Kunsthåndværk eller materialebaseret kunst?

Når vi taler om kunsthåndværk i dag, trækker det på en 200 år lang historie og en definition, der har ændret på sig gennem tiden. Historien og hvad, der definerer det i dag, er grundlaget for seminaret, Norske Kunsthåndverkere (NK) og Trøndelag senter for samtidskunst (TSSK) afholdte lørdag den 10. februar. Seminaret bestod af flere længere foredrag, som blev fordelt med kortere kunstnerpræsentationer imellem. 

Efter velkomsten ved NK Midt-Norges regionsleder Monika Mørck og TSSK’s daglige leder Carl Martin Rosenkilde Faurby begyndte seminaret med et foredrag af kunsthistoriker og seniorkurator for afdeling design og kunsthåndværk ved Nasjonalmuseet, Knut Astrup Bull. Hans foredrag gav et fælles historisk overblik for resten af seminaret på trods af en ret subjektivt præget fortælling om udviklingen. Han fortalte blandt andet om kunsthåndværkernes sammenslutninger, som har sin begyndelse, i forbindelse med den industrielle udvikling, på slutningen af 1800-tallet, og som har en stærk forbindelse til den britiske Arts and Crafts bevægelse. Foredraget introducerede også os, der var ukendt med NK’s egen baggrund, til denne forenings historie. Om dens oprettelse i 1975 i forbindelse med protester og demonstrationer for at sikre en generel velfærd for norske kunsthåndværkere. Ved alle historiske nedslag som Bull refererede til, blev det nævnt som værende i konflikt med billedkunstens historie med et konstant hierarkisk forhold, hvor billedkunsten er blevet set på med en højere position i samfundet. 

Ifølge Bull har der alligevel de seneste år været en udvikling, hvor de to typer kunstpraksisser møder ligheder, som bliver fremmet af sammenlægningen af flere kulturelle institutioner på trods af meget modstand, som det virker til, at Bull på nogle områder deler.

Institutionssammenlægningerne vægter Lotte Konow Lund også i sit foredrag om kunstuddannelsen med udgangspunkt i Kunsthøgskolen i Oslo (KHiO). Lunds erfaring med emnet kommer fra at have været professor ved KHiO i mange år. Lund taler om sammenlægningen af Statens håndverks- og kunstindustriskole og Statens kunstakademi, der begge kom til at blive dele af KHiO i 1996. Derudover kommer Lund også med erfaringen af selv at være uddannet ved kunstakademiet. Hun taler om, hvordan de studerende på KHiO trods sammenlægningen fortsat er under to meget forskellige uddannelser, og hvordan kunstakademiets tidlige modstand mod sammenlægningen i 90’erne, har betydet en stor forskel i afdelingernes endelige faciliteter, hvor den materiale-baseret kunstuddannelse har de fleste fordele på skolen. Lund kommer også ind på vigtigheden af dygtige omkringliggende institutioner og komplimenterer blandt andet flere tidligere udstillinger på Kunsthall Oslo, for at have en vigtig rolle i anerkendelsen af kunsthåndværk som værende på lige fod med billedkunsten som samtidskunst, og som har ledt til en ny interesse for eksperimentering med forskellige materialer blandt kunststuderende på akademiet.

Det er interessant at kigge på, hvad der er med til at definere tendenserne og interesserne, der er til stede i kunsten i forskellige tider. Direktøren ved Nordenfjeldske Kunstindustrimuseum Ingrid Lunnan Nødseth virker også til at være optaget af dette, især tekstilens tendenser. I sit foredrag udtalte hun sig meget om tekstilkunstens norske historie og traditioner. En kerne i foredraget var Nordenfjeldske Kunstindustrimuseums egen Vævskole og atelier for kunstvævning. Vævskolen var aktiv i årene 1898 – 1909 og havde en stor rolle i den norske vævetradition, hvor flere kvinder vævede billedvev, især efter kunstneren Gerhard Munthes kartonger. Derfor var det dengang også ham, der blev krediteret for projektet, selvom det var kvinderne, der faktisk producerede værkerne, og udviklede på væveteknikkerne. Nødseth får dog fremhævet disse kvinder, og alt det arbejde de udførte. Som Augusta Christensen, der også udviklede sin egen teknik for indfarvning af garn. Der er et fokus på kvinderne i foredraget og den samtidige tekstilkunstner Frida Hansen bliver også nævnt, ligesom Hannah Ryggen selvfølgelig bliver nævnt når vi kommer længere frem i tiden. Det er dog heller ikke så overraskende, da der som Lund nævner, historisk set har været en tendens til, at kvinder er blevet skubbet i retning af tekstilmediet. Det ses for eksempel hos Bauhaus-skolen, der var progressiv i sin tid. Der kunne kvinder udenom de officielle kunstuddannelser udvikle på egne kunstneriske praksisser, så længe det var inden for et “kvindehåndværksfelt”.

Nødseth nævnte flere gange i sit foredrag hånden som et symbol på kunsthåndværk. Det endte med at føles meget refererende til de to første foredrag, der havde åbnet en diskussion om begreberne kunsthåndværk overfor det nyere materialebaseret kunst. NK’s egen organisation virker til at skifte relativt meget imellem de to, og bruger det omskifteligt. Bull stiller spørgsmål til betydningen af sprogændringen og hvad som går tabt, når man skifter til begrebet materialebaseret kunst, som han mener kan definere al kunst, da alt har en materiel eksistens. Han beskrev begrebets oprindelse som at være opstået udemokratisk af nogle folk, der har siddet på et kontor og opfundet det for at finde noget, der lyder finere end kunsthåndværk. Lund mente dog ikke, at det var så enkelt at beskrive begrebets oprindelse. 

Det er en interessant udvikling af sproget, i forhold til forventningerne man har til kunsten, der er beskrevet. Når jeg tænker på de udstillinger, jeg selv ser, er de ofte beskrevet som materialebaseret kunst mere end kunsthåndværk. Selvom jeg også har svært ved at beskrive forskellen mellem de to begreber, ved jeg, at jeg ville have forskellige forventninger til en udstilling afhængig af, hvilke af de to begreber, der bruges i beskrivelsen. Jeg ville mere forvente at et museum brugte “kunsthåndværk” end det nyeste eksperimentelle udstillingssted.

Dagens sidste foredrag var Kjetil Røed, forfatter, kunstkritiker, og redaktør for tidsskriftet Billedkunst. Jeg var ret nysgerrig på dette foredrag inden seminardagen, da jeg havde en ide om indholdet af de andre foredrag, men ikke Røeds. Det var så tilpas abstrakt i sin beskrivelse, at det kunne være gået mange veje. Overskriften på det var Amorøs pluralisme – kunsthåndverk og kjærlighet. Foredraget blev en hyldest til mennesket, og dets evner i kontrast til teknologien og dens algoritmer. Røed tog meget udgangspunkt i tanker og begreber fra den kendte tyske filosof Hannah Arendt. Det var især hendes to begreber natalitet og pluralitet, som han mente havde en stor betydning for menneskers tilgang til livet, men også kunstproduktion. Vi har hele tiden nye begyndelser, samtidig med vi lever i et fællesskab, hvor folk har forskellige livshistorier og forståelser af verden. Så selv hvis man arbejder med mere universelle fænomener som kærlighed i sin praksis, vil det forekomme forskelligt afhængigt af kunstneren. Røed vender sig også mod Hannah Ryggen for eksempler samtidig med, at han beskriver kunsthåndværket som at have en stor mængde intimitet med sit publikum. Det var et interessant foredrag, selvom jeg havde håbet at høre en større diskussion med argumenterne knyttet op på teknologien i stedet for kun dem, der var knyttet op på mennesket.

Undervejs i løbet af arrangementet blev vi introduceret til 3 meget forskellige kunstpraksisser. Det var kunstnerne Karen Kviltu Lidal, Phillipp Spillmann og Borghild Rudjord Unneland, som også er bag utstillingen Bevismaterialer på TSSK. Det de dog alle havde tilfælles var vel egentlig, at de også understøttede teorien om de nuværende uklare linjer mellem kunsthåndværk og billedkunst. Kunstnerpræsentationerne var gode at have inde imellem de ellers til tider lidt tunge foredrag. Det fungerede også fint for at kunne forstå foredragene i kontekst med det samtidige.

På slutningen var en Q&A til alle, der havde talt på dagen. De fleste spørgsmål og kommentarer var ikke så overraskende til Røed, da han var den sidste taler. Det ville have været fint at have haft mulighed for at stille spørgsmål på slutningen af hver enkelt i stedet. Man havde taget så meget ind, at jeg i hvert fald selv fandt det svært at formulere mine tanker og spørgsmål.

Det gældende for dagen var et meget informativt kurateret program, hvilket var i overensstemmelse til mine forventninger. Jeg gik derfra med en stor forståelse og respekt for norsk kunsthåndværk, jeg tidligere nok har taget lidt for givet. Generelt var det historiske overblik vældig interessant, når talerne også valgte at være ret transparente i deres meninger om udviklingen. Jeg var dog lidt ærgerlig over at de fleste eksempler, der blev bragt op, havde base i Oslo, om det så omhandlede uddannelserne for eksempel KHiO eller udstillingssteder som Kunsthall Oslo. Det gav mening, når flere af foredragsholderne havde deres base der, men det ville have været fint at have hørt det beskrevet fra lokale aktører, når nu det var i Trondheim seminaret foregik. På trods af dette synes jeg, at det var et godt struktureret program, og man kunne godt mærke at det kronologisk havde en fin udvikling fra det historiske perspektiv til det mere abstrakte.