”Det har taget meget lang tid at lave”

Da jeg stiger af Trønderbanen på Levanger station, forsvinder de andre mennesker fra toget ud til ventende biler på parkeringspladsen og kort efter er der helt stille. Det er Kristi Himmelfartsdag og alle butikker holder lukket. Jeg har lavet en aftale med forkvinden for Levanger Kunstforening, som vil møde mig i udstillingslokalerne kl. 12. Da jeg ankommer til Kunstforeningen i den tidligere skolebygning på byens hovedgade, bliver jeg budt varmt velkommen af tre medlemmer af foreningen, der alle arbejder frivilligt og med entusiasme. Jeg bliver budt på kaffe og imens spørger jeg nysgerrigt ind til Kunstforeningens arbejde og historie. 

Foreningen blev oprettet i 1977 og er én ud af de 150 kunstforeninger der findes rundt omkring i landet. Formålet fra start var ganske klart: Å fremme interessen for kunst og arbeide for etablering av et fast galleri i Levanger. Mens de lokale tog godt imod det nye initiativ, så viste det sidste sig at være svære og i mange år rykkede foreningen rundt omkring i forskellige lokaler i byen. Det var først i 2005, at det lykkedes at indgå en mere permanent aftale med kommunen og foreningen kunne endeligt flytte ind i et lokale i byens tidligere folkeskole, på Kirkegata 11. I dag har foreningen arrangeret over 250 udstillinger, skabt sig en mindre kunstsamling som de lejer ud og etableret samarbejder med en lang række af landets kunstforeninger og publikumsstyret udstillingssteder. 

På et tidspunkt i vores samtale går det op for mig, at jeg helt har glemt hvorfor jeg er kommet og jeg retter min opmærksomhed mod den kunst jeg er kommet for at se. Jeg står midt i udstillingen med den lidt kryptiske titel, Møt en Korall og Tribus omgivet af værker lavet med håndgjort papir, tråd, garn, fiber, lim og søm. Det er de to billedkunstnere Anne Kari Amstein og Gabriella Göransson, som har gået sammen om at lave udstillingen efter mange års samarbejde. Og når man kigger rundt i udstillingslokalet, kan man godt forstå at de har fundet hinanden, for deres arbejde lader til at kredse om de samme tematikker og det er næsten svært at se, hvem der har lavet hvad. 

I deres udstillingstekst skriver de, at udgangspunktet ”er naturens strukturer og prosesser, nedbryting og oppbygging, alltid i endring”. Dette kommer tydeligst til udtryk i de to hovedværker, der er installeret overfor hinanden i den ene del af udstillingsrummet. I disse to værker forlader papiret sin umiddelbare funktion som flade for kommunikation og tager form som rumlige objekter stivnet i en tilstand, hvis begyndelse og ende ingen kan vide sig sikre på. Her fremstår det skabte som noget skrøbeligt der allerede er under nedbrydning, en svæven i luften, et udefinerbart sted mellem materie og luftart, hvor huller og mellemrum peger tilbage på arbejdsprocessen og den opløsning alt levende nødvendigvis skal igennem. Det er værker som uden tvivl har været langt tid undervejs, noget som også kunstforeningens forkvinde gentager et par gange, ”det har taget meget lang tid at lave”. 

Gabriella Göranssons Tribus består af 6 væghængte flader, der vrider sig mod væggen og sig selv, som om de fortsat kæmper imod den form de har taget og bliver vist frem i. Tribus er en betegnelse for en måde at kategorisere på indenfor biologien, de 6 organiske værker udgør altså en form for stamme eller familie. De i hvert fald beslægtet med hinanden. Holdt i mørkegrå, brune og sandfarvede toner, fremstår de som efterladenskaber i naturen, et sted imellem en slanges hamskifte og undersiden af et stykke bark. Her og der fornemmer man de forskellige materialer der har været i brug; sammenpressede planter, fibre og tråde kommer til syne i folder, huller og revner. Papiret flænser i siderne og skaller midt på, hår vokser ud i totter og pigmenten krakelerer. Jeg tager mig selv i at gå helt tæt på værket for at lugte til det, som om jeg forventede en rådden stank af blod og indtørrede indvolde. For ja, der er noget morbidt over dette værk i al dens organiske transformation, som en dødsproces stoppet i tid. 

Overfor, i den modsatte ende af lokalet, hænger Anne Kari Amsteins Møt en Korall, som består af lange tynde papirstrimler nøjsomt syet sammen med fine røde og orange tråde. Værket hænger i snore fra en pind i loftet og i bunden slutter de farvede tråde og papirstrimlerne får lov til at ligge nøgne og sammenfiltret på gulvet. Det er håndens arbejde der er i fokus og de mange hundrede syninger, er med til at skabe en transparens mellem det færdige værk og processen bag. Der er noget anderledes skrøbeligt over dette værk, en lethed der bogstaveligt talt får det til at bevæge sig når man går forbi. Men der er intet let ved dette værk, døden er stadig til stede og vores livsform er det der truer. Vi er nu på havets bund, hvor denne del af naturens mest sårbare organismer kæmper for at overleve den stigende surhedsgrad, som følge af den globale opvarmning. Værkets titel og reaktionen fra vores bevægelser i rummet, skaber således en direkte dialog mellem denne truede dyreart og den måde vi som mennesker er i gang med at udrydde dem. 

”Det har taget meget lang tid at lave”, får jeg at vide igen, da jeg bevæger mig videre til de næste værker, hvor det fortsat er den langsommelige arbejdsproces med det håndgjorte papir der er i fokus. Det bliver farvet, vredet, limet og foldet på ny, der bliver skåret huller i papiret med en skalpel og det forholder sig til det kvadratiske papirark, ved enten at gentage kvadratet i lag eller ved helt at vende sig bort fra de støbeforme de er kommet af. Men hvor der i Tribus og Møt en Korall bliver arbejdet med den tid det har taget at udføre værkerne, hvor naturens vej mod opløsningen bliver en integreret del af selve materialet og arbejdsprocessen, så er tidsligheden i resten af udstillingen af en mere illustrativ og spekulativ art. Amsteins udskårne huller og Göranssons bølgede papirobjekter, fremstår her blot som efterligninger af naturens former og det håndgjorte papir reduceres til sin funktion som medie for kommunikation. 

Udstillingen Møt en Korall og Tribus er en hyldest til det håndgjorte papirarbejde og det at hengive sig til materialernes egne tidsligheder. I enkelte værker formår Göransson og Amstein at skabe en dialektisk spænding mellem den menneskeskabte ødelæggelse og naturens indre forgængelige processer. ”Slow Violence” er et begreb der ofte bliver brugt til at beskrive den vold som er forårsaget af klimaændringer, skovrydning, olieudslip og de kontinuerlige kriges miljømæssige følger, en vold som ofte finder sted gradvis og er usynlig. Der er ingen tvivl om, at værkerne på denne udstilling har taget meget lang tid at lave, men i sidste ende handler det om hvad vi gør med den tid vi bruger. At de er kommet på visit til Levanger Kunstforening, et publikumsstyret udstillingssted drevet af kærlighed og omsorg, i en by som har tilsluttet sig ”slow city” bevægelsen, virker helt rigtigt. Konfronteret med den ødelæggelse vi står overfor, må vi forholde os til om vi vil arbejde med eller imod naturens temporale dynamikker, med eller imod os selv. 

Utstillingen står til og med 30.mai 2021