Øjne og kroppe

To malerier af hud med blå mærker hænger i det første rum i Trondhjems kunstforenings andre etasje. Det ene er malet i olje af Matilda Höög og det andet i akvarel af Solveig Ane Kirkaune Øksendal. Et vanligt blåmærke skal forsvinde i løbet af to uger, og man kan som regel vurdere ud fra farven, hvor længe siden slaget fandt sted. På malerierne er der både nuancer af blå, lilla, gul og grøn som blander sig. Det ser ganske realistisk ud, selvom jeg ikke formår at placere disse blåmærker i en tidsramme. Det er heller ikke muligt at sige, hvor på kroppen mærkerne er placeret; det er kanskje heller ikke så vigtigt. Det får mig til at tænke på min barndomsveninde, der kaldte blåmærker for modighedsmærker.

De to malerier af blå mærker hænger overfor hverandre, næsten som en introduktion til den samtale, der skal foregå i duoudstillingen In corpo real mellem Höög og Øksendals kropslige malerpraksisser. Den forventning tager jeg med mig ind i det næste gallerirum.

På den bagerste væg i det store gallerirum hænger maleriserien Blikkfang af Matilda Höög, som består af 17 nærbilleder af øjnene til forskellige mennesker. Jeg vil skyde på at aldersspændet mellem disse mennesker, strækker sig fra 25 og 70. Udover aldersspændet, ser man ikke meget diversitet i gruppen. Udtrykkene er forskellige: nogle ser ud som om de smiler, et par stykker ser alvorlige ud, men langt de fleste ser forholdsvist neutrale ud (hvis det altså er muligt). Alle personerne ser ganske komfortable ud i situationen. I udstillingsteksten læser jeg mig frem til at Höög, som står bag disse oljemalerier, har afmalet fotografier, hun har taget af personer i hendes nærhed. Stilen er naturalistisk og man kan bruge lang tid på at studere Höögs kunnen og behændighed i disse malerier. Jeg kan ikke lade vær med at tænke på, om blikkene kanskje havde sagt mig mere, hvis det havde været øjnene til mennesker, hun ikke kendte i forvejen?

Gennem rummet har Blikkfang øjenkontakt med maleriet Jason, som hænger ret til venstre fra indgangen. Dette maleri forvirrer mig lidt. Det ser ud som om, det kunne være en del af Blikkfang-serien, men det er rammet ind i en solid eikeramme, i modsætningen til malerierne i serien, der ingen ramme har. Kanskje netop for at markere, at dette ikke er en del af serien. Lysindfaldet, der bestemmer farverne for udsnittet af Jasons ansigt, hvor man ser øjnene, er malet i blå, rødlige og gule nuancer. Farvespillet i dette maleri skaber en rød tråd til det forrige rum med de blå mærker.

I det sidste rum, som bliver kaldt Peisestua på TKF, hænger værkerne til Øksendal. Et 30×30 cm akvarellmaleri fanger min opmærksomhed. Tre hudfarvede, benlignende dele er placeret så de former en tom trekant i centrum af billedet. Hot dog or legs er titlen; både på værket og på et meme der florerede på Tumblr og Instagram tilbage i 2013. For at deltage i denne meme-trend, måtte man poste billeder af sine bare ben, i en position der skabte en optisk illusion om at benene potentielt kunne være hotdogpølser. Trenden talte ind i tidens påbegyndte samtale om, hvordan sociale mediers selvpromoveringskultur i stigende grad var med til at skabe kropsdysmorfi blandt unge. Det her værk kan jeg bedst lide på udstillingen; farverne og kompositionen af disse kropsdele, er realistisk men samtidig tilpas rart til at jeg bliver suget ind. Titlen giver en indgangsvinkel samtidig med at den skaber flere spørgsmål hos mig.

Ved siden af Hot dog or legs hænger tegningen X-mas legs, hvor man ser et par ben fra lige over knæene ned til de højhælede sko. Benene ser feminine ud og i håret hænger der julekugler. Det er sødt, men jeg synes egentlig ikke, det passer ind i udstillingen. Det ligner et forsøg på at normalisere kropsbehåring. Mens jeg står her på mine egne to behårede ben, kan jeg ikke lade vær med at tænke: er det ikke normaliseret? Snakker folk stadig om ubarberede ben? Burde jeg barbere mine ben? Er der ikke andre problematikker rundt den feminint udtrykkende krop, som er mere present at skabe dialog om? Kanskje dette skulle havde været printet i postkortformat og sendt til bedstemor ved juletid i stedet.

På begge Øksendals akvarellværker Head over heals og Yoga tits ser man en kvindelig krop i en yogaposition. Man ser ikke ansigtet, siden håret falder ned foran. Det hvide undertøj går i et med baggrunden og det sætter i gang en refleksion om, hvad der kan betragtes som ét med kroppen. Hvornår anser vi noget for en del af os? Yogapositionerne taler også ind i dette; jeg associerer yoga med stræben efter sindsro, styrke og jordforbindelse. Kroppene ser både fokuserede og anstrengte ud, hvilket skaber en spændende potentiel energi. Som om menneskerne på malerierne i hvilket som helst øjeblik ville kunne tage en dyb indånding, svinge håret tilbage og give mig et smil, mens de træder ud af yogapositionen. 

Begge malerier er hængt op i metalkæder, der er fastgjort i en vandret metalstang ud fra væggen. Ophængning er bestemt ikke diskret; det får mig til at tænke på BDSM. Det må være et bevidst valg, men det er umiddelbart svært at se sammenhængen. Handler det om at den kvindelige krop konstant bliver seksualiseret, selv i en så selvstændig praksis som yoga?

De sidste to værker i udstillingen er blyantstegninger med titlerne Necklace piece | og Necklace piece ||. De er også hængt op på samme måde i metalkæder. Motiverne er igen den kvindelig krop, men her ser vi deres ansigter. Hun kigger på mig i Necklace piece | mens hun står let foroverbøjet og har en halskæde i munden, med ordet pleasure mellem tænderne og underlæben. Hun ser en anelse bedrøvet ud. Her er der kanskje tale om den konstante seksualisering af den kvindelige krop. Besværet med at navigere i sin egen lyst til nydelse, ens seksualitet, når den samtidigt bliver stillet krav til af omverdenen. I Necklace piece || læser jeg samme refleksioner ind. Hun sidder på hug med en kæde, der er fæstnet i hendes kønslæber, nipples og tungen. På denne kæde går ordet pleasure igen. Hun holder om det. Hun ser på en og samme tid ud som om, hun leger med kæden og forsøger at komme sig fri. Kanskje det er et forsøg på kontrol. Selvom både Höögs og Øksendals værker har sine kvaliteter, synes jeg, det er ærgerligt at deres værker er delt op på denne måde. Forventningen om samtalen, kunstnernes værker ville skabe i sammenspil, efter det første rum med de blå mærker, blev ikke indfriet. Først et rum med Höögs Blikkfang og bagefter et rum med Øksendals kroppe; det ligner mere to soloudstillinger, placeret i rum ved siden af hinanden, end en duoudstilling. Hvilket spændningsfelt, der kunne være opstået, hvis Höögs øjne havde kigget på Øksendals kroppe? 

Matilda Höög og Solveig Ane Kirkaune Øksendal
In Corpo Real 
17. mars–18. april 2022
Trondhjems kunstforening