. Daraghmeh, Untitled (Home), 2021. Opphavsrett kunstneren.

En del af Daraghmehs arbejde, kredser om den materielle undersøgelse af de fotografiske apparater vi bruger i dag. Hver producent har hver deres laboratorie, hvor de udvikler hver deres metode til at bygge sensorer, pixels, komprimere pixels og indfange lys og farve. For Daraghmeh er dette i høj grad et politisk, økonomisk og socialt spørgsmål, da disse firmaer er med til at forme den verden vi ser og måden vi ser den på. Når kunstneren dekonstruerer de billeder han arbejder med ned til den mindste enhed, så handler det om at tage ejerskabet tilbage fra producenterne af teknikken. Når han i serien Untitled (Home), tager udgangspunkt i en videosekvens fra en offentlig plads i Ramallah og ender op med en abstrakt geometrisk form, så er det for at italesætte den distance han har til lige netop det sted. ”Home” bliver en abstraktion og et fragment. 

I det sidste lokale hænger serien ”River no.1”, bestående af samme komposition som ”River no. 2”. Her er fotografier af en overskyet himmel, en horisontlinje, en flod og en grønlig forgrund. Igen skal jeg helt tæt på, for at få øje på de digitale spor og efterladenskaber fra den fotografiske proces, i form af glitches og digital støj. I horisontlinjen finder jeg også små biler og busser, gengivet som ting fastfrosset i deres egen bevægelse. Men hvor de horisontale linjer i den første serie virkede mere stringente og kontrollerede, er linjerne i forgrunden på denne serie langt vildere og dansende. Som noder i et Bach-partitur skyder de sig op i luften og ned igen, uregerlige, men dog med en form for logik bag. Og endeligt, i det sidste værk fra denne serie, er der noget konkret jeg kan genkende, nemlig Elgeseter bru, som forbinder den sydlige del af Trondheim med midtbyen, blot et stenkast fra hvor værket udstilles. Dette billede virker mindre manipuleret eller bearbejdet end de andre, men tilstede er fortsat denne digitale sitren. Floden flyder ujævnt og bevægelserne i planterne ved bredden hakker, som når en rendering i klippeprogrammet ikke er blevet færdig. 

Hasan Daraghmeh, The River no 1, 2021. Opphavsrett kunstneren

Metoden bag de to værkserier, River no.1. og River no. 2, har Daraghmeh selv opfundet og er en form for hack af de sensorer der sidder i kameraet og som er med til at styre læsningen af det lys, der kommer ind gennem linsen. Der er noget paradoksalt ved den logik Daraghmeh arbejder med. Det er en proces vendt på hovedet eller vendt mod sig selv, idet han bruger levende billeder fra en video-sekvens til at danne stills, der i den yderligere manipulering i sig selv er udsat for en tidslig forskydning. Jeg kommer til at tænke på Muybridge’s kronofotografier, som også arbejder med samme paradoksale oplevelse af tid. Det at se på en af hans sekvenser er i sig selv en tidsmæssig handling, og teknikken transmitterer bevægelser til statiske øjeblikke, hvor intet sker. I sin bearbejdning af hver enkelt pixel, formår Daraghmeh hermed at stille grundlæggende spørgsmål ved måden vi opfatter og repræsenterer tid på.   

Alle værkerne i In Search of the Place undersøger pixlen som materiale; som den mindste komponent af det digitale billede, som noget der omgiver os konstant og overalt – fra de skærme vi ser på og går rundt med i lommen, til de billeder vi møder. Kunstneren har selv sagt at han ikke kan se på et fotografi uden at tænke på det ud fra et matematisk perspektiv, altså hvor mange pixels der findes per sekund eller per flade. Alt handler om tætheden af pixelen; alt er opløsning, mængde af data. Det er altså i oversættelsen mellem medierne og de forskellige teknikker, at Daraghmehs søgen efter et sted tager form.  

Hasan Daraghmeh
In Search of the Place,
17. juni–19. september

Trondhjems kunstforening, (Café Ni Muser)