The future is ____.

Der er korsang på første etage, idet jeg kommer ind på Trondheim Kunstmuseum Bispegata til utstillingen The Future is _____.. ‘Imagine’ af John Lennon bliver sunget. Det er trængsel foran indgangen, og jeg greier ikke at få et glimt af koret. Jeg beslutter mig i stedet for at gå rundt i utstillingen. Mens jeg tager mig op af trapperne, kan jeg ikke lade være med at tænke på John Lennon og Yoko Onos til tider simplificerede håb for fremtiden. I deres protest ‘bed-ins for peace’ i 1969, opholder de sig i sengen til præsidentsuiten på Hilton Hotel i Amsterdam i en uge, for at gøre opmærksom på Vietnamkrigen. ‘Imagine all the people, living life in peace’ Det er enkelt at håbe på en fredfyldt fremtid, men kanskje sværere at forestille sig. Fremtiden er ofte på tale i sammenhæng med forandring, og jeg er kanskje ikke alene om at opleve, at vores tid er stærkt præget af opbrud med tidligere strukturer og systemer i samfundet. Jeg synes, det er vigtigt at kunst tager stilling til sin samtid og dens kompleksitet.

The Future is _____. er Trondheims Kunstmuseums bidrag til Skeivt Kulturår – markeringen af 50 året for lovliggøring af homoseksualitet i Norge. Men denne utstilling vil mere end at fejre homoseksuelles rettigheder; den vil inddrage besøgendes sanseapparat til kropsligt at mærke på fremtiden. Præmissen for utstillingen liker jeg. Jeg oplever at utstillinger, der formår at inkludere besøgende, generelt har stor success, hvilket også er tilfældet med denne utstilling.

Det første værk jeg møder er RIDE1:6 (CRASH) af Ronny Hansen, Jonas Kjellgren og Stig Sjölund. Værket er en vogn på skinner som går fra den ene ende af rummet til den anden, som en karrusel. Mens man sidder i vognen, bliver man drejet på hovedet og får adgang til at se utstillingsrummet fra nye vinkler. Jeg prøver ikke vognen selv, for det vækker ubehag bare at observere. Værket handler netop om ubehag. Det kræver en vis mængde af mod hos betragteren, for at takke ja til en tur i vognen og dermed få adgang til den fulde oplevelse af værket. Kanskje dette er et billede på det mod, man må besidde for at møde hverandre, udvide sin horisont også selvom det tilsyneladende kan være ubehageligt. RIDE1:6 (CRASH) sætter forventningen til hvad resten af utstilling vil; forstyrre vores perspektiv og lade en kjenne på eksistensen i sin krop.

I Overlyssalen møder jeg mit eget spejlbillede i refleksionen på en stor boks, placeret omtrent midt i rummet. Man kan træde ind i boksen, og her er alt vendt på hovedet. Malerier fra TKMs samling hænger omvendt på væggene, taglyset er fæstet på gulvet og en stol i loftet. Jeg læser mig til i utstillingshæftet at dette rum ikke er et værk som sådan, men et tiltag fra kuratorgruppen, for at give besøgende endnu en ‘op-og-ned’ oplevelse. Desværre tager dette op-og-ned rum intensiteten fra RIDE1;6 (CRASH). Kanskje kuratorgruppen har fået inspiration fra popsanger Harry Styles nyeste albumcover fra maj Harry’s House. Det føles lidt som en udskæring i pap, og det bliver didaktisk. Som om kuratorgruppen vil sige mig: her skal du virkelig opleve noget anderledes, i stedet for at lade værkerne berette det. Desuden tager spejlboksen opmærksomhed fra værkerne ved indgangen, blandt andre TRACKS 1 af Brittany Nelson.

TRACKS 1 af Brittany Nelson er et sort/hvid fotografi, der ved første øjekast ligner to parallelle stiger på fjeldet. Jeg tænker, at det er ganske indadvendt i forhold til resten af utstillingen, men alligevel bliver jeg ved med at kigge på det. En dystopisk stemning hviler over billedet. Jeg læser mig til, at det er fra Mars. To rovere, Opportunity og Spirit, blev sendt på en NASA-mission i 2004 for at undersøge Mars terræn og levemuligheder. Nelson har fremkalt billedet i bromoil, og det sætter tankerne i gang. Er fremtiden i rummet? Ville det blive som en ‘genfødsel’ af menneskeligheden, hvis vi flytter fra alt kultur vi kender til? Hvordan ville vores historie se ud, hvis den blev fortalt på nyt? Jeg forestiller mig at det ville være, dem der har flest penge i på vores jord, der først ville få adgang til et hjem i rummet. I så fald, ville vi være i stand til at lade nogen andre en sejrherren skrive vores historie? Når man forestiller sig, hvordan en ny civilisations skal bygges, struktureres og organiseres, så ligger det nært for også at reflektere rundt de strukturer, der hersker nu.

Bagved spejlboksen står Lawrence Malstafs værk Shrink. Installationen i sig selv består av to bløde og gennemsigtige lag PVC, hængt op i et stillads. Den er minimalistisk og samtidig stor og bastant i rummet. Skal man ind og se utstillingen The Future is _____., må man faktisk gøre sig selv den tjeneste at komme på et tidspunkt, hvor der pågår performance i installationen. En ung kvinde performer, mens jeg er der. Hun sidder fast i et vakuum mellem PVC-lagene. Vakuumet bliver skabt af gummislanger tilkoblet til en vakuumpumpe, som suger luften ud og får PVCen til at slutte tæt om kvindens krop. Hun har en gummislange om tommelfingeren, og i blandt lukker hun lidt luft ind og ændrer sin kropsposition. Man ser hvordan der bliver mindre og mindre plads til hendes krop og åndedræt.

I alt varer performancen 20 minutter, og det føles som en evighed, mens jeg står og ser på. Samtidig med beundringen for hele sceneriet og mekanikken, kan jeg ikke lade være med at lure på, om performeren overhovedet kan trække vejret. Besøgende står som limet til gulvet og kigger op på kvinden. Det vækker ubehag at stå handlingsløst og se på nogen, som muligvis ikke kan trække vejret, kanskje på samme måde som man kan føle sig magtesløs overfor verdens uretfærdigheder. Samtidig er det tydeligt, at alt sker under kontrollerede forhold. Værket har en særlig sensationsværdi; det fungerer lidt som ‘clickbait’. Vi er interesserede i det som oprører os. Er det kanskje et symptom af et samfund der er overeksponeret for billeder og data? Bare det som bringer de stærkeste følelser op i os, kan nå igennem.

Hvad er formålet med at vakuum-pakke et menneske? Bliver hun præserveret til fremtiden? Shrink kan også læses som et klima-opråb. På et tidspunkt er der ikke mere ren luft, og hvordan skal vi sørge for at bevare os selv? Værket er fra 1995, så selvom jeg liker at kunst kan få nyt eller mere betydning, alt efter hvilken kontekst det bliver vist i, er jeg også interesseret i hvad Malstafs egen hensigt med værket er. Shrink er uden tvivl opmærksomhedsstjæleren på denne udstilling, med alt ret. Det er skrøbeligt, stort, kropsligt, fremmedgørende og intimt på en og samme tid.

Inden jeg kom på utstillingen, havde jeg læst at Pipilotti Rist har et værk med. Jeg er, som mange andre, meget glad i den anerkendte videokunstner. Rist er kendt for sine store opslugende videoprojektioner af psykedeliske farver, landskaber og kroppe der flyder sammen og bliver uidentificerbare. Det samme gælder for hendes værk Stir heart, rinse heart som nu vises, delt over to rum, under The Future is _____.. I det ene rum ligger der runde tæpper på gulvet. Besøgende inviteres til at sætte sig og slappe af mens de indtager projektionerne. Da jeg så Pipilotti Rists udstilling Open My Glade på det danske museum Louisiana i 2019, var der nogle rum med sækkepuder, rum med møblementet af en stue og et rum fyldt med senge, man kunne ligge i. De runde tæpper på gulvet hos TKM virker knap så komfortable, hvis man vil slænge sig og tage sig tid med værket. Jeg tror ikke, det er Rist selv, der har fundet på det.

Der er to projektioner, i rummet med tæpper på gulvet, der overlapper hverandre. Som en collage. Den ene projektion, der fylder det meste af dette rum, viser synspunktet fra noget, der ligner, det rejser gennem et menneskes fordøjelsessystem. Gennem kanaler, ifølge med blodlegemer og sekretær. Det indre landskab transcenderer til ydre landskaber, og man må give slip på forestillinger om narrativ og i stedet lade sig berolige af de ambiente rødlige farvetoner.

I højre side af rummet overlapper den anden, mindre projektion. Her ser man scener af Pipilotti Rists i et par røde sko, der trasker rundt i, hvad der ligner en storby. De røde sko igennem byen genkender man kanskje fra Rists tidligere værk Ever is All Over, der blandt andet har vundet opmærksomhed, eftersom det blev brugt som inspiration til popsanger Beyoncés musikvideo Hold Up. En kvinde i røde sko symboliserer styrke og frihed; en kvinde hvis forbindelse til jorden er i en kraftig farve, er en kvinde, der ikke er bange for at tage plads, stå fast og gøre opmærksom på sig selv. Mens Rist går gennem byen, lægger mænd sig på knæ for hende, og hun trykker sin finger med rød farve mod deres pander, så det efterlader en prik. Ifølge Hinduistisk tradition bærer ugifte kvinder og piger en rød prik i panden. Med denne scene leger Rist med kønsdynamikker. Hun benåder disse mænd, med sin feminine styrke, og på den måde kanskje tillader dem at være sårbare, feminine individer. I næste scene ser man et flot opdækket bord, men der er intet selskab. Bare én kvinde sidder ved bordet. På hendes tallerken ligger en blodappelsin, som hun piller og spiser. Kanskje det er appelsinens synsvinkel vi følger gennem fordøjelsessystemet i den store projektion. 

I det næste rum med Stir heart, rinse heart ligger der appelsiner på gulvet. Få af dem ligger i plastikposer og nogle ligner de er på vej ud af plastikposer. Fra loftet hænger der gennemsig plastik i forskellige, specifikke men samtidig uspecifikke former. Det ligner den type plastik nyerhvervet produkter er pakket ind i. Det er formet sådan at produktet kan ligge trygt i boksen. Projektionerne i dette rum lader os komme så tæt på kropsbehåring, at det ligner en rødtonet skov. Stir heart, rinse heart læser jeg som Pipilotti Rists bidrag til forestillingen om en feministisk fremtid, hvor erfaringer bearbejdes med en kropslig opmærksomhed, både indefra og udenpå, og hvor femininitet bliver fejret. 

Det gennemsigtige plastik i Stir heart, rinse heart går igen fra Shrink, og jeg forestiller mig, hvordan der ville være et tryk i PVCen efter performeren, hvis plastikken stivnedes omkring hende. Plastikken kobler meget fint disse to værker sammen for mig, og jeg tænker på plastikken som billede på former og kasser, vi putter hverandre i. Det kan føles så snævert at skulle passe ind i et binært narrativ, hvis det ikke føles autentisk. Det er vanskeligt at føle sig fri, hvor der ikke er plads til at bevæge sig. Jeg tror ikke, der er uenighed om, at samfundet har rykket sig siden 1972, i forhold til identitetspolitik. Jeg tror, at folk generelt ikke bryr sig i det hele taget, hvem andre ligger med. Samtidig er det min oplevelse, at det varierer meget, hvor bevidst folk er rundt hvordan eget sprogbrug eller ageren er med til at opretholde indsnævrende og negative strukturer.     

Zheng Bo’s værk Pteridophilia 2 er en installation, der fylder et rum ud. Rundt omkring på gulvet står bregner i krukker og siddepuffer i flettet naturmateriale med en tegneblok og blyant på hver. På væggene hænger der to skærme i en højde, der lægger op til, at man skal sætte sig på siddepufferne, for at se videoerne, der bliver afspillet. Mens man sidder der, kan man tegne bregnerne. Den ene skærm viser forskellige klip af insekter, der formerer sig. Den anden skærm viser mænd i en skov i Taiwan, der involverer sig i intim omgang med skovens bregner. I Taiwan er bregnen værdsat af det oprindelige folk, men ikke af japanske kolonister eller nationalister. Samtidig er bregning en udbredt delikatesse i Asien. Med denne helrums installation vil Bo skabe en kropslig relation mellem mennesket og planten, samtidig med at han stiller spørgsmålstegn ved forskellige konsumeringsformer for nydelse; spise og sex. Bregnen bliver i denne sammenhæng et billede på nutidens konsumptionskultur, magthierarkier og Taiwans kolonihistorie. Med dette værk peger Bo også på en mulig fremtid, hvor naturen og planterne ikke ses som noget separat fra os, men som noget vi lever i symbiose med.

Pteridophilia 2 er svært kompleks med sine mange lag, og oplever man det uden tilgang til værksbeskrivelsen, kan jeg godt forstå, hvis man bliver forvirret. Værksbeskrivelsen er til gengæld ganske udleverende, og der er ikke meget spilleplads til beskueren. Selv er det anden gang jeg ser dette værk. Første gang jeg så det var i 2019 i Berlin. Begge gange har jeg brugt kort tid i selve installationen, siden lyden fra videoen med mændene i skoven er meget tilstedeværende og fremtræden i lokalet. Man hører nydelsesstøn og -prusten, og det giver mig følelsen af, ufrivilligt at være blevet gjort til tilskuer, til noget jeg ikke skulle have set. Som en vægblomst. Alligevel liker jeg værket. At det vækker ubehag hos mig, synes jeg blot understreger værkets pointer. Jeg synes, det er et gennemført værk, der behandler vigtige tematikker.

I det sidste rum i udstillingen finder vi Anja Carrs campy værker Soup series og Missed call. Soup series består af 12 fotografier, der hænger på væggene. Her ser man Carrs ansigt meget nært, der ligger lige i overfladen af forskellige slags farverige supper. Supperne indeholder blandt andet blækspruttearme, skaldyr, fisk og fiskeæg, tang og citronskiver. Det ser ud som om Carr, ikke er langt fra at få hovedet under og dermed drukne i disse supper. På trods af at hun er lige ved at drukne, er hun alligevel påført et full-faced make-up look.

Jeg læser Soup series som en reference til det moderne menneske, der er ved at drukne i billedestrømmen, vi udsættes for i dag i medierne gennem vores skærme. Det er blevet vanskeligere at navigere i verdenen med stigende mængde af udtryksformer, uklare identitets definitioner og tilgang til tusinde andre perspektiver end ens eget. Alt dette samtidig med et press fra sociale medier og male gaze-strukturer fra patriarkatet til at fremstå på bestemte måder. Det er forståeligt at man nogle gange føler, man skal træde vande og anstrenge sig for at holde hovedet over.

Værket Missed call er en stor oppustet blæksprutte i et alt for småt bassin, der er fyldt med sorte kugler eller kanskje æg. Blæksprutten er i en stærk blå farve, og med sine otte arme rækker den ud og fylder det meste af rummet ud. I hver arm holder blæksprutten genkendelige genstande fra det travle hverdagsliv. I stedet for sugekopper har blæksprutten brystvorter langs undersiden af armene.

Soup series hænger veldig godt sammen med Missed call, der også omhandler det moderne menneskes proces med tilstedeværelsen. Blækspruttens brystvorter sammen med bassin fyldt med sorte æg giver mig associationer til moderskab, hvilket giver værket et ekstra lag tyngde. Genstandene fra hverdagslivet, som de otte arme holder fast i, bliver et billede på alle opgaverne der må løses, og egenskaber man må råde over for at kunne klare dette. Som barn forstår man kanskje ikke, at ens mor er en person med egen identitet ud over mor-rollen. Jeg oplever selv, at jo ældre jeg bliver, desto bedre bliver jeg til at se alle aspekterne og egenskaberne min mor besidder. Jeg ser for mig, at især rollen som mor kanskje er blevet endnu mere vanskelig at navigere i, med alle forventningerne fra samfundet om både at være i stand til at kunne jobbe fuldtid, ordne huslige pligter og have overskud til at opdrage på en nærværende og omsorgsfuld måde. Alt dette samtidig med presset til at markedsføre sig selv og sit lykkelige liv på sociale medier. Det må være så svært at få et øjebliks fred og ro til sig selv som mor. 

Selvom vi er nået langt i dag med blandt andet nomineret barsel for mænd, er der stadig generelt en ubalance i mængden af ansvar, der forventes fra henholdsvist mødre og fædre. Et tydeligt eksempel på dette findes i den danske ordbog. Her kan man slå ordet ‘familiefar’ op, hvilket betyder mand med kone og børn, der lever et almindeligt liv som far og ægtemand. Det er jo i og for sig ganske fint, men ‘familiemor’ findes ikke i vores sprog. Kvindernes ækvivalent til familiefar er bare mor, for det ligger implicit i mor-rollen, at hun forventes at være til stede som omsorgsperson for sine børn. Jeg ved at stadig flere kvinder er imod nomineret barsel til mændene, eftersom dette kan være på bekostning af vigtigt relationsskabende tid mellem mor og barn, men jeg vil alligevel slå et slag for mænd, der glædeligt går på barsel.  At regulere fordelingen af barsel er det eneste målbare redskab staten har, for at understøtte ligestilling i familielivet.               

I NRKs anmeldelse af The Future is _____. skriver Mona Pahle Bjerke ’’The Future is  _____. er opplevelsesrik og leken. En veldig fin utstilling for barn og unge som i svært stor grad inviterer til aktiv deltakelse’’. Det er jeg enig i. Men klarer den at løfte sig over det? Det ved jeg ikke rigtigt. Kurateringen er klodset; det virker som om, at værkerne er placeret efter hvordan man kunne få plads til det hele, uden særligt hensyn til hvordan værkerne hver især bliver præsenteret optimalt, eller hvordan værkerne spiller sammen. Dette gør desværre at specielt de mindre værker og billederne på væggene let bliver forbigået.

Flere af værkerne lægger op til refleksion rundt vigtige tematikker i vores samtid, men taget i betragtning at dette er TKMs bidrag til skeivt kulturår, synes jeg den kommer til kort. Samfundsdebatten rundt queernes har flyttet sig utrolig meget under og efter corona, men alle værkerne repræsenteret er fra 2019 eller før (pånær Stig Sjölunds performance, hvor han lægger tarotkort for folk). De dynamikker, der bliver præsenteret er langt hen ad vejen kvinde og mand imellem; der er ikke perspektivet af nogen andre en kvinde og mand repræsenteret. Jeg vil mene, at en samtale om feminisme og queernes i dag er utilstrækkelig, hvis den ikke inkluderer non-binære og ikke-køns konforme perspektiver. Queernes handler ikke bare om anderledes seksualitet. Samtidig kan dette også være et bevidst greb fra kuratorgruppen; at spore fokus væk fra egentlige queer-emner over til kropslig sansning, fordi det er mere generelt og kanskje mere omfavnende for en ciskønnet, hetero majoritet. Hvis det er et bevidst greb, er det vellykket; men at starte samtaler om tematikker der hører minoriteter til på majoritetens præmisser, synes jeg er en forældet metode. Jeg tror, det havde klædt TKM med en udstilling, der udfordrede vores blik på queernes.

Afslutningsvis vil jeg sige, at jeg synes The Future is _____. bestemt er værd at besøge. Ikke for at blive klogere på queernes, men fordi den er spændende, aktiverende og sjov. Eller for at danne sig sin egen holdning til udstillingen. Jeg er helt sikker på, at min oplevelse af udstillingen er farvet af alt hvad jeg kommer fra og med. Uanset er det veldig sigende for hvor langt vi er nået, at en stor (statslig) institution som Trondheim Kunstmuseum deltager i markeringen af skeivt kulturår, og det synes jeg faktisk godt man må være stolt over.

The Future is _____.
Pipilotti Rist, Jeremy Shaw, Zheng Bo, Sandra Mujinga, Anja Carr, Børre Sæthre, Brittany Nelson, Lawrence Malstaf, Ride1 (Stig Sjølund, Jonas Kjellgren og Ronny Hansson), Anne Breivik, John Anton Risan, Axel Salto m.m.
Kuratorteam Marianne Zamecznik m.fl. ansatte ved museet.
24.september 2022–05.mars 2023 Trondheim kunstmuseum