Underliggende fortællinger

På Dropsfabrikken vises nu Potetbøtta og parfymen af den Oslo-baserte kunstner Kari Steihaug. Udstillingen består af Å rydde et hjem; en serie af værker lavet specifikt for denne anledning, samt ældre værker. Potetbøtta og parfymen er en gennemført og øm udstilling, der især spiller på, forholdet mellem det personlige og det relaterbare. 

Først har vi mediet; tekstilstykker i forskellige størrelser med motiver lavet i håndtufting. Et håndværk med materialer der historisk har været kategoriseret som en overvejende feminin beskæftigelse knyttet til pyntning og vedligeholdelse af hjemmet. Hvilket bringer os videre til materialerne; Steihaug bruger fundne materialer, der bærer synligt præg af at være blevet brugt. Trådene er alle snørklede, som var de trevlet op fra et gammelt strikkeprojekt, der aldrig blev. Klæder inddrages også. For eksempel har vi værket Husken, der forestiller et skovlandskab. En elg går tur i baggrunden og i billedets forgrund er der træer, som vokser fra en temmelig abstrakt skovbund. Her udgiver et par aflagte strikhandsker sig for at være en naturlig del af skovbunden, eller kanskje de er blevet tabt og glemt der. 

Omtrent i midten af skovlandskabet ses en særligt fremtrædende stige, der læner sig mod et af træerne. Til venstre hænger en gynge fra et andet træ. Det ser ud som om, den skubbes af vinden. Ret under gyngesædet er en afskåret træstubbe i skovbunden. Værket får mig til at tænke på forgængelighed; der har været nogen i denne del af skoven, men det er længe siden nu. Kanskje nogle børn der ville bygge et hemmeligt værested med gynge og træhus. Tilbage er bare en stige, der ikke går op til noget, en slidt gynge og et par glemte vanter. 

Alle værkerne udtrykker i noget omfang samme forgængelighed. Det er nemt at digte potentielle historier til værkerne. Kunstnerens samler-teknik og materialevalg fremhæver også disse underlagte narrativer, der gemmer sig i motiverne. Den sparsomme information rundt værkerne bliver i dette tilfælde en styrke. Der skabes plads for beskueren til at spørge sig selv “står fodskamlen og lampen med frynser stadig på loftet?” Motiverne i utstillingen inkluderer blandt andet en træhest, en vinterrose i krukke, en potetbøtte, en coco chanel-parfyme, en krakk og en stabel med porcelænservice. 

Nogle af værkerne ser ganske fuldendte ud, mens fra andre hænger der løse ender af tråde ned til gulvet. Det ses blandt andet på et af de centrale værker for udstillingen; Parfymen. Med alle disse uhæftede ender kunne man tro, at det ikke er færdigt, men det er langt fra tilfældet. Vi skal se tråden, for den er med til at spinne os ind i et spil på det personlige og hjemlige på den ene siden og det generelle og tilgængelige på den anden. Det ses også i serien Å rydde et hjem, hvor alle værkerne (på nær ét) hænger fra taget ude i rummet. Det vil sige, det er muligt for beskueren at gå rundt om og se bagsiden af værkerne. Som en subtil invitation ind i privaten, men ikke nødvendigvis Steighaugs eget private. I stedet er det enkelt at forestille sig at rydde sit eget hjem. Dette spil fungerer godt. Det får en til at reflektere rundt egne personlige oplevelser, der ligger til grund for en stærk affektionsværdi til specifikke genstande. Det minder en om at forandring er en uundgåelig del af livet.  

Kuratorisk ville jeg have nydt, om værkerne hang med mere afstand imellem sig, slik at jeg blev inviteret til, ikke blot at se bagsiden, men også til at gå rundt iblandt værkerne. Om rummet var fyldt ud, ville man kanskje også få en mere omslugende følelse, som om man virkelig stod i dette hjemmerod. Denne bemærkning er dog marginal, når jeg tænker på udstillingen som helhed. Komponenterne (materiale, håndværk og motiv) spiller sammen om at danne en udstilling, jeg tolker som et udtryk for noget så menneskeligt som at forholde sig til forandring og forgængelighed på et hjemligt territorium. Hvis man må flytte bolig af den ene eller den anden grund, så er det ofte et incitament for at sortere og ordne. Dermed kommer også en naturlig refleksion rundt, hvad man bringer med sig videre i livet og hvorfor. Ømheden, som jeg bliver ved med at vende tilbage til, opstår i denne sårbare revideringsproces af værdi koblet til personlige egendele.

Potetbøtta og parfymen
Kari Steihaug
Dropsfabrikken
29.10. – 20.11.2022