Speed date med ‘Strange Attractors’

Strange Attractors er titlen på årets afgangsudstilling, hvor 12 dimittender fra Kunstakademiet i Trondheim (KiT) inviterer publikum ind i deres 12 divergerende praksisser. Det foregår primært på Kjøpmannsgata Ung Kunst (K.U.K), men har også to satellitter ude i byen, på henholdsvis Cinemateket og Ringve Musikkmuseum. Med et begreb lånt fra kaosteorien i titlen, er der lagt op til en dynamisk udstilling med mange forskelligartede udtryk, der hver især ikke umiddelbart har meget tilfælles, men som tilsammen alligevel er med til at danne et mønster. Kaos er i dag ikke længere et fremmed fænomen i denne del af verden, der på normalt vis fremstår stabil og til tider måske endda forudsigelig. De sidste tre år har været kendetegnet af pandemi og en krig som fortsat raser, ’polykrise’ er det nye buzzord og fremtiden føles mere usikker end nogensinde. Som færdiguddannet kunstner er der meget at tage fat på, og for de flestes vedkommende er usikkerheden pludselig meget reel.

Usikkerheden mærkes også indenfor selve de kunstneriske uddannelser, da regeringen lægger op til drakoniske besparelser og indførelsen af betaling for studerende ude fra EU/EØS-området. Dette er en beslutning som uden tvivl vil få store konsekvenser, ikke kun for kunstakademierne i Norge, men for hele den norske kunstscene og det internationale perspektiv. Med regeringens pludselige brud med princippet om gratis uddannelse, ville halvdelen af de 12 dimittender i fremtiden skulle betale op mod 490.000 kroner per studieår, hvilket selvsagt er et fuldstændigt urealistisk beløb, selv for de rigeste studerende. Det er med andre ord en alvorlig situation vi står i og muligvis er denne afgangsudstilling den sidste med deltagelse af ikke-europæiske kunstnere. Men kampen fortsætter og som de dimitterende studenter på Kunstakademiet i Oslo skriver i deres invitation til deres afgangsudstilling, så er det aldrig for sent for regeringen at ombestemme sig.

På denne dramatiske baggrund af politisk-ledet kaos åbner altså de masterstuderendes udstilling, Strange Attractors. I stedet for at skrive en kritik af udstillingen, har jeg igennem de seneste par dage forsøgt at fange hver af de 12 kunstnere på farten, midt i de sidste hektiske forberedelser, enten mens de har været i gang med at installere på K.U.K eller var på vej dertil, for at blive klogere på deres forskellige praksisser og hvad der skal ske efter endt uddannelse. Hvad der følger, er et forsøg på at sammenfatte de korte interviews jeg har lavet med dem i dagene op til ferniseringen, i den rækkefølge de fandt sted i.

Jeg møder Lin Pei-Han som den første, mens hun er i gang med at lægge sidste hånd på beklædningen af den lavvu der står i midten af det store udstillingsrum. For Lin er hendes kunst en måde at protestere på og en søgen efter forsoning. Hun har taget udgangspunkt i hendes møde med de norske myndigheder, som nægter at vedkende hende som Taiwaner og stemplede hendes identitetspapirer som ’kinesisk’. Denne symbolske oplevelse af den Kinesiske koloniale undertrykkelse af Taiwan, kæder hun sammen med det hun mener er den Norske stats undertrykkelse af samerne, eksemplificeret med vindmølleprojekterne på Fosen, som hun har været optaget af mens hun har boet i Trondheim. Efter afgangsudstillingen, tager hun til Taiwan for at assistere den samiske kunstner Hans Ragnar Mathisen i forbindelse med hans kommende udstilling i Taipei.

Kort efter møder jeg Mikkel Marhaug, som står på en stol og tegner med kulkridt direkte på væggen. Mikkel er optaget af tilfældigheder og kaos. Han har rejst alene rundt i landet op til udstillingen og undervejs har han samlet tekststykker og selv indtalt små lydklip, mens han har kørt i bil. Teksterne kommer fra religiøse dommedagsprofetier og bliver bearbejdet gennem en cut-up teknik, der fremstår som en fragmenteret rejse dagbog. Vægtegningen han arbejder på, har han inddelt i 5 felter, med reference til de 5 år han har gået på KiT og til Shakespeares og tragediens 5 akter. På udstillingens sidste dag laver han en performance, der vil gøre brug af samme metode og sample lydklip fra hans tur. Efter udstillingen ved han ikke om han bliver boende i Trondheim og fremtiden er i det hele taget lidt uklar, men hvis han skal være helt ærlig, så nyder han faktisk også denne uklarhed.

På vej ud af K.U.K finder jeg Einar Grinde, som sidder på gulvet bag ved den pap-sokkel han er i gang med at færdiggøre. Einars praksis er installations-baseret og har et særligt fokus på den tidslige dimension og på det at tage og give rum. Han skal udstille en klassisk sokkel, med et relief på siden og en spiddet hest lavet af plastikposer, som konstant fyldes og tømmes for luft. Den spiddede hest kan minde om en ofring eller en henrettelse og er baseret på en skulptur af Gustav Vigeland, som også har arbejdet med dette motiv. Einars værk hedder Death To All Rich White Dead Men og efter afgangsudstillingen skal han udstille samme skulptur på Vigelands Museet i Oslo i starten af juni. På længere sigt vil han gerne lave noget mere teatralsk, da han ofte tænker på sine værker som en slags kullise, som en baggrund for en historie.  

Dagen efter mødes jeg med Natalie Field, der byder mig ind i hendes post-apokalyptiske Museum of Extinction, som befinder sig dybt inde i det bagerste kælderrum på K.U.K. Natalies arbejde er centreret omkring genopretningen af menneskers forhold til den naturlige verden og værket til udstillingen, er kulminationen af et længere kunstnerisk forskningsprojekt indenfor ’spekulativ taksidermi’. Resultatet er et fiktivt museum for udryddelse i fremtiden, med en samling af artefakter og genstande, som lånes ud til kulturelle rum i vores samtid, for at rekontekstualisere den fortælling, vi fortæller om dyr i disse rum. Natalie udstiller også dele af denne samling på Ringve Musikkmuseum, hvor hun vil lave performative rundvisninger i samlingen. Hendes planer er at blive i byen og i hendes næste projekt, vil hun fokusere på hvilken slags dyreliv der vil være tilbage efter den 6. udryddelse.

Jeg får øje på en projektion af Mohammad Bayesteh i et andet af kælderens rum, før jeg ser ham i virkeligheden i det tilstødende rum. Mohammad har en baggrund som filminstruktør og undersøger konstant filmmediets potentiale for politisk og social forandring, igennem det han kalder for ’layered storytelling’. I løbet af det seneste år, har han arrangeret 8 workshops omhandlende forskellige måder at skabe en fortælling. Materialet fra disse workshops danner rammen for hans ’multi-space installation’, der består af op mod 10 skærme og projektioner fordelt i to rum, hvor feedback fra livekameraer vil blande sig med arkivmateriale. Derudover viser Mohammad flere af hans film i Cinemateket, hvor han også har organiseret en række events. Efter udstillingen ønsker han at videreudvikle denne type af installation og præsentere hans eksperimenter i andre sammenhænge.     

Ovenpå i det store udstillingsrum møder jeg Cheonghye Sophia Lee, der er i gang med at blande hurtigttørrende ler, på samme tid som at hun programmerer en hjemmelavet 3D printer ophængt i loftet. Sophia er i sin praksis optaget af proces, materialitet, tid og forholdet mellem det virtuelle og det fysiske rum. Med et hjem i tre forskellige lande, arbejder hun ud fra de omstændigheder og begrænsninger hun oplever ved at have en materiel praksis, der er lige dele taktil og digital. Hendes værk til afgangsudstillingen består af to teknisk komplekse installationer, der begge er styret fra en daglig indsamling af audio-data fra udstillingsrummet, samt en skulptur bestående af lerkrukker stablet ovenpå hinanden og installeret omkring en oprejst metalstang på gulvet. Sophia håber at finde en måde at kunne blive i Trondheim og fortsætte sit transnationale arbejde.  

Ved siden af Sophia møder jeg Astrid Ljungberg, der står foran sit kæmpemæssige håndlavede filtværk. Med en baggrund i maleri, har Astrid gennem årene på KiT eksperimenteret tekstil- og papirværker i større installationer. Filtværket foran os vil blive installeret i loftet med håndstrikket garn og på den måde danne et rum nedenunder, et rum der refererer til den tryghed der findes under dynen. Værket er skabt ud af 24,7 kg uld og har været en langsommelig og møjsommelig proces. Astrid nævner slow-art-bevægelsen som en inspirationskilde, hvor den taktile viden og håndens arbejde er i centrum. Og det er vigtigt for hende, at publikum vil kunne se spor af hendes arbejdsproces, fejl og sømninger, for sådan er hun også som person, ingen er perfekte. Efter udstillingen er planen at finde et studie i Trondheim og fortsætte arbejdet med at skabe større installationer.

Dagen efter møder jeg Esther Breslin på KiT, der netop har færdigredigeret sit videoværk til udstillingen på K.U.K. Esther har for nyligt købt et hus og noget dertilhørende land en køretur væk fra Trondheim. Og i den forbindelse er hun begyndt at reflektere over, hvad det vil sige at eje et stykke land og hvordan dette ejerskab kan være med til påvirke den måde vi interagere med det. Værket til afgangsudstillingen består af en videoinstallation med materiale filmet indenfor en afgrænset del af den skov der hører til hendes land og rækker af makuleret papir, samt en bog med noter og optegninger fra hendes gåture. Disse to værker er en del af denne undersøgelse, hvor det at gå har været en vigtig metode for langsomt at lære stedet at kende. På samme måde inviterer hun her beskueren til at gå for at opleve hendes værker. Esther har ingen planer om at flytte og ser frem til fortsætte med hendes undersøgelser og lære hendes sted at kende.

Senere samme dag møder jeg også HaEun Kim, som gennem sin tid på KiT har eksperimenteret med en bred vifte af kunstneriske udtryk, fra grafik og design til digitale teknologier. Til afgangsudstillingen fokuserer HaEun på de usynlige egenskaber i mikroplastik. Hun har skabt to værker, hvor det ene tager udgangspunkt i en verden fyldt med plastikpartikler, mens det andet forsøger at forestille sig alternative måder at leve på. I det sidste værk, har HaEun designet et kommunikationssystem mellem mennesker og planter, der skal skabe muligheden for at interagere med den levende verden, med planter og deres egenskaber. På trods af endt mastergrad ser HaEun sig stadig som en ung kunstner, der fortsat har meget hun skal lære og undersøge i hendes praksis. Planen er at blive her i Trondheim og fortsætte med at eksperimentere med teknologiske og videnskabelige metoder i krydsfeltet mellem kunst og design.  

Dernæst møder jeg Jørgen J. Wassvik, der er i gang med at bygge en kasse på Kunstakademiets træværksted der skal bruges i hans installation på K.U.K. Jørgen har en baggrund som musiker i bandet Combos og er i sin kunst optaget af at oversætte de tilstande han kommer i under koncerterne. Gennem bl.a. lyd, billede og video eksperimenterer han med performative og sensoriske elementer, hvor usikkerhed og improvisation er centrale metoder, til at opnå det han kalder ’flow-states’. Til afgangsudstillingen har han skabt en black box, der skal fungere som en platform for spontan improvisation med lyd, dans og video. Hertil har Jørgen arrangeret en række performances, der skal finde sted inde i installationen under udstillingen. Derefter ser han frem til at slappe af og på sigt arbejde videre med audiovisuelle performances, også i regi af Combos live koncerter. 

Dagen efter møder jeg Verona Størseth på K.U.K, hvor hun næsten er færdig med værket, ”Til Stede”. Verona kommer fra en baggrund i maleri, men har udviklet sine værker til at blive maleriske installationer. Hun bruger dog fortsat lærredet som materiale. Førhen tog mange af hendes værker udgangspunkt i den kortlægningsproces der foregår, når man forsøger at danne sig et overblik over fragmenterede traumatiske hændelser. Men på K.U.K har hun valgt at gå mere i dialog med udstillingsrummet og skabt en steds-specifik rumlig installation. Her har hun fundet frem til præcist det sted i galleriet, som hun gerne vil arbejde ud fra: et hjørne der ikke er en ret vinkel. For Verona er søvn det eneste hun kan tænke på efter denne udstilling. Hun har selvfølgelig også andre planer, men først og fremmest handler det om at sove.  

Sidst på min liste står Aage A. Mikalsen, som er den eneste jeg ikke fik mødt, da han ikke var i byen. I stedet for aftalte vi at han skulle sende mig lidt tekst over e-mail. Aage skriver at han er interesseret i at udforske begreber relateret til identitet, subkulturer og lægevidenskab – ofte forbundet gennem personlige oplevelser og historier. Dette kommer oftest til udtryk gennem installation, tekster, performances, malerier, lydarbejde og musik. Aage viser en installation på K.U.K bestående af personlige genstande og readymades. Værket hedder Alma Mater og har været undervejs siden 2018. Alma Mater betyder ”nærende mor” på latin og bliver brugt til at identificere det universitet, som man dimitterede fra. Trondheim Kunstakademi og NTNU er derfor nu hans ’Alma Mater’. Aage håber fremover på at lave så meget kunst som muligt, uden at blive en slave af samfundet.

Kort før jeg sender denne tekst afsted til redaktionen, kan jeg på internettets populærvidenskabelige sider læse mig frem til, at ’strange attractors’ indenfor kaosteoriens verden bruges til at beskrive kaotiske systemers opførsel. I modsætning til ’normal attractors’ (hvad det så end er), så kan ’strange attractors’ forudsige dannelsen af semi-stabile mønstre uden nogen fast rumlig position. Jeg ville ønske denne allegori kunne overføres på den kaotiske fremtid som de norske kunstakademier står overfor. Jeg ville ønske at en årgang som denne, fortsat vil være en mulighed i 2024 og fremover. Jeg ville ønske de afgangsstuderende fra KHIO har ret i, at det ikke er for sent at ombestemme sig og muliggøre en fri uddannelse for alle.

Strange Attractors
NTNU Kunstakademiet Masterutstillngen 2023
Kjøpmannsgata Ung Kunst
5.–19. mai 2023.