Ikke som noget andet

“Vil dere høre på engelsk eller norsk?” bliver min kæreste og jeg spurgt ved indgangen til Sal 1 på Rosendal Teater. En snert af forvirring sætter ind. Må jeg vælge hvilket sprog aftenens forestilling skal foregå på? Jeg svarer ’norsk’, hvorefter vi bliver guidet til nogle sæder yderst til venstre, og straks forstår jeg. I salen hænger der ledninger fra loftet og ned til hver enkelt sæde med et sæt høretelefoner i enden. Vi tager vores høretelefoner på. Jeg må stramme dem lidt ind, så de passede til mit hoved. Dørene til sal 1 stenges, og en dyb, rolig stemme begynder at tale mig til rette i mit sæde.

Alt nå af Eivind Seljeseth er ikke som noget andet teaterstykke, jeg har set før. Faktisk lurer jeg fortsat på, om jeg ville kalde det et teaterstykke i det hele taget. På flere måder trækker det tråde til performance kendt fra billedkunsten; scenen er minimal, det er konceptuelt og narrativet er tæt på ikke-eksisterende. Tre elementer der i fællesskab vækker publikums egen forestillingsevne. 

Synet af ledningerne fra loftet og ned til fremmede mennesker i sæderækkerne foran os, fik mig til at tænke, at vi er forbundet. Nu er hele publikumsgruppen blevet et vi; vores lyttefelt er snævret ind til vores høretelefoner, der forbinder os til sceneudstyret i taget, til teatersalen og den oplevelse vi modtager nu. 

Under hele forestillingen mærkede jeg et stærkt nærvær. Først fra følelsen af at være forbundet med publikumsgruppen, dernæst fra stemmen i mine høretelefoner, der fortæller specifikke detaljer om pladsen jeg har sat mig på. “Du har sat dig yderst til venstre, ikke helt forrest og ikke helt bagerst. Du har ladet nogen andre sidde i midten i dag. Kanskje så det ikke bliver bemærket, hvis du smyger dig ud under forestillingen.” Det virker ikke ubehagelig, nærmere som begyndelsen til en guidet meditationsøvelse eller som en ven, der komisk påpeger min tilstedeværelse. Denne underspillede humor er gennemgående for hele forestillingen. 

De tre performere, Ingrid Haakestad, Ofree Schuijt og Mathias Stoltenberg, er iført sportslige klæder, da de træder ind på scenen, lidt efter hverandre. De bevæger sig rundt i hele lokalet, med hinanden og mod hinanden med bløde overgange fra langsomt til raskt. Det ser næsten ud som om de improviserer en dans. Stemmen i mine høretelefoner fortæller mig om havet, mens de tre performere vipper frem og tilbage, kludret ind i hinanden som bølger. Intimiteten mellem deres kroppe og deres fælles bevægelser, føles befriende at se på. Havet er en genganger i stykket, og det bliver et poetisk symbol for en stor, samlet masse. En kollektiv idé om, at man finder ro og refleksion ved havet.

Lidt over halvvejs gennem stykket, tager det en drejning. Før var performerne stumme, men nu bliver mikrofoner sænket fra udstyret i taget ned til scenen, og performerne skiftes til at fortælle om hverandre. Nu forstår jeg, at det er performernes indtalte stemmer, jeg har lyttet til under hele forestillingen. Fortællingen om karakteren Oda, der spiller My Heart Will Go On på elektrisk klaver, står klarest, og performerne er ikke længere udøvere, der har stillet sin egen personlighed uden for døren. De har liv, hvor de gør komiske og genkendelige ting, som at øve sig i at spille kærlighedssange på klaver.

Den før underspillede humor, tager en smule overhånd på sluten af stykket, hvor en af performerne spørger: “Kanskje du synes det her var lidt for abstrakt?” Den sætning nedbryder forestillingen om, at abstraktionen skal foregå i min egen forestillingsevne, og stykket blot sætter rammen for det. Pludselig kommer jeg i tvivl; er det her egentlig lidt for abstrakt til min smag? Eller er det Eivind Seljeseth, der har skabt stykket, som selv synes, det er lidt for abstrakt og italesætter det, som en lille undskyldning for sig selv? Jeg havde ønsket den sætning ude, sådan at stykket insisterer på at publikum selv må vurdere abstraktionsniveauet af deres egen forestilling.       

Alt nå
Eivind Seljeseth
3.–4. september 2021
DansiT, Rosendal Teater