Surrealistiske hverdagsscener

Røtter og føtter. Motivet går igen i de mange værker som udfolder sig på Nirmal Singh Dhunsis udstilling. I ét stort højloftet lokale på Dropsfabrikken præsenteres tegninger (og akvarel med mere – Dhunsi betegner det selv som blandet teknik) samt malerier side om side. Tegningerne er placeret i grupper, enten på væggen eller i montrer midt i rummet, som man ser ned på. Malerierne hænger dominerende på væggene og gør også umiddelbart størst indtryk med deres bastante og farverige penselstrøg. Alligevel er det efter endt besøg tegningerne som giver mig den klart bedste forståelse for kunstnerens personlige udtryk.

Men tilbage til rødderne, der går igen både figurativt og tematisk hos Dhunsi. Tæpperne er det første jeg lægger mærke til, noget som optræder på næsten alle malerierne i udstillingen. Særligt går 3 tæpper igen; et blåt og hvidt, et gult og mørkeblåt samt et rødt og orange. Alle tæpperne synes at have rødder i Indien, hvilket kunstneren også selv har. Som et menneske udgjort af et blandet rodnet af norsk og indisk kultur er Dhunsis værker selvfølgelig gennemsyret af dette forhold, og det er her fødderne – som bevægelse – kommer ind i billedet. Dhunsi kom selv til Norge i 1984 ser vi i pressemeddelelsen, som også bemærker at der er tale om dari-tæpper på malerierne.

Det er omtrent på dette tidspunkt, inden tegningerne for alvor har fanget min opmærksomhed, at jeg støder ind i en bekendt som også har taget turen til Ila denne lørdag. Han introducerer mig for kunstnerens søn, som fortæller at tæpperne er fortolkninger af farmorens, der arbejder som tæppemager i Indien. Dhunsis søn er selv fotograf og tager billeder af farens malerier – som altså fortolker farmorens tæpper. Dette synes jeg giver en fin metaforståelse for Dhunsis interesse for både kultur- og familiearvens rødder. Rødder optræder også i «tæppetrævlerne» på malerierne, altså der hvor tæppet ender og man ser de enkelte tråde, som tæppet er gjort af. Den tæpper-som-rødder-tematik jeg tillægger Dhunsis værker er en del af en nyfunden interesse for tekstil i samtidskunsten, dog her repræsenteret figurativt: tæppet som et langsommeligt arbejde med mønstre, hvor materialitet og figuration er en og samme ting – ikke som på maleriet, hvor det hvide lærred må påføres et andet malingsmateriale.

En halvnøgen mand indhyllet i de mange farverige tæppers mønstre optræder på de fleste af malerierne, hvad jeg forstår som et selvportræt af Dhunsi; ofte er det kun fødder, hænder, eller tippen af en næse som stikker ud. Jeg tænker at kunstneren her formidler, hvordan hans kulturelle rødder er hvirvlet ind i hans krop, i et virvar af mønstre, som opvækst og familie, samfund og kunst har formet og som bliver indlejret i helt andre mønstre, når hjemmet placeres i en anden kultur. Men hænderne som stikker ud mellem tæpperne ser ud til at holde på mere eller mindre skjulte iPhones. Det synes i den sammenhæng i lige så høj grad at være teknologiske udviklingstendenser, der påvirker de kulturelle rødders mønstre, som forskellen mellem Indien og Norge.

Jeg mister ikke mønstrene helt, da jeg retter min opmærksomhed mod tegningerne. De går igen i den måde hvorpå de hjemlige scener er opdelt i rum, i væggenes og gulvenes farveinddelte klinker, i det lange, allestedsnærværende hår fra Dhunsis hud, og i de reelle tæpper som også indgår i tegningernes motiv.

Hvor malerierne kan forekomme lidt anonyme og ufærdige, har tegningerne en original streg, som virker mere formfuldendt i sit udtryk. Her er surrealistiske motiver blandet med hverdagsscener og tydelige korona-referencer, som titlen på tegningerne indikerer: «før og etter korona». Tematikkerne omkring hjemmet overfor det globale går igen, forhold som har fået helt nye betydninger for os i forbindelse med pandemien. Tegningerne er både humoristiske, ironiske, absurde, fyldt med indolens, skræk, det fjollede, kedsommelige og desperate. Alle følelser som jeg kan nikke genkendende til fra karantæne-perioden. Scenerne er igen oftest portrætter af Dhunsi – nogle gange (mange)fordoblede – som synes fanget i hjemmets rum. Med et virvar af masker, reoler, spejle, toiletter/pissoirer, planter, behårede tæpper, sofaer, samt ikke mindst toiletruller i massevis, er scenen sat for en forrygende korona-feberdrøm, som er vellykket både fordi tegningerne er æstetisk interessante og sammenvæver tæppernes mønstre og strukturer med hverdagslige genstande. Men også fordi den blanding af kedsomhed og finurlig magelighed, som er så kendetegnende for karantæne-ramte mennesker i vores del af verden, er formidlet overbevisende. Et objekt som går igen i tegningerne er en hotdog, som indimellem glider over til at ligne en penis eller et mund-termometer, hvilket ligeså beskriver denne balance mellem det paranoidt-desperate og det komisk dovne ret fint.

Mit yndlingsbillede indgår i den helt enkle, men geniale, sort/hvide tegning-serie, hvor papirerne bærer tydelige tegn af at være hevet ud af en tegneblok. De firkantede huller er ikke blevet skåret væk, men indgår i værket og fuldender det karantæne-hjemlige motiv med formen. Og så er selve tegningen også eminent: en nøgen Dhunsi som med korona-masken og «korona-frisuren» – hårvækst dækkende hele hovedet og overkroppen – sidder med hænderne oppe foran hovedet mens han fremviser alle nedre dele. Det udtrykkelige kontrol-tab, som efterlod os alle lidt som hjælpeløse børn under karantænen, er perfekt illustreret her.

Artikkelfoto (detalj): Dhunsi

Nirmal Singh Dhunsi
Røtter og føtter
Dropsfabrikken, fra 26.09.2020