En samtale mellem himmel og jord

Lørdag d. 25. maj inviterede magasinet Billedkunst og Vitensenteret i Trondheim til en samtale om geologisk tid og teknologi i relation til mennesket. Samtalen fandt sted på Vitensenterets planetarium og handlede om kunstneren Lesia Vasylchenkos praksis, som også var hovedpersonen. Hun talte med kritiker og kunsthistoriker Eirik Zeiner-Henriksen. 

Samtalen var en fortsættelse af en, de tidligere havde haft på tryk i en udgave af Billedkunst, hvilket man også mærkede, da den startede meget naturligt og Zeiner-Henriksen virkede godt bekendt med kunstpraksissen til Vasylchenko. Hun arbejder hovedsageligt med foto, video og installation, hvor hun undersøger menneskets forskellige tidsforståelser. Hendes praksis er meget researchbaseret, og hun opsøger mange videnskabelige eksperter for at udvikle sine projekter. Samtalen i planetariet begyndte også med menneskers brug af tidsmarkører i et historisk perspektiv. Eksempler på dette er at inddele året i årstider eller astrologi, som siden oldtiden har været en måde at fortolke begivenheder på og er baseret på stjernehimlens konstellationer.

Underveis i samtalen blev der projekteret klip fra et af Vasylchenkos videoværk (som ikke blev nævnt ved navn) i det kuppelformede loft. Videoklippet var fra soloudtstillingen Chronosphere ved Kunsthall Oslo, og bestod av CGI-animationer, der viste abstrakte modeller af hvordan mennesker opfatter vores omgivelser. En af animationerne viste en masse grå linjer, der udviklede sig til at forme overfladen af en klode. Pga. animationernes natur med flere globeformede strukturer, var planetariet perfekt egnet til at vise dem. Man blev suget ind. Jeg tolker denne animation som en hel masse livslinjer, der påvirker kloden. Det er i hvert fald det, jeg tænker efter samtalen, hvor Vasylchenko talte om mikro- og makromåling af eksistens. Hvordan at hvert liv og livsbeslutning trods små, tilsammen har en påvirkning på, hvordan verden ser ud i dag og har set ud efter andre generationer. 

Generelt var samtalen bred, og der var mange indslag, der ikke nåede at blive uddybet på grund af den begrænsede tid. Alle indslagene var interessante, men det var lidt svært at følge med, når flere akademiske begreber blev nævnt, som krævede en forforståelse for ikke så almene emner. Det var dog spændende at høre om Vasylchenkos metode med at kontakte forskere for at samle research til hendes egne projekter. Jeg tror mange ville finde det svært at starte denne kontakt. Vasylchenko beskriver, hvordan det er en gavnlig interaktion både for kunstnere og forskere. Kunstneren kan få ekspertise på et interesseområde, mens forskeren får skabt fokus på sin forskning, der vanligvis først sker efter flere år med akademisk arbejde.

De dele af samtalen, jeg forstod bedst, var når, der blev talt om teknologier og ideer, jeg havde bekendtskab med på forhånd. Som diskussionen om det horisontale overfor det vertikale verdensbillede, hvilket ikke overrasker mig, blev bragt op. Jeg er overbevist om, at de fleste kunstnere, der har en interesse i videomediet på et eller andet tidspunkt, har læst den tyske videokunster Hito Steyerls ikoniske tekst fra 2013 In Free Fall: A Thought Experiment on Vertical Perspective. Også Vasylchenko, for der var flere overlap mellem samtalen og denne tekst, som er super relevant: Ligesom Steyerl, beskrev Vasylchenko det horisontale verdensbillede med en oprindelse i det meget bogstavelige, det at sejle mod horisonten i den vestlige oplysningstid. Hele mindsettet knyttet til dette er den klassiske form af vestlig kolonialisme, hvor sejlads mod ”nyt” land var en måde at få magt på. Udviklingen med nye teknologier har givet os mulighed for at have kontrol gennem vertikale perspektiver. Blandt andet med luftfotos som er blevet et essentielt værktøj både for civilpersoner men især også som et politisk værktøj, hvor overvågning og kontrol af hvem, der har adgang til disse luftfotos er blevet fundamental.

Vasylchenko har selv søgt og fået adgang til SAR-billeder, som står for Synthetic Aperture Radar, hvilket er en metode, hvor satellitter dokumenterer jordens overflade gennem radarbølger. Satellitten sender bølger ud, der kommer tilbage forskelligt afhængig af overfladen, de har mødt. Man kan f.eks. se om det er et område med bygninger, vand eller skov. Denne metode er blevet populariseret, da vejrforhold eller tid på døgnet ikke har betydning for billederne også selvom, det kræver meget træning at kunne læse disse signaler. 

På planetariet, mærkede jeg, at lige præcis fotoet, er noget Vasylchenko ved meget om. Hun talte om det i en historisk sammenhæng og lagde vægt på, hvordan teknologien, der bruges til at lave fotoet, repræsenterer tiden det er fra. Når man kun kigger på det fotografiske resultatet, har man en tendens til at være mest optaget af motivet. Vasylchenko mente dog at man må forholde sig til tidsmarkøren i billedet, og at man derfor må kunne redegøre for valg om at affotografere samtidige motiver med en anden tids kamera. Fotoet eksisterer da i to historiske kontekster. Det er i hvert fald det, jeg tror hun mente, men det virker som noget, der må uddybes, da det er en lidt testende udtalelse. Diskussionen om dette nåede desværre aldrig at komme, det var som sagt et tilbagevendende problem under samtalen. Vi fik aldrig uddybet mange ting. 

I stedet har jeg fået et godt indblik i Vasylchenkos researchmetoder. Dog troede jeg at hendes videoværker var meget lig screeningerne i planetariet. Men jeg forstod ud fra de mange referencer til Chronosphere-udstillingen at CGI-animationer bare var en del af dem, og at hun også arbejder med ”found footage” og diverse arkiver direkte i sine film. Jeg var ikke bekendt med Vasylchenkos kunst fra tidligere, så denne information var ret vigtig for samtalens kontekst og gav en forklaring på nogle af de tidligere punkter i samtalen. En præsentation af kunstnerens praksis og udstilling burde selvfølgelig være en del af introduktionen til arrangementet, men det manglede her.

Eventet endte med at blive meget todelt. CGI-animationerne i loftet var et element, samtalen som var på scenen var et andet. Kun få gange mærkede jeg en tydelig forbindelse mellem de to. Især da mange tekniske begreber blev nævnt, kunne jeg først forholde mig ordentlig til animationerne, når der ikke blev snakket. Selvom samtalen bragte op mange interessante emner, blev det visuelle element, der skulle give kontekst, mere en distraktion. Især når det jeg så i loftet til tider tematisk eksisterede langt fra pointerne i samtalen, som ellers var ret relevante for vores samtid.

Artikkelfoto: Lesia Vasylchenko (kunstner) og Eirik Zeiner-Henriksen (kritiker og kunsthistoriker) samtaler i planetariet. Arr: Billedkunst og Vitensenteret i Trondheim. F: Tine Semb / Billedkunst.

Billedkunst Live: Lesia Vasylchenkoi samtale med Eirik Zeiner-Henriksen
Arr: Billedkunst og Vitensenteret i Trondheim
Planetariet, Vitensenteret
25.05.2024