På sporet af det ubegribelige

Et stort hvidt ur optegnet på gulvet i midten af det svagt belyste udstillingsrum indikerer med romertal, hvad klokken er slået. Tallet afhænger imidlertid ikke af en automatisk mekanisme, der med visere udpeger tidens gang, men af min egen bevægelse. For at denne version af tiden skal gå, må jeg tage mig tid og besøge de 12 dele af udstillingen, som er organiseret i en cirkel rundt om uret, ét for hvert timeslag. 

Fra dette perspektiv bliver tid en personlig, rumlig og bevægelsesafhængig erfaring, ikke relateret til målbar og mekanisk organisering; dette er bare én ud af et væld af pointer om tidslighed, man møder i den aktuelle udstilling Ta deg TID på det Nordenfjeldske Kunstindustrimuseum. 

Ta deg TID er fyldt med referencer til naturvidenskabelige teorier, historiefilosofiske tanker og kulturhistoriske forestillinger om begrebet tid, noget vi aldrig rigtig kan indkapsle, uanset hvordan vi går til det. Men vi kan prøve! Og det er netop det, som kurator Solveig Lønmo overbevisende gør, ikke blot ved at sammensætte mange forskellige tiders kunsthåndværk og samtidskunst i de 12 rum, men også gennem lydsporet, som man kan følge på sin telefon. 

Her bliver der fabuleret over rummene ét for ét på en udforskende og legende måde, og tidsbegrebet bliver set på fra så mange forskellige perspektiver, at det er et skriftligt kuriositetskabinet i sig selv. Her bliver filosoffer som Schopenhauer og Agamben koblet med videnskabsmænd som Einstein og Hawking i et net af referencer, som relaterer til værkerne på kreativ vis. Man skal dog holde tungen lige i munden, for der bliver forventet meget af tilhøreren. Det er derfor også et godt greb, at vægteksterne er blevet droppet til fordel for lydspor, for så kan man selv vælge, hvornår man vil høre det. 

Jeg vil anbefale at man først slipper sig selv helt løs i det store urværk af sammenhænge mellem værker på tværs af tidsintervaller, praksisser, materialer og kontekster, og skaber sine egne fortolkninger af de kuraterede rum, for derefter at lytte til en mere organiseret rundtur. Samtidig kan du ikke gå glip af lydsporet, som vil give nye perspektiver på – og vigtig information om – de udstillede værker.

Efter første rums overvældende, og lidt forudsigelige, mængde af urværk fra 1500-tallet frem til i dag, løber min egen fantasi allerede løbsk ”klokken 2”. Her er overskriften ”livets tid”, og det første værk som møder mig er placeret i en glasmontre. Det består af 2 små statuetter som forestiller ammende mødre. Rundt om dem ligger en metalkæde som ender i et bundt kobberstykker. 

Min umiddelbare tolkning er, at der er tale om et obskurt samtidskunstværk, hvor den store mængde kobberstykker formidler en tanke om den tunge arv enhver ny generation står med, og som den ikke kan løbe fra. Det menneskelige grundvilkår af vaner, traditioner, viden og politik som opdeler verden i kategorier, vi ikke sådan lige kan ændre på. I virkeligheden er der tale om to 2000 år gamle keramikstatuetter fra Japan, men metalkæden er rigtignok et kunstværk fra vores samtid, 687 years (2008) af Nanna Melland; kobberstykkerne på kæden er kobberspiraller, en præventionsform man har brugt i, ja, omtrent 687 år. 

Her kan man virkelig tale om kuratorens magt. Magten til ikke blot at sammensætte, men reelt skabe ét værk ud af to fra komplet forskellige geografier og tidsepoker. Min tematiske tolkning viste sig at være langt fra den, jeg hører om på lydsporet. Her går tanker om menneskelige grundvilkår igen, men der fokuseres i højere grad på det tidsløse vilkår ved fødsel og den parallelle tematik om de mange tidshorisonter, der er blevet stoppet af præventionsmidler – som derved, selvfølgelig, har muliggjort andre tidslinjer i individuelle menneskers liv. Netop derfor er det godt at begynde med sine egne tolkninger.

Svimlende sammenfletninger af tidsperspektiver går igen i hele udstillingen. For eksempel i det næste rum ”øyeblikket”, symboliserer et forgyldt spejl fra midten af 1700-tallet det øjeblik betragteren manifesterer sin egen eksistens. Denne tanke kombineres med fotografiet, og ”forevigelsen” af et øjeblikk, der ellers altid vil være fortid lige efter. På lydsporet er der perspektiver til teoretikeren Roland Barthes’ tanker om fotografiet som et forvarsel om katastrofen: når vi ser et foto af os selv som børn, bliver vi mindet om vores egen dødelighed. På den anden side transcenderer fotografiet den afdøde, og gør personen tilstedeværende for os i eftertiden, lyder det. 

Forskellen på dette lydspor og det forrige er naturligvis forskellen på et objekt og et værk. Den pointe som bliver udfoldet med spejlet og fotografierne ”to øyeblikk fra Pineberg, Trondheim, ca. 1903”, kunne i princippet være blevet etableret mellem et hvilket som helst spejl og fotografi, mens de to kunstværker som før blev beskrevet, bliver brugt med henblik på nogle unikke ideer, som netop disse værker indebærer i kraft af deres tidsdatering, titel, materiale osv. 

I fjerde rum ”tempo” bliver urværkernes produktionsepoke imidlertid draget ind, når man på lydsporet bliver spurgt ”hvordan er tempo i gulvuret ”Correct” [Ikea gulvur, 1986] kontra i de eldre, ærverdige gulvurene du møtte i starten av udstillingen? Kanskje er tidsånden i perioden tingen ble laget med og påvirker dens indre hastighet?”. Her er det ikke bare uret som objekt, men dens tidslige kontekst som bliver draget ind. Det er interessant at overveje, hvordan design af ure og andre hverdagsgenstande, kan blive påvirket af en given tids temporalitetsopfattelser. 

Videre i ”tempo”-rummet bliver Modern Times af Chaplin vist i sin fulde længde. Udover tematikker om den fart og uoverskuelighed som det industrialiserede samfund medførte for individet, viser filmen også at medieteknologier er med til at producere vores forståelse for tidens gang. Filmen fra 1936 har færre billeder i sekundet, så der formidles en hurtigere tidslighed end den vi er vant til at se på nutidens film. Filmens baggrundsmusik kan tilgås på udstillingens lydspor, men det er også interessant at se den som ren stumfilm. Her bliver udstillingens opfordring til at tage sig tid og opøve sin tålmodighed igen aktuel.

De andre video-værker fortjener også at nævnes. Det ene er af keramiker Elisa Helland-Hansen, som viser den fascinerende opløsning af en lerkop i vand (Tiden det tar, 2017). Det ligner at videoen er blevet tidsmanipuleret, men processen er ikke redigeret. Det andet video-værk fungerer som det store gulvurs lydlige komponent. Hvert minut lyder en tone fra en kontrabas ud i hele udstillingen. Det stammer fra værket Mind is Moving IV (2018) af Jeremy Welsh, hvor kontrabassist Michael Francis Duch spiller en komposisjon av Michael Pisaro der en tone settes an hvert hele minut i en hel time.

Nu er vi allerede sprunget i tid, og jeg er i det niende rum ”I dit sinn”. Jeg har stadig Kristine Bjaadals skrin Sfera 1 i frisk erindring. Hvordan det 300 millioner år gamle stenmateriale larvikit, som underdelen er lavet af, går i samspil med låget af ask, et materiale med en helt anden tidslighed, som de tydelige træringe vidner om. Fra ”symboler på tid”-rummet husker jeg også stilleben-malerier, fortællinger om vanitas-motiver og budskabet i memento mori. Mindet om rummet ”At fryse tiden” giver mig stadig kuldegysninger på grund af en række halskæder og armbånd lavet af menneskehår. Omtrent 200 år gamle. Det er som om, fortiden presser sig endnu mere på, end da jeg så på det millioner år gamle stenmateriale. Selvom smykkerne er i montre, kan man fornemme deres hårrede taktilitet og enkelte steder se hårenes krusninger, som vidner om at de engang var del af en kropslig organisme med tidslighed og udløbsdato. 

Imens jeg bevæger mig videre til 10.  rum, hører jeg på lydsporet historien om Marcel Prousts På sporet af den tabte tid; om hvordan hans litterære magnum opus handler om sindets rekonstruktion af tiden. Værket bliver knyttet til de nyeste fund inden for hjerneforskning, som konkluderer at et lille nervecenter, man før ikke kendte funktionen til, tolker tidsaspektet ved erfaringer. Det er derfor, det har været vanskeligt at identificere nervecenteret, da det pr. definition konstant ændrer signaler afhængig af ens aktuelle situation. Dette tjener som endnu et naturvidenskabeligt bevis på at tiden kodes ”subjektivt, ud fra den pågående oplevelsesstrømmen”, hører jeg. Når jeg bagefter går forbi Edith Lundebrekkes Dreiel I og II er det som om dette faktum bliver levendegjort for mig. Værkerne består af 2 træplader, der hænger på væggen. Små rektangulære træformer er limet på pladen, malet i røde og blå nuancer. Værket ændrer sig for hver centimeter man bevæger sig, nye farver, former og rytmer opstår konstant så længe man selv er i bevægelse foran det. Tid bliver manifesteret som noget visuelt, skabt af bevægelse.

Jeg er nået til slaget 12, jeg har fuldført cirklen. Rummet handler om mysteriet, som tiden i sidste ende altid vil være. Jeg er omringet af solsymboler og andre spiritualistiske former, som formidler det svimlende ved tid, og dermed også ved det at være til. Nej, det er ikke små ting, udstillingen tager op, og på lydsporet får den hele armen her til sidst; den matematiske formel Pi’s uendelige talrække og spørgsmålet om Guds eksistens i relation til fysikeren Stephen Hawkings teorier. Jeg ønsker at slutte af på en mindre kompliceret, men ikke mindre håbefuld note, nemlig med Anne Breiviks dybtryksværk Principle of Serendipity (1970), der hænger lige inden man træder tilbage til første klokkeslag. Væsner som ligner en blanding af guldsmede og sommerfuglelarver, svæver rundt i et udefinerbart rum på en mystisk, men alligevel opmuntrende måde. Formlen på serendipitet er langt enklere end formlen på tid: at finde uden at søge, men derefter også at erkende værdien i det, man har fundet, så det ses i et helt nyt lys. Måske ikke en helt dårlig indstilling til tid, vores usikre og noget dystre samtid taget i betragtning.

Kritikken er publisert i samarbeid med tidsskriftet Kunsthåndverk.
Artikkelfoto: Will Lee-Wright.

Ta deg TID,
Nordenfjeldske Kunstindustrimuseum
Utstillingen står til og med 31. januar 2021, og er den siste i museumsbygningen før den stenger.