Kunstnerisk forskning og nye fantasier – ArtScene Trondheim


Kunstnerisk forskning og nye fantasier

Intervju, Kunstnerisk forskning under lupen!, 31.03.2023

Kunstnerisk forskning har været en integreret del af kunsten lige så længe kunsten har eksisteret, forstået på den måde, at kunsten ikke kan tage form før en metode er blevet udviklet og en undersøgelse har fundet sted. Alligevel kan disse to ord ved siden af hinanden, ”kunst” og ”forskning”, fortsat føre til ophedet debat blandt kunstnere og forskere (og blandt kunsthistorikere, kunstnere og forskere imellem), hvilket har det med at ske med et par års mellemrum. Dette er en debat som oftest starter fra et defensivt udgangspunkt, fordi nogen mener at kunsten – eller forskningen – er under angreb og skal beskyttes, så den kan forblive som den er. Indenfor kunstens verden, har denne defensive (læs konservative) position ofte været præget af en udtalt frygt for, at noget så helligt som ”den kunstneriske frihed” skulle være truet af de akademiske discipliner, uden dog at sætte spørgsmålstegn ved hvad denne form for ”frihed” indebærer. Omvendt, har man indenfor den akademiske verden også set en frygt for, at selvsamme ”kunstneriske frihed” skulle udvande de akademiske discipliner og metoder, således at de videnskabelige resultater mister deres autoritet, uden dog at forholde sig kritisk til det universelle sandhedsbegreb som en sådan autoritet beror på.

Living Evidence. 2020. Image: INTERPRT

Frygten for at den kunstneriske forskning vil akademisere og intellektualisere kunsten (hvad det så end betyder), er især kommet til udtryk i Skandinavien de seneste par år, hvor debatindlæg af konservative røster som bl.a. den tidligere danske kulturminister, Joy Mogensen og den svenske kritiker Lars O. Ericsson, har forsøgt at optegne et modsætningsforhold mellem kunstnerisk forskning og kunstnerisk praksis; mellem håndværket på den ene side og det teoretiske og videnskabelige på den anden side. Bag ved denne frygt, fornemmer man en opfattelse af kunstnerrollen og værkdefinitionen der hører til før impressionismens tid. I stedet for at forholde sig nysgerrigt til hvordan kunstnerisk forskning opererer og hvad den kan bidrage til i dag, så har disse konservative kræfter gjort det til et spørgsmål om definitioner og grænserne for forskellige traditioner. Med andre ord, så er det en temmelig kedelig og uproduktiv debat, som jeg vil foreslå at vi bevæger os videre fra. Og af samme grund, ønsker jeg heller ikke at nærme mig nogen form for definition af hvad kunstnerisk forskning er i denne tekst. For, ligesom der ikke findes én måde at lave kunst på eller én form for forskning, så findes der heller ikke én måde at bedrive kunstnerisk forskning på. Og heri ligger dens potentiale, når den kunstneriske forskning ikke indordner sig en foreskrevet metode, men er med til at udvikle nye metoder, nye former for læring og nye måder at tilgå det æstetiske.

Da jeg mødtes med min kollega fra Kunstakademiet i Trondheim, professor Nabil Ahmed, for at drøfte kunstnerisk forskning, blev vi hurtigt enige om tage udgangspunkt i Nabils praksis, for derigennem at forsøge at afmystificere hvad kunstnerisk forskning kan være. Nabil flyttede for 3 år siden til Trondheim, for at fortsætte sin praksis med INTERPRT, der er et forsknings- og designbureau ledet sammen med Olga Lucko og en del af det spirende forskningsmiljø på Kunstakademiet, som jeg selv er en del af. Gennem årene har INTERPRT specialiseret sig indenfor det man kan kalde ’miljøretfærdighed’ (’climate-justice’, på engelsk) og efterforskningen af miljøkriminalitet, gennem rumlige og visuelle undersøgelser, der kommer langt ud over en ’kunst for kunstens skyld’, forstået på den måde at kunsten her altså godt må tage del i samfundets strukturer og træde ind i magtens rum. I INTERPRTs researcharbejde indgår således en lang række samarbejder med forskellige discipliner og fagfolk, fra arkitekter og designere til, jurister, akademikere og aktivister. Og det er i høj grad denne tværdisciplinære forskning, som INTERPRT er bannerfører for.

Shell infrastructure and oil spills in Ogoniland. 2018. Image: INTERPRT

”I vores arbejde spiller research en meget pragmatisk rolle, hvor det først og fremmest handler om, hvordan vi kommer fra A til B og alle de trin der er nødvendige for at nå derhen”, fortæller Nabil. ”For os handler det altså ikke så meget om at begrave sig i bøger, som så mange akademikere gør det, men om at udvikle teknikker og give form til meget komplicerede ting – præcis ligesom en maler eller en skulptør gør det – hvor hver en linje og detalje har en betydning, hvor enhver afstand og ethvert forhold mellem billede og objekt, rum, opløsning og materialitet virkelig betyder noget, i en sådan grad, at når det indgår som bevisførelse, kan komme til at handle om liv og død”. Ligesom meget andet af den kunstneriske forskning der finder sted i dag, har vi her at gøre med et kritisk æstetikbegreb og en værkdefinition, der ikke lader sig begrænse af idéen om en autonom kunst skabt i et atelier isoleret fra omverdenen og udelukkende vist frem i den hvide kube. I INTERPRTs tilfælde, i en særlig grad, er der tale om en kunstnerisk praksis, der tager del i de etablerede samfundsstrukturer og bruger æstetiske greb til at fremvise beviser, der kan være med til at placere ansvar i sager om f.eks. miljøkriminalitet og dermed bidrage til reelle forandringer for befolkningsgrupper udsat for forskellige former for overgreb. Denne form for research kræver lige dele præcision i verificeringen af fakta på den ene side, og en dybt indlejret og engageret eksperimenteren med de æstetiske former på den anden side.    

Unfolded Pacific. 2023. Photo: Govett-Brewster Art Gallery

Nabil færdiggjorde sin doktorgrad på Centre for Research Architecture på Goldsmiths i London, hvor han var med til at starte det toneangivende bureau, Forensic Architecture, sammen med bl.a. Eyal Weizman. Omkring et rundbord, i et lokale oppe under loftet på Goldsmiths, mødtes en gruppe Ph.d.-studerende, aktivister, kunstnere og akademikere for at videreudvikle det som senere er blevet kendt som ’the forensic turn’, hvor mange af de teknologier som magten bruger til at undertrykke befolkninger – som f.eks. masse-overvågning og biometrisk indsamling af data – bliver vendt om og brugt mod magten selv, i et forsøg på at skabe modbeviser til sager om overgreb. I samme bygning som 30 år forinden havde huset begyndelsen på Young British Artists bevægelsen, blev Forensic Architecture etableret i 2010, med hjælp fra en bevilling fra European Research Council (ERC) givet til Weizman. Hvor Damien Hirst og hans medstuderende i 1990’erne repræsenterede et kynisk svar på neoliberalismens egocentrerede og markeds-drevne logik, repræsenterede Weizman og Forensic Architecture et kollektivt, forskningsbaseret og politisk engagement, der placerer sig i feltet mellem kunst, arkitektur, design, undersøgende journalistik, jura, medie-videnskab og i tæt samarbejde med alverdens menneskeretighedsorganisationer og aktivister. Denne retning indenfor kunsten, kan ifølge Nabil spores tilbage til dokumentariske og socialt-orienteret praksisser udført af kunstnere som Harun Farocki, Martha Rosler og Allan Sekula. Men hvor meget af den tidligere socialt-engagerede og research-orienterede kunst handlede om at holde et spejl op for magthaverne eller at skabe opmærksomhed omkring en særlig sag, går Forensic Architecture og INTERPRT skridtet videre i indsamlingen af bevismateriale, der kan være med til at holde magthaverne ansvarlige for deres gerninger i en juridisk sammenhæng.

Moruroa Files. 2021. Image: INTERPRT/DISCLOSE/Princeton SGS

For INTERPRT og Nabil er endemålet hverken forskningen eller kunsten som sådan, men derimod en konstant søgen efter den rette måde at formidle deres research på, hvilket både finder sted i klassiske udstillingssammenhænge, såvel som på nettet og i nogle tilfælde sågar indgår som bevismateriale i forbindelse med retssager mod stater eller store multinationale virksomheder. ”Motivationen i vores arbejde er, at der ikke er nogen anden vej”, siger Nabil og fortsætter, ”Visse overgreb skal frem i lyset og vi forsøger at bruge de redskaber vi har, til at støtte op om forskellige folks kampe. Og de er ikke alle ens, de er forskellige fra sted til sted, fra kamp til kamp. Nogle gange fejler vi eller også er det hinsides noget, vi kan håndtere. Men det handler om at bevæge sig mellem at være opfindsom og også at forbedre visse metoder, værktøjer og formidlingsstrategier. Det handler om at skabe modbeviser og gøre vores fund tilgængelige for offentligheden. Og her kan udstillingen i nogen tilfælde spille en rolle, idet at der er mulighed for at bringe forskellige dele af arbejdet sammen og eksperimentere med formen og udtrykket”. Gennem årene har INTERPRT således præsenteret deres arbejde på bl.a. MACBA i Barcelona, CCA i Singapore, Warszawa og Istanbul biennalerne, Bergen Kunsthall og vil til sommer deltage i den kommende Helsinki biennale, hvor de vil vise et projekt omhandlende krænkelser af samernes rettigheder.

I samarbejde med lokale NGO’er og aktivister, har INTERPRT igennem de sidste 10 år udført en lang række langsigtede kunstneriske research-projekter, der bl.a. har fokuseret på miljøkriminalitet i Vest Papua, konsekvenserne af dybhavsminedrift i Middelhavet, Shells oliespild i Niger deltaet og senest den ulovlige rovdrift mod den Brasilianske regnskov i Amazonas. Og selvom man måske ikke skulle tro det, så kan de æstetiske discipliner rent faktisk spille en nøglerolle indenfor disse kampe. For æstetik handler ikke om smag og om at gøre noget smukt i INTERPRTs tilfælde, men om hvad der er sansbart, hvilket vil sige hvordan visse genstande, materialer og personer registrerer omverdenen. ”Den slags udfordringer vi står overfor, i forhold til at repræsentere noget der ikke er så let at se, kræver at vi kommer op med forskellige teknikker, såsom 3D modellering, satellitbilleder og såkaldt ’remote sensing’”, siger Nabil. ”Det er vanskeligt at male en sky eller en tåge over en by, det ved enhver landskabsmaler. Det er meget materielle ting, skyen og tågen, men de kan være svære at give en æstetisk form. De kan være dødelige eller de kan bruges som et alibi eller et våben. Som billedkunstnere, har vi en særlig sensibilitet og evne til at kunne give form til disse materialer og her kan vi også udnytte værktøjer fra arkitekturens verden, som eksempelvis måleinstrumenter, til at danne os et overblik og skabe en fortælling om hvad der er hændt. Så vores arbejde handler i høj grad om at indsamle data og følge fakta, men fakta har ingen magt i sig selv medmindre der er en fortælling. Så vi bliver også nødt til at skabe fortællinger, fortællinger om steder og folk, og om den vold der bliver begået”. 

3D reconstruction of Baiao massacre, Brazil. 2022. Image: INTERPRT

På trods af modstanden mod og misforståelserne omkring kunstnerisk forskning, som ofte er forbeholdt den interne kunstverden, så lader det til, at det akademiske miljø for alvor er ved at se potentialet i også at bruge kunsten til at praktisere forskning. Dette kom bl.a. til udtryk da Forskningsrådet valgte at støtte INTERPRT sidste år, med en bevilling på 8,9 millioner norske kroner til det fireårige projekt, Climate Rights. Dette er efter sigende første gang, at forskningsmidler går til et projekt indenfor et kunstakademi i Norge og ifølge Nabil er dette ikke blot en kæmpe ære, men også en kærkommen lejlighed til at bevæge debatten væk fra spørgsmålet om hvad der er kunst og ikke kunst, og i stedet fokusere på nogle af de kæmpe udfordringer vores planet står over for og hvordan kunsten kan være med til at løse dem. I INTERPRTs 4-årige forskningsprojekt handler det bl.a. om retfærdighed og om at stille folk til ansvar for overgreb mod naturen og oprindelige folk, gennem videreudviklingen af kunstneriske metoder der gør brug af visuel kultur. Ligesom verden er i konstant transformation, er kunsten og forskningens metoder det heldigvis også. Projekter som Climate Rights kan være med til at vise nødvendigheden af, at vi udvider vores forståelse af kunsten som et autonomt rum for individualistiske former for ”frie” og ”originale” udtryk – henvendt til et lukket og elitært forbrugermarked – og begynder at samarbejde mere bredt end det er tilfældet i dag, således at der kan opstå alliancer mellem sociale bevægelser, de akademiske miljøer og en kreativitet der er knyttet til og understøtter den forandring der er brug for. ”Hvem er bedre end kunstnere i samarbejde med aktivister til at analysere og forstå, hvordan samfundet er organiseret og hvordan man kan forestille sig dem anderledes. For os handler det ikke kun om at skabe modbeviser, men også om at skabe nye fantasier, uden hvilke vi er håbløse”, slutter Nabil.

Artikkelfoto: Shell In Niger Delta. 3D Modeling, Geolocation, Remote Sensing. F. Interprt

Teksten inngår i en ny artikkelserie om kunstnerisk forskning. For mer info se: Kunstnerisk forskning under lupen!