Sukkersød nedbrydning

Det er måske blevet en kliché i snakken om samtidskunst, men denne gang var effekten stærkere end vanlig; jeg havde følelsen af at være inde i kunstnerens studio eller midt i et workflow, da jeg besøgte Vilde Løwenborg Bloms udstilling på Babel i november. De store udstillingsvinduer afslørede næsten intet af de ellers utallige værker, som Blom præsenterede – kun hvide vægge. Men når man først trådte ind, udgjorde de et verdenskort af farverige og udflydende materialer på galleriets gulv. Skulpturen er ikke en kropp, men kroppen er, og den har skulpturen lyder udstillingstitlen, lige så fabulerende umulig som opdelingen af udstillingsgulvets objekter i enkeltværker synes at være det.

Det er først når jeg læser om projektet, at det står klart for mig at de skrigende turkis, lysegrønne, gule og pinkfarvede skulpturer er lavet af reelt bolsjemateriale, som man (ifølge kunstneren selv) kan røre ved og endda smage på – hvis man tør. Skabt i organiske runde og slangelignende former, ligger de i en tilfældig komposition, og mellem dem er noget af deres masse flydt ud, hvilket er det som gør værkerne vanskelige at adskille. Skulpturerne forekommer ekstra taktile, når man tænker på den proces, som kunstneren har gennemgået med dem i den forholdsvis korte tid fra den varme bolsjemasse produceres til den størkner og er en fast skulptur. I hvert fald foreløbig. For udstillingen er faktisk et work-in-progress; værkernes processualitet gør sig ikke blot gældende ved deres placering, men også fordi Blom hver dag i løbet af udstillingen hælder kogende vand over dem, så bolsjemassens materie flyder ud, løbende ændrer karakter og indgår i nye relationer med de andre farvede masser.

De unikke kompositioner som den udflydende bolsjemasse udgør, er et ret mageløst påfund, og når man ser mennesker gå forsigtigt rundt mellem skulpturerne og forsøge ikke at ødelægge noget, bliver tanken om værkernes porøsitet overført til menneskerne, som kigger på dem. Forbindelsen mellem den konstante bevægelse, som vand-ritualet tilfører værkerne, og ens egen krops bevægelse mellem dem, leder tankerne hen på nymaterialistiske pointer, som udstillingstitlen synes at mime med dens kombination af skulptur og krop. “Vi er omvandrende, talende mineraler!”, som filosoffen Jane Bennett udtrykker det, og denne pointe om ikke blot biologisk, men materiel forbundethed på grundstof-plan synes at lyde som en hvisken gennem udstillingen. Som sammenstillingen af skulptur og krop også røber, er Blom måske i virkeligheden ikke interesseret i skellet mellem det artificielle og det naturlige, men i materialers udviklingsprocesser; hendes eksperiment med en slags industriproduktion af “smågodt” synes helt enkelt at rumme en stor glæde ved materialet, dets legende formbarhed og uforudsigelighed.

Madindustriperspektivet træder tydeligst frem i det eneste værk, der bryder med bolsjemassen og de syrlige sukkerfarver: i et lille rum for sig ligger som en hellig offersten en 300 kilo tung karamel, skåret over i to. Massens størrelse er overvældende, næsten sublim, og tanken om at dette er ægte karamel, som i princippet kunne spises, er på en og samme tid besnærende og kvalmende. Kunstneren har udtalt at netop dette værk er produceret industrielt og ikke er et hjemmelavet projekt. Det er helt sikkert muligt at trække kritiske pointer ud af dette; omkring masseproduktion, forbrug og madspil. Men i så fald er pointerne subtile.

Det er mere de store sukkermassers uncanny aura, man står tilbage med. Deres blotte størrelse og sammenflydende anordninger, den måde hår og skidt fra folks sko blander sig med dem i løbet af udstillingsperioden, skaber fornemmelsen af noget abjekt – en ambivalent stemning af tiltrækning og afsky. Ifølge filosoffen Julia Kristeva, opstår bevidstheden om det abjekte når de kulturelle afgrænsninger, som vi har sat mellem menneske og materiel omverden, brydes ned. Stemningen indtræder gerne, når vi konfronteres med objekter, som er tæt forbundet med kropsligt affald. Den materie som både er en del af os, men som samtidig udstødes konstant er en erfaring som må undertrykkes i en fælles og “civiliseret” virkelighed, og som skaber uhygge, når den kommer op til overfladen. Samtidig er det en ambivalent følelse, fordi det overskridelseselement, som de abjekte materialer indebærer, også kan bevirke en tiltrækning.

Søde godter er vanligvis noget tiltrækkende, men det er vanskeligt ikke at tænke på en blanding af tarme og afføring, når man ser på den gigantiske karamel, der ligger på gulvet. Noget vand fra en skulptur tæt på har nået karamellen, så den også infiltreres af en brun udflydningsproces. Bolsjeskulpturerne ligner en blanding mellem fetich-objekter (en anden gæst nævnte anal beads som sammenligning), slanger og indvolde, og modsætningen mellem de obskure former og deres søde sukker-indhold er ret så genial. Jeg rører ved en af skulpturerne, og den har en klistret overflade, der forstærker fornemmelsen af at den er en lille smule levende. Endda flere sanser aktiveres i udstillingens sidste rum, Babels mørkerum, hvor en lampe lyser en enkelt rød og rund bolsjeskulptur op med jævne mellemrum og udsender en rosa lugt af smågodt. Den helligt-rituelle karakter, som de andre skulpturer har, bliver her tydeligt forstærket.

Efter besøget hos Bloms bolsjefabrik er den tanke jeg står klarest tilbage med, hvordan hun lader materielle processer i mad og kroppe forene sig i skulpturerne. Fra det umodne til det friske, over det modne og overmodne til det mugne og komposterede. Mennesket gennemgår sammenlignelige processer på dagsbasis og over et livsforløb. Der hvor skulpturen gennem kunsthistorien ofte har tjent det formål at eviggøre det friske stadie, kroppen i sin “skønneste” form, gør Bloms skulpturer noget andet; de udvikler sig, bliver overmodne og sikkert også fuldstændig opløste og mimer dermed en proces, der på trods af deres syntetiske materiale måske er lige så meget krop som skulptur.

Vilde Løwenborg Blom
Skulpturen er ikke en kropp, men kroppen er, og den har skulpturen
Babel

06-22.11.2020