Kampen Fortsætter!

Årets Olsokutstilling på Stiklestad Nasjonale Kultursenter er en kærkommen, generøs og ambitiøs udstilling, der forsøger at gøre op med en tusindårig-lang historie om nationalstatens indbyggede patriarkalisme. Den er kærkommen, fordi Olsokutstillingen i sin tyveårige eksistens, ikke før har været repræsenteret af et kollektiv af kunstnere og fordi over 75% af de inviterede kunstnere indtil nu har været mænd. Den er generøs, fordi den består af mere end 25 større værker og installationer, skabt i et utal af forskellige teknikker og medier, der i tillæg til den traditionelle udstilling i Leidgangsgalleriet, for første gang i år fortsætter ud på Folkemuseets område og går i direkte dialog med arkitekturen. Og den er ambitiøs, fordi den tager udgangspunkt i Stiklestads lange historie og udfordrer stedets funktion som symbol på den norske stat, monarkiet og kirken. Sagt med andre ord, så er det på høje tide, at en gruppe som Hannah Ryggen Army, bliver inviteret til at være årets Olsokkunstner.

Hannah Ryggen Army er navnet på et feministisk netværk af kunstnere, der har fundet sammen for at hylde en af de største nordiske kunstnere gennem tiden, Hannah Ryggen (1894-1970). Og ikke mindst, for at fortsætte Hannah Ryggens kompromisløse kritik af kapitalismen, af fascismen og den dertilhørende vold mod kvinder, gennem kunsten. Hannah Ryggen er især kendt for hendes monumentale vævede værker – skabt fra sit simple hjem i Ørland – der modigt satte spørgsmålstegn ved fundamentale forhold i samfundet: magtmisbrug, krigens grusomhed og vores forhold til medmennesker og naturen. Hvilket alle er tematikker som ikke er blevet mindre relevante i dag, hvor 10-året for massakren begået af en hvid norsk mand med fascistiske og nazistiske motiver, netop er blevet stille markeret. Hannah Ryggen Army, som tidligere har stået bag flere større udstillingsprojekter i Norge, udstiller altid i nye konstellationer og beskriver sig selv som ”et autonomt netværk”, “uden formelt lederskab og interne magtstrukturer”. Til udstillingen i Stiklestad er de repræsenteret af Julie Ebbing, Veslemøy Lilleengen, Pia Antonsen Rognes og Grete Neseblod.

Tematikken for Olsokdagene er i år RETFÆRDIGHED, et tema som også deles med Olavsfesten i Trondheim, der netop har fundet sted. At skulle gå til dette tema i et så symbolt-tungt sted som Stiklestad, hvor selve den norske nation og kirkes gennembrud hyldes og manifesteres, er ikke nogen let opgave. Det kræver, at man holder tungen lige i munden og præcis som Hannah Ryggen gjorde det i hendes tid, er modig nok til at tale magten imod. For hvad betyder ordet ’retfærdighed’ på baggrund af tusind år med undertrykkelse, social eksklusion, vold og fornedrelse? Kunstnerne i Hannah Ryggen Army er på ingen måde skræmte af denne kontekst, tværtimod kaster de sig ud i opgaven med en kampgejst der både er vred, eftertænksom og nænsom. De bruger hinandens støtte, til at nå helt ind til benet af den patriarkalisme, klassedeling og racisme, som fortsat er en del af den norske fortælling og samtid. Fra det ene værk til det næste, er de med til at vise at feminisme handler om meget mere end ligestilling på arbejdsmarkedet; det handler også om anti-fascisme og alle former for undertrykkelse af minoriteter, om hvordan vi forholder os til naturen og klimaet, om hvordan vi vælger at organisere os og tage beslutninger sammen.

Stiklestad Nasjonale Kultursenter AS er et public-private aktieselskab, der blev opprettet i 1995 med ”hovedformål å formidle politiske, kulturelle og åndelige dimensjoner ved Olavsarven”. Og i Scandic-Hotel fløjen indenfor denne koncern finder man Leidgangsgalleriet, der med sin buede form parallelt til hotelværelserne og inden loungeområdet, hvert år giver plads til kunstnere i forbindelse med de årlige Olsokdage. Historien lyder at Stiklestad var slagmarken, hvor vikingekongen Olav Haraldsson blev dræbt tidligt på dagen d. 29. Juli 1030, af henholdsvis et øksehug i foden, et sværd i maven, efterfulgt af et øksehug i halsen. Det er en blodig og mytisk fortælling skrevet af magten, der brugte bøndernes oprør og sejr mod vikingekongen, til at skabe et narrativ der kunne samle folket og etablere den norske stat og kirke. Olav Haraldsson blev året efter sin død erklæret helgen og ’the rest is history’, som man siger. Men problemet med denne version af historien er, at den udelukkende fokuserer på magtens mænd, mens fortællingen om kvindernes rolle, om deres hverdag og om alt den vold de måtte leve med, ikke er inkluderet. 

Små tusind år efter de blodige begivenheder i Stiklestad, kommer der så en ny aktør på slagmarken, Hannah Ryggen Army, som er skabt til at gøre oprør mod den store (mandlige) historiefortælling, mod kønsstereotyper og mod den fortsatte undertrykkelse af kvinder og minoriteter. Også i denne kamp er det taktisk klogt at organisere sig, samle kræfter og gøre hinanden stærkere, præcis som Julie Ebbing, Veslemøy Lilleengen, Pia Antonsen Rognes og Grete Neseblod har valgt at gøre det. Sammen udgør de en pilespids der borer sig vej gennem jordlag, teltduge og brynjer; ind i historie- og nationsmaskinens store tandhjul; ind til hjertet af fortællingen om Norge. Og de gør det, til tider legende let, gennem et væld af forskellige udtryk, metoder og bevæggrunde. I fælles front, men med hver deres egne erfaringer, væver gruppen tematikkerne imellem deres individuelle værker frem og skaber et rum som er indigneret og kampklart, men også indadvendt og søgende. Forvredne kroppe, halshugninger og afbrændinger, gemte knive og sværd, væves sammen med luftige håndlavede lagner, runde jordkugler håndpoleret i den langsomme og meditative Hikaru Dorodango teknik og digitalt-vævede indkøbslister fundet i det offentlige rum. 

Hannah Ryggen Army praktiserer feminisme idet de giver form til en type af solidaritet, der især er praktiseret indenfor de folkelige håndværkstraditioner, hvor bl.a. tekstiler og klæder gjorde livet lettere, varmere eller smukkere for nogen. De individuelle værker i udstillingen repræsenterer et bredt udsnit af forskellige teknikker og arbejdsmetoder, fra maleri til tekstil, linoleumstryk og installation. Materialevalgene består af alt fra silke til jord, urin og metal, lædderjakker og lærreder, hulede hættetrøjer og sort latex, hængende guldtråde og kridtrester, bandeord og huskelister. Her er der plads til både det langsommelige, omhyggelige og sublime håndværk, såvel som den voldsomme, ekspressive improvisation. Og overalt finder man spor af genkendelige reaktioner på den historie og samtid vi står overfor, fra det stille og insisterende, til det råbende og frustrerede. Hverdagen, moderrollen, arbejdsdelingen, sexualitet, vold og historie er blot nogle af de tematikker, som intensiveres og væves sammen, mens man går igennem udstillingen. For Hannah Ryggen Army er det ikke vigtigt at skabe ét fælles værk, men en hær af forskelligartede æstetikker, der alligevel formår at holde sammen, til trods for individuelle bevæggrunde og interne selvmodsigelser.

Dog findes der ét konkret fælles-værk i udstillingen: Pia, Grete, Julie og meg, sommeren 2021, et håndvævet lagen farvet med den sagnomspundne potteblå, en teknik som Hannah Ryggen også arbejdede med i sine billedvævninger, hvor indigo og urin blandes. Værket er hængt op i loftet med to afbarkede og flettede ringe, mens det lyseblå stykke stof bliver holdt nede af to pomponer. En af historierne om potteblå er, at det udelukkende er mænds urin der kan bruges til at danne farven, men ved at gå materialistisk og kollektivt til værks, formår Hannah Ryggen Army at sabotere og omskrive denne historieskrivning, inde fra selve nationens maskinrum. Udstillingen som helhed emmer af oprør og minder os om, at vi ikke skal tage historien som den bliver præsenteret for os, for givet. Vores samtid er ikke kun skabt ud fra det som skete, men også ud fra det som ikke skete, ud fra det der blev holdt nede, fortiet og glemt. Hannah Ryggen Army slår et slag for alt det som ikke endnu er en del af historien og efter et besøg på årets Olsokutstilling er man ikke i tvivl om budskabet: KAMPEN FORTSÆTTER, FASCISMEN SKAL KNUSES!

Olsokutstillingen 2021
Hannah Ryggen Army
Julie Ebbing, Grete Neseblod, Veslemøy Lilleengen, Pia A. Rognes
Stiklestad Nasjonale Kultursenter
27. juli–31. august

Kritikken er publisert i samarbeid med Tidsskriftet Kunsthåndverk