Et syn der berører

Man siger ofte at malerier skal ses i virkeligheden, at et fotografi aldrig vil kunne yde det malede kunstværk retfærdighed. Det er sandt, men i Sverre Bjertnæs’ tilfælde er det en ekstra vigtig pointe. Når jeg ser på de fotografiske gengivelser i brochuren til hans udstilling Avstand med helt nye værker på Kunsthal Trondheim, er den taktile oplevelse i det fysiske møde med malerierne forsvundet. Det er der flere grunde til, men den vigtigste er, at Bjertnæs maler med mange tykke lag, hvilket giver et helt særligt dybdeperspektiv. Lagene er i tillæg skamferet, så forskellige underliggende farver bliver synlige, alt afhængig af hvor dybt der er blevet skåret. Denne multi-lagdelte materialitet som værkerne udstråler, skaber, i modsætning til udstillingstitlen, et ekstremt nærvær. Jeg får lyst til at røre, bruge sanser som maleriet traditionelt set ikke åbner op for, men som alligevel på en eller anden måde bliver aktiveret her. 

Mange af udstillingens værker underbygger rent motivisk den sanselighed, som jeg oplever at deres farvelag emanerer. Det første maleri der møder mig, er Kyss 2, hvor to mennesker som umiddelbart har maskuline træk, står i en tæt omfavnelse. Farvenuancer fra koboltblå til lyseblå, rødbrun og gullig grøn dominerer, mens strint af lilla og pink optræder udvalgte steder. Ligesom på de mange andre intime motiver hos Bjertnæs, synes personerne ikke bare at kysse, men nærmest at æde hverandre i en blanding af noget lystfuldt, ømt og dekadent. Omfavnelsen kan også ses som et udtryk for et enkelt menneskes – kunstnerens? – indre, hvor forskellige sider af personligheden skaber en friktion. De to personers farvesammensætninger og nuancer er højst forskellige og synes at afveje og komplimentere hinandens lys og mørke.

Umiddelbart blander Bjertnæs den abstrakte ekspressionismes teknik – tykke lag maling, graveringer og forskellige typer abstrakte malerstrøg – med ældre ekspressionistiske strømningers motiver af mennesker og natur, og ikke mindst religiøse referencer. Mine personlige associationer tæller for eksempel Asger Jorn og Gunleif Gubes ansigtsstudier, som har mange ligheder med Bjertnæs’ undersøgelse af ansigtets nuancer i den lille værkserie Hvilende hode. Der er også COBRA-kunsteren Else Alfelts leg med abstrakte mønstre, som jeg bliver mindet om i værket Vi betraktes. Her er to henholdsvis siddende og liggende figurer portrætteret, baggrunden er skabt af groft opridsede turkise streger, mens underlaget for figurerne omvendt består af bløde mønstre i lette blå, lysgrønne og violette nuancer. 

Det synes at være dette mønster som udstillingsdesignet er inspireret af, hvilket kommer til udtryk på vinduespartiet, hvorpå der er klistret de samme runde og organiske former. Udstillingsdesignet tæller også en multifarvet stofløber, der slænger sig rundt mellem værkerne samt nogle store trækonstruktioner, en slags rumdelere, der viderefører mønsteret på vinduerne. Disse tiltag minder om interiøret i et indkøbscenter, men også om offentlige institutioners æstetik, som var vi i kommunens kontorlandskab, hvor cubicles og billige gulvtæpper eksisterer side om side med offentlig kunstudsmykning. På sin vis taler værkerne sammen med denne æstetik, fordi særligt de store malerier og bronzeskulpturer viderefører en vis folkelig fællesskabsfølelse, som også stod stærkt rundt mellem- og efterkrigstiden, hvilket vi blandt andet ser i Arne Ekelands værker fra den tid, en anden af Bjertnæs’ store inspirationer.

Arven fra Ekeland ses særligt i de tre store værker på første etage, hvor flere mennesker er samlet i forskellige kompositioner. Der er religiøse referencer, som korsfæstede figurerer og grupper af mennesker som minder om traditionelle gengivelser af kvinderne ved Jesu grav. Hvis man tænker sammen med efterkrigstidens malere her, er der et ønske om et fælles ‘vi’ på færde hos Bjertnæs, men også et ambivalent forhold til den protestantiske moral, som vores samfund er bygget på. Værket Vår, som næsten kan ses som en abstrakt parafrase over Ekelands Vårbilde (1941), formidler den samme samfundsopbyggelige æstetik, men inkluderer også noget mere vemodigt, som andre af Ekelands værker, hvor skyld og undertrykkende dogmer er i fokus.

Selv om kurateringen forbinder sig til den folkelige arv, som Bjertnæs bærer med sig, synes jeg egentlig at designet i højere grad distraherer fra malerierne, som sagtens kan stå for sig selv, og faktisk kræver en visuel ro omkring sig. Bjertnæs har udtalt, at han har affundet sig med at have et ‘kerneløst’ kunstnerskab, og der står i udstillingsteksten, at han søger at undergrave sin praksis, så måske er overgivelsen til et radikalt kontordesign en del af denne strategi. Men her ville jeg i højere grad være interesseret i at se hvordan det kerneløse kunstnerskab ville se ud uden manipulering – ville dette ikke drive os nærmere Bjertnæs?

Den sanselige dragning, som jeg før beskrev at Bjertnæs’ malerteknik har på mig, kan også beskrives med det kunsthistorikeren Alois Riegls kalder det haptiske, et syn der ’berører’. En sådan visuel berøring er særlig til stede, når man går tættere på værkerne og lader det i forvejen nedtonede motiv opløse sig helt. Ved at lade udstillingen som helhed bag mig og bevæge mig nærmere de enkelte værker, sanser jeg dem på denne måde. Her tiltrækker den blotte oliefarve sig opmærksomheden. Malerierne er holdt i det jeg bedst kan beskrive som ambivalente farvenuancer mellem violet, blå, grøn og brun. De er sat sammen af strøg i strenge vertikale og horisontale linjer blandet med blødere runde eller bølgede plamager af maling. Helt tæt på dette landskab af maling i forskellige konstellationer, åbnes der op for at den i udgangspunktet betydningsløse materialitet kan skabe andre typer af billeddannelser end de motiviske. Her kan de mange farvelag, penselstrøgenes aflejringer og det patchwork af mønstre, som Bjertnæs bygger sine motiver op om, komme til syne. Det er måske denne pendulering, hvor afstand og motiv opløser sig i nærhed og materialitet, som udstillingstitlen alluderer til.

Det sker også i Kyss 1 som jeg går rundt og venter på at finde i en form for suspense, men som først optræder i underetagen. Værket møder mig med dets gådefulde farvesammensætning af en dominerende mørk pink, som dækker størstedelen af den kvindelige figur, og som spiller op imod den mandlige part, præget af lag af mørkegrønne og brunlige farver. Der er noget underverdens- og zombieagtigt over Bjertnæs’ figurer, placeret i en ofte anonym verden af lys og skygger og abstrakte mønstre af forskellig art. Særligt her, hvor kysset er tydeligere end i Kyss 2, og vi klart ser tungerne og endda tandpartiets konturer; dødningehovedet befinder sig lige under overfladen og minder os om den eviggyldige kamp mellem det kropslige og det sjælelige. Figurerne fremstår ømme, men også statiske, endda lidt apatiske, i deres omfavnelse, og samtidig er farverne de er skabt af fulde af liv og bevægelse. Det er netop derfor det er så vigtigt ikke at være på afstand af Bjertnæs’ billeder, så de mange farvelags sedimentation og penslens uforudsigelige forløb på lærredet kommer til sin ret, og faktisk påvirker motivet. Det virker til at Bjertnæs, som så mange andre ekspressionisme-inspirerede kunstnere før ham, ser mindre med øjnene og mere med det faktiske materiale hans værker består af, og det vil jeg også opfordre til at hans publikum gør.

Sverre Bjertnæs,
Avstand
8. mai –22. august 2021
Kunsthall Trondheim