Tabte forbindelser og ustabile netværk

At besøge Trøndelag senter for samtidskunst er for tiden som at træde ind i et eksperimentelt kartotek. På begge sidevægge i centerets højloftede lokale hænger en række kvadratiske træplader med vidt forskellige farver, mønstre og tekstile håndværk påtrykt. Værkernes identiske form giver imidlertid en stringens til udtrykket og signalerer, at der er en undersøgelse i gang, et forsøg på at sætte farver, materialer og metoder i system. Det viser sig at den egentlige undersøgelse i Hanne Øverlands udstilling And this too shall pass først og fremmest gælder truede fugle- og sommerfuglearter i Norge. Den anden udstilling, Sidsels Palmstrøms Skift, vender jeg tilbage til. 

Der foregår mange materielle eksperimenter i Øverlands små firkanter, som hver undersøger den pågældende art ved at gengive deres mønstre og farver på en abstrakt måde. Nogle af værkerne består af broderi, andre af stoftryk, og andre igen af maleri. Jeg er mest draget af de værker, som har en drømmeagtig kvalitet. For eksempel forestiller Flikengmåler, skabt af shibori-stoftryk på silke, et abstrakt brunligt mønster, som barken på et træ. Og i værket Klippeblåvinge, har Øverland broderet et mønster i farverne hvid, gul, blå og lilla, som synes at lede ind i en labyrint.

Krykkje forestiller blot et kvadrat med subtile nuancer af hvid ovenpå et andet kvadrat i nuancer af mørkegrå og gul, men det er ikke mindre dragende af den grund. Her er der brugt en teknik, som jeg ikke kendte til: ”tekstilflokk”, hvor tekstilstøv drysses på en limet flade og gøres blød gennem elektrostatisk magnetisme. Noget af det dragende og drømmeagtige, som Øverlands motiver udstråler, leder tankerne hen på modernistiske pionerer som Mark Rothko, Ad Reinhardt og Barnett Newman. Ligesom disse kunstnere, bruger Øverland forskellige ensfarvede felter og lag til at skabe stemning og sanselighed med, men på grund af det lille format, giver hendes værker ikke helt den samme effekt.

Udstillingens rammeværk skaber en melankolsk grundstemning, der forstærkes når man læser at værkerne er inddelt i tre grupper som symboliserer trusselsniveauer: sårbar, truet og kritisk truet. Der er noget utroligt sørgmodigt over at få genskabt disse truede arter i så smukke farver og materialer, men samtidig helt abstrakt, så man aldrig ville kunne genkende dem, hvis man ikke læste værktitlerne. Træpladerne hænger som gravsten for disse arter. ”This too shall pass”, som udstillingstitlen indikerer. Det er næsten for tungt.

Men der er også en vældig struktureret og teknologisk dimension i Øverlands praksis. Kunstneren har taget en varieret tilgang til farve- og mønstergengivelsen, fordi arternes udtryk blandt andet ændrer sig med årstider, livsbane og køn. Måske er det næsten en AI-inspireret tilgang, dét at alle arterne er fortolket ud fra en form for gennemsnit af forskellige forhold og karakteristika, og herefter er sat op i et grid med samme mål. En slags kunstnerisk mønstergenkendelse er på færde. Særligt de værker som indeholder tuft giver et indtryk af at være en række stofprøver, som man potentielt kan føle på, for at få et bedre indtryk af arten. Det forstærker oplevelsen af at være i et kartotek, et “fremtidsmuseum” for arter, som til den tid vil være uddøde. I værket Prikkrutevinge gengives grid’et på motivplan: broderiet forestiller et detaljeret gitter med en række ”pixels” i sommerfuglens farvenuancer, en distribution over farven gul og brun i overensstemmelse med artens udtryk. I værkerne Fiskemåke og Gulspurv, som hænger ret ved siden af, er arternes farver kun distribueret vertikalt, som søjler af bløde strøg, igen frembragt gennem tekstilflokk-metoden.

Som med de fleste konceptuelle tilgange, mister man nogle dimensioner, når man holder sig til et strengt specifikt regelsæt. Der er noget rigidt i Øverlands praksis, med tanke på at den beskæftiger sig med et så følelsesladet emne – noget der får mig til at ønske at sorgen over artsudryddelsen kunne sprænge sine egne rammer og udfolde sig på en mere løssluppen måde.

Med tanke på kontraster er Sidsel Palmstrøms udstilling Skift derfor den perfekte pendant til Øverland. Jeg undrer mig over, hvorfor de to kunstnere ikke er blevet kurateret ind i én samlet udstilling, fordi de netop kontrasterer hinanden så godt. Hvor Øverland arbejder med formale gentagelser og strukturerede undersøgelser, er Palmstrøm optaget af bevægelse og flygtighed. Hendes bidrag er et enkelt værk, også kaldet Skift, som består af en større installation af syv sorte nylon-net med forskellig tæthed, hængende fra loftet. Små motorer får nettene til at dreje rundt og sammen med denne bevægelse skaber diverse lyskilder skyggespil på væggene. Installationen er monteret i TSSK’s lavloftede rum længere inde i bygningen, og dette gør at værket føles lidt sammenpresset i sammenligning med Øverlands udstilling. Jeg kan ikke lade være at tænke på, hvor meget bedre dette værk havde gjort sig i et højloftet rum, hvor nettene kunne være dobbelt så lange og deres tekstile bevægelser og lysenes skyggespil kunne have bredt sig mere ud. I udstillingsteksten sammenlignes Palmstrøm med modernisten Ruth Asawa, der lavede metaltrådsskulpturer. Jeg ser ligheden i forhold til at de begge arbejder med et materiale, som har en net-agtig kvalitet. Men her stopper sammenligningen også. Den formæstetiske dimension er slet ikke i højsædet på samme måde hos Palmstrøm, som den var det hos Asawa. Hos Palmstrøm er det i højere grad det sanselige og symbolske greb ved at bruge nettene som er vigtigt, hvilket installationens placering og kinetik understreger.

Som det står udstillet, virker Skift en smule klaustrofobisk, som et gennemgangslokale det er svært at blive klog på. Jeg forstår tanken bag projektet, og på sin vis fungerer det også: nettenes taktilitet, lysenes skyggespil, og motorerne som sætter begge dele i bevægelse, går op i en højere enhed. Som udstillingsteksten lover, skaber det en potentielt meditativ stemning i lokalet, hvis man tager sig tid. Jeg ser også netværks-metaforikken, men alligevel: at gå så langt som til at skrive, at Skift peger på de usynlige netværk mellem mennesker og natur, synes jeg er lidt overdrevet. Da er udstillingstekstens fortolkning af nettet som et redskab brugt af mennesker til at indfange andre arter et bedre perspektiv. Teksten får også flettet en anden samfundskritik ind i værket ved at vise til at net-materialet er skabt af olie, som de seneste 50 år har været den helt store miljøsynder i norsk sammenhæng. 

Disse perspektiver knytter op mod Øverlands tematik om artsudryddelse og bidrager til argumentet om, at de to kunstnere havde fungeret fint i en samlet udstilling – måske endda med flere værker fra Palmstrøms hånd eller en installation, hvor Skift kom mere til sin ret. I den sammenhæng er det interessant at se på, hvordan netmotivet går på tværs af Øverland og Palmstrøms praksisser, på trods af deres vidt forskellige tilgange til både metode, materiale og koncept. I Øverlands udstilling er netværket en kunstnerisk formidling af truede arter, som både skaber et system og giver rum til sorgen. Hos Palmstrøm er netværket i højere grad et skrøbeligt fænomen, men den konstante bevægelse mellem lys og tekstil symboliserer også troen på, at nye knudepunkter altid har et potentiale til kunne opstå mellem positioner, som ikke før var forbundne. På den måde løsner Palmstrøms tekstile installation op i det grid, som Øverland har konstrueret, ligesom Øverland sætter form på nogle af de flygtige tanker om forbundethed, som Palmstrøm iscenesætter.

Begge kunstnere skriver sig dermed også ind i en økokritisk tradition, fordi deres praksis konceptuelt og symbolsk kritiserer menneskets håndtering af naturen. Men også fordi de peger på materielle og følelsesmæssige forbindelser mellem mennesket og andre arter – søger at generere en “økologisk opmærksomhed”, med Timothy Mortons ord. Det er klart at denne kunstneriske tilgang er set utallige gange før helt tilbage til 1960’erne, og med en ny opblomstring fra 2010-tallet og frem. Men alligevel er der nogle særlige kvaliteter hos Øverland og Palmstrøm, som ikke lige kan fejes af vejen. Blandt andet fordi de tydeligt relaterer deres praksis til en specifik norsk kontekst, og fordi deres konceptuelle greb formår at være både ekstremt abstrakte og konkrete på samme tid – som når Palmstrøm peger på skrøbelige, immaterielle netværk gennem noget, der helt konkret er et net-værk.

Hanne Øverland: And this too shall pass
Sidsel Palmstrøm: Skift
Trøndelag Senter for Samtidskunst
20. februar—23. mars 2025