Elementernes æstetik

Kritikk 23.11.2021

Petra Dalströms udstilling Metal fountain, soft mountain på Babel visningsrom for kunst indeholder i alt 5 værker, der rummer den samme poetiske æstetik som præger udstillingens titel. Når jeg træder ind, lægger jeg først mærke til den minimalistiske opsætning. Fire mindre værker er placeret adspredt i det første rum, mens et større værk alene dominerer i et separat aflukke. 

Instruments for the 20th of November er titlen på det første værk, som med sine skinnende flader, fanger min opmærksomhed. To firkantede kobberplader hænger i fiskesnøre ned fra taget. Pladerne svæver i knæhøjde, i en 90-graders vinkel med hverandre. Begge plader har buler, der skaber hulrum som minder om trærødder. Det kan også være negative fjeldsider eller omvendte højdekurver. Først undrer jeg mig over titlen, indtil jeg kigger på plakaten, der hænger på indgangsdøren: “20.11 Sound Performance by Christian Dugstad og Heida Mobeck on Saturday at 15”. Det får mig til at tænke på udstillinger, hvor levninger fra en performance man har misset, er tilbage. Her er det modsat: jeg bliver nysgerrig på hvad der skal ske, og hvad dette værks rolle er. Samtidig lurer jeg også på, om dette værk ville kunne give mig mere, hvis titlen havde peget mig i en anden retning end “kom tilbage på lørdag”.

Petra Dalström, Metal fountain, soft mountain. Foto: BABEL / Susann Jamtøy

Værket We could carve a mold, right here on the mountain er placeret til venstre for kobberpladerne. Her går Dalströms formsprog igen; spor eller gange, der ligner trærødder, er skåret ud fra to robuste fedtsten som hænger på væggen i øjenhøjde. Ved indgangen til Babels black box står en lille figur i tin og blokerer vejen. Figurens komposition giver associationer til en menneskekrop. Den ser sirlig og skrøbelig ud, og først efter grundig betragtning, går det op for mig, at den lille tinfigur er støbt i fedtstenenes gange. To støbninger sat ovenpå hverandre. Jeg ser for mig, hvordan det bløde, varme tin har løbet ned langs de kolde fedtsten og taget form derefter.

I det todelte værk deep down there are veins, erythrocyt fields, møder man igen det løbende tin. En skulptur er placeret på et bord. Det ligner et bjerg af ler, og skulpturens tunge udtryk får bordet til at fremtræde ustabilt. Oven på bjerget er en lille skål med tin i. Bjerget er bulet, råt og noget tin er løbet ned ad siderne. Når man kommer tæt på, ser man at bjerget er hult. Inde i bjerget kommer et stearinlys til syne. Der har engang været ild i, men nu er det slukket. Skulpturen minder mig om en duftlampe med olie. Jeg forsøger at forestille mig lugten af varmt tin og stearin. 

Petra Dalström, Metal fountain, soft mountain. Foto: BABEL / Susann Jamtøy

På væggen hænger en stor tavle i en burgunder farvetone. Den kvadratiske bordplade, som bjergskulpturen står på, bærer samme farve, mens dens tynde, lange træben har fået lov at stå umalet. Bordets størrelse og formål ligner udstillingsrummets kendte, hvide sokkel. Jeg kan godt blive træt af malerier og sokler, der tager en anden, “spændende” form, blot for at udfordre den dominerende white cube-diskurs, men sådan oplever jeg det ikke her. Bordet forsøger ikke at udfordre eller skjule sig på en white cube-typisk, tomheds-agtig måde. Det insisterer på at se en smule ustabilt ud, hvilket taler ind i hele udstillingens essens; spændingsfeltet som opstår i samspillet mellem materialer og deres egenskaber, robuste eller sirlige.

På væggen hænger mountain green: En grøn tavle hvor en kobberkrog holder en lille silkevugge med grønne småsten og pulver. Min viden om metaller er begrænset, men i værkslisten står der kobberkarbonat, som jeg går ud fra, er pulveret Dalström har farvet tavlen med og som også hviler i den lille vugge. Æstetisk er jeg meget begejstret for dette værk; den lækre, grønne farve i samspil med kobberkrogen, der holder den lille silkevugge, har en helt særlig poetisk stemning over sig. Derefter stopper min begejstring; det pirrer ikke mine sanser og forestillingsevne som de andre værker. Kanskje det er fordi, jeg ikke ved nok om kobber eller kanskje dette værk også kunne havde haft en anden titel, der pegede mig i en mere spændende retning.

Petra Dalström, Metal fountain, soft mountain. Foto: BABEL / Susann Jamtøy

Den sidste installationen, som står i et rum for sig, består af en stor mobile, der strækker sig fra loft til gulv. En afbarket pilekvist hænger i loftet, hvorfra bomuldstråd holder fast i sten af forskellige former, størrelser og farver. Mens jeg går rundt og studerer installationen, lurer jeg på hvad dens rolle er i udstillingen. Det er svært at se samspillet mellem dette værk og resten af udstillingen. Som om valgene for denne installation mest af alt er æstetisk motiveret. Jeg ser ikke nogen tydelig udforskning af materialernes egenskaber udover stenenes tyngde kontra de strå, der er sat i spænd mellem bomuldstrådene. Titlen loom room, som betyder ‘væve rum’, giver bestemt mere mening til værket, men distancerer det samtidig yderligere fra udstillingen. Jeg kan se hvordan denne installation kunne være en abstraktion af en væv, men så handler det om et specifikt håndværk, jeg ikke ser nogen referencer til i resten af udstillingen. Installationen rummer bestemt detaljer, jeg er glad for. For eksempel strået, hvori der hænger en tynd tråd med en lille sten helt ude i spidsen. Som helhed synes jeg dog at der mangler en tydelig rød tråd til de andre værker, og det forekommer mig en smule ordinært.

Petra Dalström, Metal fountain, soft mountain. Foto: BABEL / Susann Jamtøy

Det er ikke til at komme udenom, at Petra Dalström har en særlig poetisk æstetik i sin kunstneriske sprog, hvilket er gennemgående for denne udstilling. Hun leger med forskellige  metallers egenskaber og konsistens, som man blandt andet kan se i de ulige måder hun præsenterer tin og kobber. Det legende element i udstillingen understreger en nysgerrighed og proces for og med materialerne, som jeg virkelig nyder. Dele af udstillingen sætter mine sanser i sving, og jeg synes, Dalström succesfuldt har understreget naturens og menneskekroppens virkning på hverandre. Samtidig må jeg sige, hendes titler er kedelige. For mig skal en værktitel give energi til værket. Det er en mulighed for at kuratere oplevelsen, åbne en dør til beskuerens engagement, men i flere tilfælde lykkedes det ikke. 

 

Artikkelfoto: Petra Dalström, Metal fountain, soft mountain. Foto: BABEL / Susann Jamtøy

 

Petra Dalström
Metal fountain, soft mountain
BABEL visningsrom for kunst
12.11-28.11.2021