Hop ind i digital kunst-loop

De fleste mennesker eksisterer på præmisser defineret af digital teknologi. Det er netop denne digitale verden, som bliver bearbejdet i udstillingen Attention After Technology på Kunsthall Trondheim. Syv kunstnere og kunstnergrupper undersøger teknologiens muligheder og begrænsninger, og hvordan overfloden af multimediale indtryk påvirker os.

Det første jeg møder i udstillingen er Vivian Caccuris spøgelser Bias. Det er kultegninger der er skabt med udgangspunkt i det digitale ansigtsgenkendelsesmetode ”Eigenface”. Tegningerne er lavet ud fra fotografier af ægte menneskers ansigter, som Caccuri har kørt igennem et program, som har sammenlagt disse fotos. Det bliver til spøgelser, da det tydeligt ikke er ægte mennesker. Teknologien virker til at gøre ansigter til en ligning, alt det unikke forsvinder. 

I udstillingen består ”spøgelserne” af kunstnerens egen familie, men hendes tidligere værker har bestået af fremmede mennesker. Caccuris lydværk Voice of Experience er også lavet med lyd fra hendes familiearkiv. Hun er således den eneste kunstner, der har et tydeligt personligt element i sin kunst. Udstillingen består i øvrigt mere af værker, der arbejder med samfundsfænomener i den digitale kontekst. 

Kunstnergruppen Cuss Group sætter fokus på kontrollen, sociale mediers algoritmer har over hvad indhold, vi bliver vist. Her præsenteres det gennem en gengivelse af Instagrams explore-side, som viser indhold i et gitter i et vertikalt format, som ligner en forstørret telefonskærm. Skærmen skifter mellem de mange videoer, som er på dennes explore-side. Videoerne er alt fra danseklip til politiske budskaber og virker som et meget bogstaveligt svar på udstillingens titel, da ens opmærksomhed konstant bliver gjort krav på. Jeg bliver overstimuleret, hvilket er gennemgående i udstillingen.

Også i Femke Herregravens videoværk, The Murmur of the Dying, ses en film med mange forskellige digitale æstetiker. Her skiftes der konstant mellem alt fra ubehagelige 3D-animationer af noget der ligner tunger og tarme til 2D-animationer af cellelignende organismer. Der er også en tilbagevendende kat i nogle af klippene. Lydsporet består af mixede lyde fra mennesker, som besværet vejrtrækning og stemmer, det bliver meget intenst og kaotisk. Jeg bliver næsten helt rundtosset, da jeg efter at have set i 10 minutter må rejse mig igen og gå imellem små keramikskulpturer, som er i flere rækker ud fra sækkepuden, jeg sad på.

Kunstneren Biarritzzz’ arbejder også meget med den digitale æstetik i installationen Mountain of Secrets. Jeg er selv flittig bruger af Tiktok og Instagram, og jeg tror, det har stor betydning for, hvordan jeg opfatter verket. En del af installationen består af store vertikale skærme, der hænger i rummet og viser folk, der tager pegefingeren foran munden og tysser, blandt andet. Alle videoerne er dog ultraredigerede, da der er totalt vendt på alle parameter som kontraster, lys og farver. Jeg finder dog en genkendelighed i ændringerne, der ligner en lidt pænere version af det, man på internettet ville kalde ”deep fried” indhold. Begrebet beskriver en farveforvrængning og kvalitativ degeneration af et billede eller video og er et globalt internetfænomen. I Biarritzzz’ videoer er der en lokalkulturel kontekst at finde, da videoklippene kommer fra Tiktok-videoer af folk, som danser brasilianske danse. I udstillingsteksten læste jeg, at kunstneren ønskede at danne en oplevelse af en nutidig arkæologisk udgravning. Jeg tror dog, det ville have været mere effektfuldt, hvis installationen havde været isoleret fra resten af udstillingen. “Udgravningens” område virker i stedet udefineret, da andre værker fortsat høres og ses.

At være på afstand af de andre værker fungerer i hvert fald godt for Berenice Olmedos keratometer. Det er et instrument som vanligvis bruges til øjenundersøgelser. Her bliver instrumentet sat i konteksten af overvågning, da det ligner et overvågningskamera og befinder sig i hjørnet af det bagerste rum. Det bevæger sig rundt og projekterer dybe farverige cirkler, som er billeder af grå stær. Selv bliver jeg nærmest helt skræmt, da keratometeret også ligner et våben på grund af den sorte cylinderformede og sigtelignende ende. Først tør jeg slet ikke at møde det. Det er en intimiderende installation, som påvirker mig på en kropslig måde. Her dukker også spørgsmål op: Hvem ser mig? Hvad ser de?

Kyriaki Goni behandler digitale medier i en mere analog kontekst. Goni arbejder med grænserne mennesker har til henholdsvis naturen og det digitale i The distance between our eyes, som består af mange objekter, som jeg først tænker er separate værker. De bindes sammen af den gule vægfarve i området og de mange dele bliver da nærmest en udstilling i sig selv. Her er et fotografi af en person i et øde landskab, et keramikskulptursvæsen, tegninger af øjenæbler og nogle videoer, som viser digitale repræsentationer af menneskekroppen Der er fire digitale collager, som jeg især finder interesse i. De kortlægger den geografiske og fysiske påvirkning af den digitale udvikling, som ofte glemmes. Det gælder f.eks. datacentre, der kræver enorme mængder vand for at blive afkølet, og som bliver placeret i tørkeramte områder.

Selvom Goni også har et par skærme med i sin installation, er det et af de eneste steder i udstillingen, hvor jeg finder muligheden for at tage en pause. Ellers er jeg konstant aktiveret af de mange bevægelige visuelle elementer. Der er da heller ikke fuldstændig slukket her, for jeg hører både lyden fra Biarritzzz’ og Caccuris installationer, hvilket minder mig om, at jeg stadig er, i det digitale rum skabt på kunsthallen. Da hver kunstner har defineret sin kunsts rum så specifik, minder det mig lidt om at skifte mellem forskellige sociale medier.

Den samlede udstilling er forudsigelig i brug af medier, når den arbejder med det digitale gennem videoværker. Derfor sætter jeg virkelig pris på Shu Lea Cheangs to slikdispensere med helt anonyme hvide 3D-printede tastaturtaster. Dispenserne er et velkomment håndgribeligt element. De fysiske elementer bidrager til en vigtig konkretisering af det digitale. Objektet kommer mere i fokus end konteksten, den er lavet i, hvilket står i modsætning til metoderne i resten af udstillingen.

I kunsthallens tekstmateriale læste jeg mig til, at udstillingen er et projekt, der har været undervejs i to år. Tid er et fascinerende koncept at bringe ind. Alt, der sker på internettet, går så hurtigt, noget som kun er øget de seneste år. Man ser ofte at ting på Tiktok kun går viralt i et par dage, før folk er gået videre til det næste nye. Det står som stærk modsætning til, at dette projekt har været længe undervejs, og at ingen af værkerne arbejder direkte med realtid. Jeg synes alligevel udstillingen formår at behandle emner, som fortsat er relevante, når vi taler om det digitale. Det gøres på en måde, hvor der kræves opmærksomhed fra publikum, da man ellers kan blive overvældet af alle de kaotiske digitale indtryk. 

Flere paralleller mellem kunstverdenen og den teknologiske verden præsenteres, og der kastes lys på de funktioner, der digitalt bruges for at holde vores opmærksomhed. De samme teknikker tilpasses til at hive ind publikum. I denne udstilling dog også med et kritisk blik på de problematikker, som følger med teknologien. Nogle steder er kunsten og teknologien flettet meget tæt sammen og grænserne mellem hvad der er hvad, bliver utydelige. Andre gange sker der en tydelig distance mellem det materielle og det digitale. Få steder bliver publikum direkte konfronteret i dette forhold, hvilket jeg gerne have ønsket mere af. Jeg ser da også det komiske ved af, at jeg er tilbage på Tiktok efter jeg er gået fra kunsthallen, selvom jeg ikke ville mene at udstillingen dømmer mennesker for deres digitale aktivitet. Jeg tænker i stedet mere over mit forhold til den skjulte online algoritme, efter jeg har set den transparente “algoritme” i udstillingen. 

Attention After Technology
Kunsthall Trondheim
13.10. – 28.01.24

Artikkelbilde: Berenice Olmedo, Oculu (2023), Attention After Technology, Kunsthall Trondheim. F: Daniel Vincent Hansen