Fantastisk – og fantastisk udmattende

Tidsskrifternes krise er primært et resultat af dårlig økonomi og lave læsertal, men på indholdssiden er det måske i ubalancen mellem det smalle og det brede at den kommer mest til udtryk. Det viser anden del af ArtScene Trondheims serie om de norske tidsskrifter, hvor Samtiden, Prosa og Norsk Shakespearetidsskrift anmeldes.

Hvor er det skønt at være tvunget til at læse sig igennem tre fysiske tidsskrifter i vaskeægte trykt papir. Som Eline Bjerkan skriver i første del af denne serie, så er tidsskrifterne i krise hvad angår læsertal og økonomiske udfordringer, hvilket særligt gælder de som holder fast i det trykte format. Ikke desto mindre tror jeg der er noget om, at læsning på papir giver flere sanseindtryk, end når man læser på skærm, og at dette faktisk kan give en bedre forståelse for teksten. Lidt ligesom de undersøgelser, der peger på at skrivning i hånden gør én bedre til at huske det, man har skrevet ned. Dette er i sig selv en tilskyndelse til at få læst flere trykte tidsskrifter, men jeg må indrømme at det havde været vanskeligt at få læst disse udgivelser færdig, hvis jeg ikke skulle anmelde dem. Krisen for tidsskrifterne kan have mange grunde, men jeg tror at mindsket opmærksomhedsspændvidde og en overbelastning af information – begge afledt af digitaliseringen og deraf følgende sociale medier – er de åbenbare årsager. 

Denne gang er det Samtiden, Prosa og Norsk Shakespearetidsskrift (NST), som står for skud. Alle tre er udgivet på næsten det samme behagelige – både tykke og bløde – papir, men ellers er profil, layout og indhold relativt forskellige. Hvad oplagstal angår er der nogle forvirrende informationer online. Samtiden beskriver dem selv som ”Norges største og eldste allmennkulturelle tidsskrift” (grundlagt helt tilbage i 1890), men oplagstallet for 2023 lyder på blot 1419 eksemplarer. NST virker ikke til på samme måde at have et behov for selvpromovering – faktisk er deres ”om oss”-side fuldstændig tom. Alligevel står der bagerst i udgivelsen, at oplagstallet er ca. 1700 eksemplarer, hvilket i så fald ville være højere end Samtiden’s. Andre kilder¹ på nettet giver dog indtryk af, at NTS er anerkendt som et af de ledende teatertidsskrifter i Norden – måske er det derfor, at de ikke har brug for at gøre opmærksom på sig selv. Sidst lyder Prosa’s oplag på 5000 eksemplarer, et tal som sætter dem langt over de to andre tidsskrifter. På deres hjemmeside pryder Prosa (grundlagt i 1995) sågar deres brand med titlen ”Norges største litteraturtidsskrift”– så er vi ligesom i gang!

Prosa har en behagelig, næsten-kvadratisk størrelse. Farvesammensætning og font virker også indbydende. Tidsskriftets forside har desuden et flot kunstnerisk islæt, som henviser til udgavens (#2 2024) temanummer: Akademisk frihed. Som den dugfriske redaktør Roman Linneberg Eliassen skriver i lederen, er akademisk frihed et vældig relevant tema akkurat nu. Med aktuelle minister-sager om akademisk fusk og en rektor på NTNU som måtte gå af efter hun uberettiget irettesatte to af sine egne forskere, er det et emne, som er værd at tage op. Samtidig er det et smalt nok tema til at jeg bliver nysgerrig på, hvordan teksterne vil vinkle dette. 

De første tre artikler har en god rød tråd mellem sig. Først skriver Kjerstin Gjengedal om ”Scholars at Risk”, et internationalt netværk der hjælper akademikere, som er udsatte i deres hjemland. Artiklen fokuserer på, hvordan et stort antal ansøgninger i øjeblikket, ikke overraskende, kommer fra Palæstina. Artiklen er ikke direkte politisk, men det er fint, at der bliver rapporteret fra krigen på en måde, som er relevant for tidsskriftets tema. 

Herefter zoomes der ind på Norges kontekst. Forsker i førnævnte NTNU-sag Jonas K. Nøland, redaktør på Forskning.no Nina Kristiansand og leder i Forskerforbundet Guro Lind interviewes af Silje Pileberg, og her bliver det nuværende norske forskningsmiljø sat på dagsordenen. Et tilbagevendende tema i denne og senere artikler er de nye krav om forskningsformidling til offentligheden og den træge respons fra selvsamme offentlighed. Også den truede ytrings- og akademiske frihed for forskere, som kommer fra politikere og erhvervsliv og ikke mindst den truede ditto, som kommer inde fra universitet selv, er aktuelle problematikker. Vi så dette med sagen på NTNU, men det kommer også frem i form af sager, hvor andre akademikere eller studerende dømmer en forsker ude for dennes forskning eller personlige holdninger, såkaldt ”kansellering”. Som artiklen næsten dystopisk siger det i titlen: ”Trugsmåla kjem frå alle kanter”. Derefter har Pileberg igen et interview, denne gang med den nye minister for forskning og højere uddannelse, Oddmund Løkensgard Hoel. Hoel kommer ind på vigtigheden af en åben debat om forskning fra politisk og offentlig side, så akademia ikke lukker sig om sig selv.

Disse artikler har den rette balance mellem at gå mere i dybden med et emne end de hurtige nyhedsmedier har tid til og samtidig ikke blive for specifik og nørdet. I flere senere artikler overvejer jeg dog, om dette tidsskrift mest er skrevet for akademikere? Gisle Selnes’ artikel om ”Innst. 169 L (2023-2024)” – en indstilling til lovforslag som skal styrke ”den akademiske ytringsfrihed” – er meget lang og går i detaljen i sådan en grad at jeg tvivler på, om folk der ikke selv arbejder inden for akademisk forskning vil finde den interessant. 

Det er netop kunsten at formidle et relativt smalt emne til en bredere skare, som er én af hemmelighederne bag et godt tidsskrift. Og her bliver diskursen altså nogle gange for intern i Prosa. Det er også tilfældet, når en bog om oversættelsens betydning for norsk kultur i middelalderen bliver omtalt (af Ika Kaminka som selv er oversætter og kunsthistoriker). Eller titlerne Årsagsforklaringer i kvalitativ analyse og Fokusgrupper som metode (omtalt af Erik Lundesgaard). Med disse omtaler bevæger tidsskriftet sig over i en meget smal målgruppe. Dog er det ikke min generelle opfattelse af indholdet i Prosa, som bevarer et højt redaktionelt niveau hele vejen igennem. Et andet nævneværdig indslag er det ”skriftlige seminar” om akademisk frihed. Her fortæller de fire forskere Arild Vatn, Oda Tvedt, Jonas Kristiansen Nøland og Katharina Vestre på skift om deres personlige erfaringer med dette emne. Den personlige jeg-form i teksterne gør at emnet bliver mere tilgængeligt, samt at oversete aspekter som midlertidige ansættelser og interne magtforhold i akademia bliver taget op og aktualiseret i forhold til ytringsfrihed.

Jeg synes ikke at tidsskriftkrisen var så tydelig at spore i Prosa, måske bortset fra nyheden om, at de nu har valgt at publicere fire gange om året i stedet for seks (hvilket Eliassen dog forsikrer ikke er en besparelse, da disse udgaver så vil blive større). I læsningen af Samtiden (#2 2024, red. Magne Lerø) lagde jeg imidlertid mærke til flere ting, som tyder på trange tider. Måske kan det have noget på sig: i januar blev det offentliggjort at Kulturrådet ikke længere vil støtte tidsskriftet, som dermed mister 800.000 kroner af sit årlige budget. Sammenlignet med de 2 andre tidsskrifter blegner Samtiden allerede inden jeg åbner det. Det er ikke på grund af det lille format – lidt over en A5-størrelse, som ligger godt i hånden – men på grund af forsiden: en hvid baggrund med et hurtigt og løst tegnet timeglas i midten – that’s it. Timeglasset henviser til det alt for brede tema ”historie”. Det er lidt ligesom at have et tema, der hedder ”natur”, tænker jeg – der er simpelthen for meget stof at tage af. Det tænder ikke min nysgerrighed, fordi jeg allerede på forhånd antager, at der ikke er tænkt ordentligt over sammenhæng og nuancering i tilrettelægningen.

Min kritik bliver desværre bekræftet med første artikel, som er indledningskapitlet til Terje Tvedts bog Verdenshistorie. Med fortiden som speil. Bogen er fra 2020, så ingen nyhedsværdi her. I tillæg er kapitlet langt og fylder ti sider, så det giver unægtelig en følelse af, at der springes over hvor gærdet er lavest for at fylde tidsskriftet op. Det er et nok så spændende kapitel, som peger på, hvordan vi bruger fortiden til at forme nutidens begreber om verden og vores mål for fremtiden – og hvordan dette kan være et problem, hvis vi ikke også formår at se fortiden gennem historieforskningens metoder. Men kapitlet passer ikke rigtig til et tidsskrift, hvilket bliver særlig tydeligt, når Tvedt begynder at præsentere resten af bogen – som vi altså ikke kan læse videre i.

Baggrunden for resten af tidsskriftets temasektion er humaniorafestivalen på det humanistiske fakultet på UiO, hvilket giver lidt mere kontekst til emnet. Her er der indslag om alt fra 40-året for hiphoppens indtog i Norge (Bård Andersson) til myter om Egyptens mumier (Nina Kraft). Jeg mener egentlig at alle artiklerne opfylder kriteriet om at formidle et læseværdig stof. Men dét også at have en interessant og specifik vinkel, samt at formidle i et godt og medrivende sprog, mangler til tider. Dette gælder særligt de artikler, hvor der ikke er nogen særlig relation til lokale norske forhold, som mumie-artiklen eller én om forholdet mellem Frankrigs ny-koloniale politik og afrikanske landes mistillid til den tidligere kolonimagt (Nina Kraft). Her går der nogle gange lidt ”Wikipedia” i den. Så er det mere spændende at læse Ellen Lunds artikel om heksens opblomstring i nordisk kunst og litteratur, baseret på et foredrag af professor Ane Ohrvik. Med eksempler som den danske forfatter Olga Ravn og det norske band ”Witch Club Satan”, undersøger hun hvordan heksefiguren nu bliver fejret i modsætning til de misogyne hekseforfølgelser mellem 1400-1700-tallet. 

Det er tydeligt at Samtiden ønsker at ramme bredere end Prosa, og det fungerer fint indholdsmæssigt, men nogle gange ønsker jeg en mere personlig stil i artiklerne. Det ændrer sig imidlertid efter temasektionen, i ”Kritikk – Refleksjoner – Perspektiv”, hvor tidsskriftets bedste bidrag befinder sig. Her vil jeg trække teksten ”Den vanskelige andreboka” frem af Martin Svedman. Da jeg læser den går det op for mig, at jeg endnu ikke har set et rigtigt essay, hverken i Prosa eller Samtiden. Men her er definitivt ét, om den vanskelige udgivelse, som kommer efter at en forfatter har debuteret succesfuldt. Svedman, som selv er forfatter, undersøger fænomenet på en nysgerrig og personlig måde, med både morsomme og overraskende indfald hen ad vejen. Hvorfor blev Zadie Smiths, Martin Amis’, Karl Ove Knausgårds og Jon Fosses udgivelse nr. to dømt så hårdt, når debuterne fik strålende anmeldelser? En del af svaret, ifølge Svedman, er at forfatterne har haft lyst til at skeje ud, udfordre deres publikum og ikke bare give dem en kopi af debuten, noget som han selv har søgt at undgå med sin nyligt udgivne anden bog. En anden årsag mener han er den lange bølge af festivaler og projekter (fx DKS), som man kan komme med i som forfatter af en succesfuld debut – dette vil de gerne fortsætte med så længe som muligt i stedet for at udgive ”den svære to’er”. Flere andre essays i denne sektion er klart bedre end tema-sektionen, både hvad angår personlig stil og alternative vinklinger – begge en nødvendighed for et tidsskrift, som vil adskille sig fra andre nyheds- og informationsmedier.

I forhold til de to nævnte magasiner, føles NST som et tidsskrift af en helt anden kaliber. Med A4-format og næsten 200 tætskrevne sider (med lille tekststørrelse!), er det særdeles ambitiøst. I modsætning til de andre to virker det imidlertid ikke, som om NST har et ønske om at appellere til hele befolkningen (jf. de andres branding som ”de største”). Derfor synes det mere berettiget at magasinet er så smalt rent indholdsmæssigt. Alt ved NST virker unikt i norsk sammenhæng: de mange forfattere og scenekunstnere som selv bidrager, den internationale profil osv. Så vidt jeg kan læse mig frem til, er det blandt andet et resultat af redaktør Therese Bjørneboes vision lige siden hun grundlagde tidsskriftet i 1998 og frem til i dag.

NST har et smagfuldt og særegent design, hvor der er gjort god plads til mange store og flotte billeder blandt artiklerne. Også her er der en tematik for udgivelsen – kunst og aktivisme (#1 2024) – foruden et væld af undersektioner såsom anmeldelse af festivaler, bøger, forestillinger, en sektion om dans og én om dramatik og dramaturgi. I tråd med temaet er der også en sektion om krigen i Gaza samt én anden kaldt ”EKSIL”, der primært berører krigen i Ukraine. Magasinets oversigt fascinerer, men det er også noget af en mundfuld for enhver, som ikke er mere end almindeligt optaget af aktuel scene- og performancekunst. Læseoplevelsen er måske lidt ligesom Ilse Ghekieres beskrivelse i en anmeldelse af branche-biennalen Ice hot: 

”Hvordan du relaterer til Ice Hot er helt og holdent basert på hvor du er plassert i dansehierarkiet. Når du er innenfor (…) er det fantastisk, fantastisk utmattende faktisk, å se så mye dans og møte så mange kunstnere, og å se så mange folk som bryr seg om dansen som kunstform – på en gang”. 

Nogenlunde sådan kan det beskrives – fantastisk udmattende – at læse NST, og så måske lidt mere udmattende, jo mindre man er optaget af teater- og performanceverdenen. Tidsskriftet indleder med en syv sider lang samtale mellem – forhenværende, nuværende eller kommende – teaterchefer Hans P. Henriksen, Runar Hodne og Kjersti Horn (nedskrevet af Bjørneboe). De taler om aktuelle udfordringer i Norges teatermiljø, og her der meget branche-snak, namedropping og interne referencer. Jeg får med mig at teatermiljøet i Norge er præget af strukturelle problemer, hvor effektivisering, prisstigninger og konformitet er en hæmsko for den kunstneriske udvikling. 

Jeg oplever sektionen om krigen i Gaza som manglende lidt kontekst. Der er mange artikler, som rapporterer specifikt fra situationen i Tyskland uden rigtig at forklare, hvorfor det netop er (teater)aktivismen i Tyskland som er relevant for læseren af NST. Selvfølgelig er det en stor teaternation, og der er mange interne stridigheder akkurat nu hvad angår krigen, baseret på historiske forhold omkring antisemitisme. Men alligevel er det ikke oplagt, hvorfor et norsk tidsskrift skal rapportere med artikler netop derfra. Tematikken om aktivisme virker særlig godt, når den er direkte relateret til teatret som kunstform, for eksempel når Bjørneboe rapporterer fra New York, hvor Ibsens ”An Enemy of the People” (originaltittel “En folkefiende”, red. anm.) blev afbrudt af Extinction Rebellion og det blev tolket af publikum som en del af stykket. Bagefter bliver opsætningen anmeldt af Joe Martin, hvilket giver en anden vinkel på begivenheden.

Jeg læser helt medrevet videre og videre i magasinet med følelsen af at blive lukket ind i en ny, og lidt eksklusiv, verden. Særligt unikt for et norsk tidsskrift er der mange internationale bidrag, flere artikler på dansk og svensk og andre oversat fra engelsk eller tysk. Jeg læser om instruktør og scenekunstner Annie Dorsen fra New York, som bruger AI som samarbejdspartner i et teaterstykke om græsk mytologi (af Tanya Pollard), om digterstemmernes tilbagevenden til teaterscenen, og hvordan processen fra digtning til dramatik foregår i dag (af Tom Remlov). Jeg læser passionerede anmeldelser af Florian Malzachers bog om kunst og aktivisme (af Nora Auerbach) og Maike Bleekers Doing Dramaturgy (af Mads Thygesen) samt et forrygende essay af Hans-Thies Lehmann om teatret som landskab. Det er måske en udslidt kliche – altså landskabsanalogien – men hos Lehmann kommer den til live igen ved at han tager os med tilbage til antikkens og middelalderens teater, som var tæt knyttet til naturen (da opførelserne foregik udenfor). Senere skriver han om et utal af teoretikere, som har beskrevet forskellige aspekter ved forholdet mellem teater og landskab, såsom Walter Benjamin, Gertrude Stein, Bertolt Brecht og Heiner Müller. Til sidst slutter han med det ”post-antropocæne” teater af i dag, som har genoptaget landskabet som et centralt element. 

De allerbedste læseoplevelser har jeg med to lange og engagerede anmeldelser, den ene af Runa Borch Skolseg om Kunstenfestivaldesartes 2023 i Bruxelles og den anden af Øyvind Berg om Flammenwerfen af Hotel Pro Forma i Malmö. Når jeg læser disse, går det op for mig at jeg har savnet den personlige anmelder-stil, som for mig ofte adskiller gode og ekstraordinære tekster; hvor anmelderens eget (følelses)liv, erfaringer og minder spiller sammen med deres kritiske faglighed i vurderingen af indtrykkene fra scenen. 

Det har været fantastisk – og fantastisk udmattende – at læse disse udgivelser, og jeg tror måske dét er noget, som kan holde liv i de trykte tidsskrifter. Følelsen af at det kræver en indsats at engagere sig i teksterne er også en kvalitet. Samtidig kammer de interne referencer også over, særligt i NST men også Prosa, og det giver en følelse af at det er en lukket klub, man prøver at træde ind i. Omvendt har Samtiden en tendens til at blive for generel og det udvander incitamentet for at læse et tidsskrift frem for online kilder. Men når forholdet mellem det smalle og det brede er i balance, og med en kombination af god skriftlig formidling, relevante tematikker og skarpe vinklinger, virker tidsskrifternes krise ikke så endegyldig endda.

---

1. Sceneweb.no ↩︎

Artikkelfoto: Norsk Shakespearetidsskrift, Prosa og Samtiden. F: Joachim Friis.