Bevidstgøring af betrakteren

Kritikk 12.10.2021

Vanligvis, når jeg skriver kritik, kan jeg godt lide ideen om at skrive læseren til rette, så at sige, inden jeg når til mine egne oplevelser og observationer. Det har virket som en nærmest umulig opgave i denne tekst. Jeg er kommet frem til, at det ikke kan lade sig gøre her, for jeg oplever Frida Orupabos udstilling How did it feel when you come out of the wilderness? på Kunsthall Trondheim som så intens og stærk.

Det første værk, der gør stort indtryk på mig, er Hands and slide. Værket består af ni tv-skærmer med videoer i loop, der spiller på blikket og synsvinklen. På fire af skærmene ser man en lille sort pige, der rutsjer ned af en rutsjebane, mens hun drejer hovedet en anelse. På de resterende 5 skærmer, ser man et par hænder, der vasker blod væk. Mit blik er låst fast, for jeg vil se den lille piges blik, når hun drejer hovedet. Jeg vil se, om hænderne har gjort hende ondt, men hun vender aldrig hovedet helt. Dette værk formår at opbygge en koncentreret forventningens spænding, der aldrig udløses og nu må blive i min krop. 

Frida Orupabo: Hand and slide (2021). Foto: Susann Jamtøy.

Videre i udstillingen møder jeg Turning. En stor, sort/hvid collage klistret på en hel væg som tapet. Man ser en hvid kvindes krop, der vender ryggen til. Hun er skaleret op, så hun kanskje er dobbelt så høj som mig. Numsen er klædt i små shorts. Ansigtet er vendt mod beskueren, men det er en ung, sort piges ansigt. Jeg ser ind i pigens øjne. Hun ser ned på mig med et blik, jeg slider med at beskrive. Hun ser ikke glad ud, men heller ikke trist, kanskje lidt forbavset men ikke forskrækket. Hun kender til følelsen af at blive iagttaget. Den følelse deler vi, mens jeg står og betragter hende. Min egen hvidhed går med mig rundt på udstillingen og jeg tænker, at det er netop det, som Orupabo ønsker at få frem med Turning: bevidstgørelsen.

Orupabos værker til denne udstilling består mest af alt af collager. Gamle sort/hvid-fotografi af sorte individer, der er maskeret eller kombineret med andre billeder. Mange af disse collager, rummer flere lag, end man først ser. Jeg må gå meget tæt på flere af værkerne, før alle lagene viser sig. Vanligt tænker man kanskje på collagen som et fladt eller perspektivløst medie, men i Orupabos værker bruges det som endnu et element, for at besjæle den historiske vold mod farvede individer. 

Frida Orupabo: Installasjonsbilde fra How did you feel when you come out of the wilderness. Foto: Susann Jamtøy.

I flere af fotografierne ser man et ejerskabsstempel fra Getty Images henover billederne. Det er et helt bevidst valg. Beskuerne skal vide, at det er ikke Orupabos egne billeder. Billederne er offentligt tilgængelige i online arkiver. Det får mig til at tænke på arkivernes betydning for vores forståelse af historien og magtforholdene der dikterer disse. Har man magten til at slette lag fra arkiver, kan man yde vold mod nogens historie. Næste generation vil ikke længere have adgang til dette lag.

Her i udstillingens første etasje, er værkerne placeret med god afstand imellem, hvilket tillader hvert enkelt af dem at insistere på, at blive betragtet på sine egne præmisser. Værkerne udstråler sin egen tyngde og kompleksitet. 

Frida Orupabo: Installasjonsbilde fra How did you feel when you come out of the wilderness. Foto: Susann Jamtøy.

Jeg mærker et tydeligt skift i udtryk mellem kunsten i første etasje og i kælderen. Modsat dem i første etasje, er værkerne her placeret tættere på hverandre, og det ligner nærmest at collagerne på væggene er på flugt fra hverandre. I første etasje genkender man menneskekroppene som menneskekroppe, men i kælderen tiltræder et mytisk element. I nogle af værkerne er menneskene blevet krydset med dyr, som i værket Batwoman, hvor et ansigt har fået flagermusekrop. Andre steder mangler kroppene nogle lemmer, som i Girl on Horse, hvor en sort kvinde på en hest har mistet sine hænder. Jeg oplever det som et stærkt udtryk for hvordan sorte identiteter gennem historien er blevet mystificeret, fremmedgjort og afskåret, men samtidig voldeligt feticheret som flere af de iscenesatte kvindekroppe i udstillingen peger på.

How did it feel when you come out of the wilderness? rusker op i beskuerens ellers vante og behagelige position. Betragteren bevidstgøres om sin egen tilstedeværelse, i udstillingen og i historien. Her er det absolut værd at tage sig tid.

 

 

Artikkelbilde: Frida Orupabo, Omega (2021). Foto: Susann Jamtøy.


How did you feel when you come out of the wilderness
Frida Orupabo
Kunsthall Trondheim
23.09 – 21.11.2021