Lokal omfavnelse

Kritikk 21.12.2021

Ørland er en ganske særlig kommune på Fosenhalvøya i Trøndelag. Her findes flere beskyttede fugle-, dyre- og våtmarksreservater, verdens største tøndemarinerede sildeproducent Grøntved Pelagic, Norges dominerende dyne-, pude- og sengetøjsproducent Mascot Høie samt regionens største arbejdsplads; militærlejren Ørland Flystation, som er en vigtig luftbase for NATO. Mest vedkommende for beboerne i området er nok mest af alt den sidste bedrift. På militærbasen opererer man med både jagerfly, redningshelikoptere og NATOs egne overvågningsfly, alt sammen noget der er med til at skabe et omstændigt støjniveau for de nærliggende huse.

Alt dette er aktuel viden at have i baghovedet, når man besøger, vinder af Ørland Sparebanks kunststipend 2021, Helene Førdes stedsspecifikke udstilling på Ørlands Kultursenter. Udstillingen består af to større installationer; den ene ved navn Tønneblått i gangen fra receptionen til Galleri Hans, hvor den anden installation Luftrom findes.

Gangen fra receptionen til Galleri Hans på Ørland Kultursenter er rammet ind af et stort vinduesparti på højre hånd og på venstre side findes en væg beklædt med blå sildetønder stablet ovenpå hverandre; Tønneblått. Det ser ud som om, tønderne er af samme type fra producenten, men de er langt fra ens. Tønderne har forskellige blå nuancer, og man kan forestille sig hvordan hver tøndes respektive placering i forhold til lysindfaldet i Grøntved Pelagics fabrik, over tid har afbleget visse tønder mere end andre. Tønderne bærer også andre brugsindikationer, som slidmærker og snavs der ikke er blevet vasket væk. En sart duft af sild kan man opfange i gangarealet, hvis ens lugtesans ellers er skærpet til anledningen. 

Helene Førde, Luftrom (Arv) 2021, Galleri Hans/Ørland Kultursenter F. kunstneren

Installationen Luftrom i Galleri Hans har ikke nogen direkte forbindelse til sildetønderne i gangen. Alligevel kan man ikke komme udenom at også her er områdets større bedrifter i fokus. Det første man lægger mærke til, når man træder ind i rummet, er hvad der umiddelbart ligner en perspektivtegning af et gårdhus på væggen. Efter nærmere granskning opdager man, at det ikke er en vanlig tegning, men en gravering direkte ind i den mørke vægmaling. På gulvet i galleriet, under indgraveringen, ligger der støv som levning fra arbejdsprocessen med graveringen. I Ørland kommune har man optegnet forskellige lydzoner ud fra militærbasen, der skal angive, hvilke husejere der får tilbudt at blive købt ud, hvorefter deres hus bliver jævnet med jorden, og hvilke husejere der blot får tilbud om ekstra lydisolation. Man kan læse graveringen på vægge og støvlevningen, som en visualisering af det job man holder på med, for at vedligeholde/isolere/nedrive husene herude.

I rummet hænger der hvide tynde tekstiler fra taget. Der er forsigtigt og med en vis sirlighed brændt omridset af forskellige truede dyr fra området ind i tekstilerne. Nogen steder er det ikke truede dyr, men huse som ikke eksisterer længere på grund af militærlejrens omstændigheder for området. Når man bevæger sig rundt mellem tekstilerne, bevæger de sig nænsomt, som stråene udenfor vinduet bevæger sig med vinden. Der er noget nærmest spirituelt over denne opsætning, der kan få en til at tænke, det er en slags vemodig pre-mindesmærke situation, man står midt i.

Helene Førde, Luftrom 2021, Ørland Kultursenter F. kunstneren

De to andre vægge i rummet er dækket af nøgne dyner med forskellige syningsmønstre, størrelser og hvide toner. Det er som om, de to vægge er isoleret med dynerne. Op ad bagvæggen står en seng på gulvet. Den er opbygget af store sække i skarpblå presenningsagtigt materiale. Sengen er nydeligt redt med hvidt sengetøj. Noget, der ligner et våbenskjold med inkorporerede jægerfly er broderet ind i dynens hvide sengetøj med en lys, grå sytråd. Der er tre puder, som hviler skråt mellem sengen og bagvæggen. På en lille hovedpude til venstre er der broderet et kort over det mest nærliggende våtmarksområde. På den store pude i midten er der broderet de forskellige lydzoner omkring militærlejren, samt flyenes aftalte træningsruter. Når jeg tænker på militær, bliver mine første associationer våben, stat og vold. Netop de associationer er med til at gøre det så stærkt, når Førde laver denne kobling på sengetøjet, der associeres med noget trygt, blødt og hjemligt. Kanskje dette er en kritisk kommentar fra Førdes side. Hun viser hvordan militærlejrens vilkår for omgivelser føles som en invadering i hjemmet og den private sfære.   

Helene Førde, Luftrom 2021, Ørland Kultursenter F. kunstneren

Der er meget fin symbolik til stede i udstillingen, og jeg kan se meningen med udstillingens forskellige elementer. Jeg forstår, Førdes valg om at gravere i væggen, i stedet for at tegne ovenpå. Jeg forstår, hvorfor hun har brændt silhuetten af de truede dyr og nedrevne huse i tekstilerne. Jeg forstår, broderiet af militærsymboler i sengetøjet og dynerne som lydisolation på væggene. Alligevel kan jeg ikke lade vær med at tænke, at symbolikken savner symbolik. Eller kanskje symbolikken savner abstraktion, så der er noget i udstillingen, der er overladt til min egen forestillingsevne som besøgende. Udstillingen vidner om Helene Førdes store research job i området, men jeg savner et æstetisk sprog, dette bliver formidlet i. Jeg savner større kontraster; tydeligere brandmærker i de hvide tekstiler, sort sytråd i sengetøjet i stedet for lysegrå – eller måske en helt anden farve, der virkelig underbygger hvor effektfuldt det egentlig er at brodere jægerfly på hvidt sengetøj.    

Helene Førde har sat sig grundigt ind i miljøforholdene og de politiske magtstrukturer, som beboerne i Ørland Kommune lever med, og det ses og mærkes tydeligt i hendes udstilling. Hvis en udefrakommende kunstner skulle komme til min hjemstavn, for at lave en udstilling på baggrund af de særlige forhold og udfordringer der findes netop der, så ville jeg bestemt være betænkelig. Jeg synes, at Førde lykkedes med dette. Hun løfter og peger på lokalområdet på en respektfuld måde. De hvide tekstiler i rummet, virker som symbolik for at rejse det hvide flag; som om Førde har hørt på de lokale, og gentager deres ønske om at leve støjløst og harmonisk med naturområderne. Samtidig føler jeg det nødvendigt for mig at sige, at det må være op til de lokale at vurdere, om de føler sig omfavnet og set i denne udstilling. Mens jeg var i udstillingen, virkede andre besøgende fra området ganske begejstrede og det åbnede op for min egen sensibilitet overfor værkerne.

Artikkelfoto: Helene Førde, Tønneblått 2021, Ørland Kultursenter. Alle foto kunstneren.

Helene Førde

Ørland Sparebank kunststipend 2021
Galleri Hans/Ørland Kultursenter
4. desember 2021–10. januar 2022