Utopiske rum

Marin Håskjold og Christa Barlinn Korvald formår at formidle et fællesskab i udstillingen Butch Don’t Cry, som lige nu vises på Heimdal kunstforening. I denne udstilling står det lesbiske fællesskab i centrum og formidles gennem mange ulike formater. Især medierne tegning, fotografi og video er gennemgående.

Udstillingen er splittet mellem det skeive individ, med intimiteten der opstår mellem de enkelte personer, og det større lesbiske fællesskab. Der er dog en tydelig bevidsthed om dette, da kurateringen af rummene virker inddelt derefter.  

I et rum hænger flere transparente tekstiler, som lagner på tørresnore med vaskeklemmer. Motiverne skifter mellem farverige, abstrakte tegninger af kroppe og fotografier, som afbilder kroppe helt tæt på. Det er nøgne kroppe, som omfavner hinanden og dem selv, mens de har sex. Solen fra vinduerne bag gør, at de fusionerer med hinanden og danner nye kropsmøder. Man inviteres direkte ind i dette intime rum, da man bevæger sig mellem tekstilerne. Her finder man også et lille podie i knæhøjde med lerfigurer på. Det er samme intime motiver, der går igen: Kroppe som stimulerer kønsorganer og plantevækster både omkring figurerne og fra kroppene. De ser alle ud til at være i ekstase. Ved første øjekast synes jeg, figurerne er lidt malplaceret, da de bryder med tekstilerne. Figurerne bliver skjult og overses let, da de ikke interagerer med rummet på samme måde, som tekstilerne gør.

Fotoportrætter af personer, med et androgynt udtryk der måske kan beskrives som butch, er ophængt i rummet bagved. De har alle kort hår, og flere af dem har skjorter og jeans på. Jeg tror, at det er portrætter af virkelige personer. Flere af dem kigger mod mig, som om de vil, at jeg skal have øjenkontakt med dem. Jeg oplever dem som meget klassiske i deres komposition. Fotografierne kan minde om royale portrætter med meget stoiske ansigtsudtryk. Udstillingens portrætter er dog mere personlige, da flere af de afbildede personer holder på objekter, jeg tænker, de har en interesse i. Det kan for eksempel være et sæt strikketøj, en hammer eller nogle blomster. Portrætterne får mig til at tænke på Cindy Shermans udforskning af forskellige kvinderoller med sine alternative selvportrætter, men især også Catherine Opies mange portrætter af skeive. 

Udstillingen bindes sammen af stærke referencer til lesbisk historie og aktivisme, som lavendelblomster, hvilket den ene person holder. Der er også lavendellignende skulpturer i rummet, som ser ud til at være lavet af papir. De er sat i glasvaser, som er placeret på gulvet, hvilket er en meget skrøbelig position, da man let kan vælte en vase. Farven lavendel er forbundet med det skeive og allerede i 1920’erne opstår der en sammenhæng mellem lilla og lesbiske identitetsmarkører. I USA i 1970 protesterede en gruppe lesbiske feminister under navnet Lavender Menace mod udelukkelsen af lesbiske fra en feministisk organisation. Her i Norge udgav organisationen Lesbisk bevegelse det feministiske bladet Lavendelexpressen fra 1976. 

På Heimdal kunstforening er det, som om vi går ind i en postaktivistisk verden, hvor queerfolkets kampe har vundet frem. Det føles som om en frigørelse er sket fra det omkringliggende samfund. I udstillingen skabes et mere farverigt og frit alternativ, hvor alle kroppes eksistens og væren igen bliver naturligt. Alle personer og kroppe virker til at vise omsorg for hinanden, og der er et stort fokus på nydelse med eksplicitte scener.

I totalinstallationen Den lesbiske dalen er rummet blevet omdannet til en imiteret park, med nogle potteplanter, træer og sten. Man må forholde sig til det hele, når man bevæger sig rundt. Man må blandt andet dukke sig under en skulptur. Installationen er alligevel ikke mere total end at gulv og væg i rummet også er synlige, selv med kunstige græsplæner, man kan sidde på. Rundt omkring er der skulpturer, blandt andet et bål i pap-maché og Mona, en figurativ menneskeskulptur lavet i et knudret, guldfarvet materiale. Mona hænger fra loftet og kigger ned på en med et klodset designet ansigt, der er meget enkelt med groft tegnede øjne og læber. Skulpturerne har et naivt udtryk, der får mig til at tænke på et barns formsprog. 

Her er også opsat en bardisk lavet af papir malet som mursten. Baren trækker mig ud af installationen, da dens fokus er andetsteds: Den beskrives som “den første lesbiske lettølsbar”, og indtægterne fra salget af drikken skal gå til at skabe, hvad der ifølge kunstnerne skal blive en ny lesbisk møteplads. 

I rummet vises en musikvideo, som også hedder Den lesbiske dalen. Her ser man noget, der ligner de omgivelser, man selv står i. Videoen støttes af fire andre videoer i rummet, der ser ud til at komme fra det samme univers som musikvideoen. I videoerne skifter scenerne mellem mange personer, der sidder i solen, strikker, læser, kysser, danser og meget andet. Alle ser ud til at have det sjovt og nyde livet. Videoerne udstråler optimisme på en klichéagtig måde, men som jeg alligevel bliver grebet af. 

I det bagerste rum bearbejdes den kollektive sorg over angrebet d. 25. juni 2022, dagen før fejringen af Pride. Der er en dokumentarisk indgang, hvor en video er klippet sammen af NRKs nyhedsoptagelser og tegninger, som også udstilles i rummet. Tegningerne afbilder folks sørgeprocesser på forskellige lokationer, for eksempel en skeiv bar. Der er folk, der græder og krammer. Jeg mærker sorgen, men også støtten i fællesskabet. I en af tegningerne ser man nogen, der soler sig ved siden af de grædende. Dette, tænker jeg, er en kommentar på reaktionen fra folk uden for det skeive fællesskab. Omverdenen kritiseres for at være ligeglade, formodentlig. Når man går ud, må man passere Den lesbiske dalen. Det er befriende, da jeg igen møder den glade summen fra videoernes lyd efter at have dykket ned i det tunge materiale fra 25. juni. Den glade summen, som nogle mennesker desværre fortsat finder provokerende i dag. 

I udstillingen bliver man hevet ind i et fællesskab. Jeg oplever, at alle værkerne prøver at kommunikere med publikum. Nogle værker kan man interagere med direkte, som baren, mens andre er installeret på måder, hvor man drages af øjenkontakt. Til tider føler jeg dog mere, at jeg står i en blot kopi af en autentisk oplevelse. Jeg mærker de optimistiske, lykkelige og triste stemninger, men forbliver alligevel kun en beskuer. Verdenen, kunstnerne har skabt her, er et blomstrende alternativ, et lesbisk paradis, men som andre utopier har den en distance i sig.

Butch dont´t cry
Marin Håskjold og Christa Barlinn Korvald
Heimdal kunstforening. Utstillingen står til 14. mai 2023