Træer og mennesker

Lige nu kan der opleves to ulike udstillinger på Kjøpmannsgata Ung Kunst (K.U.K), som giver et indblik i praksissen til kunstnerne Tore Reisch og Håvard Løvnes. 

Udstillingen Mild av natur… af Tore Reisch består hovedsagelig af skulpturer af fyrretræ, som forholder sig til rummet på ulike måder. Nogle værker, som Over, over og over igjen, fungerer som meterhøje installationer midt i rummet og giver mig associationer til legepladser. Andre værker, som serien Vindu mot lyset, har en mere billedlig fremtoning, som bekræftes af, at der også er tegninger i serien. Flere af træværkerne fungerer nærmest som relieffer og selv uden seriens titel giver de associationer til vinduer med gardiner, som bliver meget statiske, når de er udformet i træ.

Håvard Løvnes viser både store og små oliemalerier i sin udstilling Vi møtes her. Her lader det til at handle om mennesker, da forskellige køn, både unge og gamle, er afbildet i flere af værkerne. Når det ikke er personer portrætteret, vises i stedet personernes ejendele, såsom flere par sko. Der er også flere malerier af museumsgenstande som buster og statuer, oftest af menneskekroppe.

I Reisch’ træskulpturer ser man tydeligt håndværket og omhuen, kunstneren har i omgang med materialet. De fleste af overfladerne ser høvlede ud, hvor man fortsat kan se træstammens oprindelige kviste og mønster, men med nye former og teksturer. De menneskeskabte konstruktioner har stadig et organisk udtryk. 

Flere af Reisch’ skulpturer har en stærk visuel kontrast i form af orange elementer. Jeg kan kun se det er til stede i de nyeste værker, hvilket får disse til at have en mere konkret forbindelse imellem sig, hvor andre værker ender med at skille sig ud fra hinanden. De orange elementer virker til at være tilknyttet en bearbejdning af traffikkegler, som er placeret i vejen, når der er noget, man skal styre uden om. Det menneskeskabte symbol bliver brugt på en legende måde og skaber en disharmoni i forhold til, hvordan man er vant til at opfatte naturen. Både keglens farve og form gentager sig i flere af værkerne. I Gulli ses en måge siddende på en kegle som er træfarvet, mens mågen er den klassiske advarselsorange. Det bliver i stedet mågen, der ser faretruende ud. 

Når man går ud af Bunkersen-rummet, hvor de fleste af Reisch’ værker er, kan man se ind i Bingohallen, hvor Løvnes’ malerier hænger. Det første maleri, man kan se derfra, er Tre søsken. Det fungerer vældig godt, for i netop det værk opholder tre mennesker sig i naturen omringet af træer. Det giver en fin overgang mellem de to udstillinger.

De store malerier i Bingohallen virker til at stå mere selvstændige, mens de små ser ud til at være installeret i grupper ud fra, hvad som bliver afbildet i dem. Værkerne Ravn, Hybbelvegg og Studiovegg er for eksempel udstillet sammen, hvilket giver mening, da alle malerierne viser, hvad som hænger på væggene i rummene, som er malet.

Jeg får associationer til klassisk kunst og især via kompositionerne, da mange af værkerne er opsat som renæssancemalerier med nutidige motiver. Hvilket jeg bliver bekræftet i af værket Fritt etter Rafaels St. Georg med dragen, Svartlamon, der netop har lånt kompositionen, der kan findes igen hos Rafael, men er anno 2023. Her ses fortsat to mennesker, men hesten er blevet skiftet ud med en cykel, og dragen er i stedet blevet til en person i et dinosaurkostume. Det er et interessant møde; en hverdagsagtig genfortælling af en legende. Løvnes lykkedes med at forene lavkultur, som trashy æstetik og kitsch, med høykultur som museale statuer.

På trods af de stilistisk opsatte kompositioner kan man tydeligt mærke det menneskelige og sårbare i malerierne. Det fornemmer man især, da det er ægte og genkendelige mennesker som er portrætteret. Til maleriet Amor Fati er en video tilknyttet, som viser opsætningen af motivet der skal males. Her får man et indblik i Løvnes’ proces, og menneskene han arbejder med. Det virker vigtigt, at personerne fortsat er dem selv og ikke spiller en rolle. Personen i Amor Fati er syg. Amor fati er latinsk og betyder kærlighed til skæbnen. Titlen virker til at referere til personens livshistorie, men jeg mærker det omskiftelige som en gennemgående stemning i hele udstillingen.

I begge utstillinger får jeg en tydelig forståelse for kunstnernes kompetanse, og hvad de er fascineret af. Hos Reisch ses en interesse for træhåndværk og rumlige konstruktioner, mens hos Løvnes er mennesket i centrum av billedfladerne. Jeg fandt udstillingernes kontraster interessante. De væsentlige forskelle i dem gjorde, at jeg forholdt mig mere til værkernes formater og metoder, end hvad jeg nok ellers ville have gjort. I Mild av natur… sker en bedre kommunikation mellem skulpturerne. Hvor i Vi møtes her, krævede hvert maleri til gengæld en større opmærksomhed med de mange detaljer og referencer. Jeg savner dog noget, der udfordrer udstillingernes præmisser. De ender begge med at være forudsigelige i sine formater. Man mærker tydeligt, at det er udstillinger, der handler om at vise kunstnerskaber og ikke om at skabe en samlet oplevelse for publikum, som kunne have været spændende at se.

Tore Reisch
Mild av natur…
01.09. – 15.10.2023
Håvard Løvnes
Vi møtes her
01.09. – 22.10.2023

Kjøpmannsgata Ung Kunst