Død og genfødsel

Udstillingen Intermezzo af kunsteren Rina Eide Løvaasen, i Babel Visningsroms nuværende lokaler, viser steder, der er ved at forsvinde i lokaler, der også er ved at forsvinde. Efter 18 år flytter Babel til nye rum ved Lademoen kunstnerverksteder. Frem til den 15. december vises Intermezzo, en noget slående udstilling, som kommenterer på livscyklusser og udødelighed gennem flere ulike medier.

Værket, der først tager min opmærksomhed, ser jeg allerede uden for Babel. Det er et par store skærme i de to rum med vinduer ud mod gaden, som får hele Visningsrummets facade til at lyse op. Det gør det nærmest intimiderende at skulle træde ind i, da det fornemmes kunstigt i kontrast til de naturlige omgivelserne udenfor bestående af bl.a. sne og træer. Værket What Is Real Intuitional Adaption When There Are Sediments To Reality vises i loop på skærmene, som et billede i to dele, på hver side af en døråbning. Det er et særdeles mærkbart valg, der er med til at udvide videoens rum udover skærmenes kanter. Der skiftes mellem dansende mennesker, som performer på ulike lokationer og i miljøer, som ændrer sig. Det er blandt andet et snelandskab, en skov og en ørken. De har heldragter på i noget orange alufolielignende materiale og flere gange, bliver man næsten blændet af videoklippene, der ofte har en høj lyseksponering, som hvis man får solen i øjnene på en højlys dag. Overgangene er dog meget klassiske internetvideo-overgange med splitning af klip og klip, der fader ind i hinanden. 

Den ellers kringlede titel henvender sig meget aktiv til, de meget tilpasningssøgende performere, der i deres bevægelser virker til at processerer omgivelsernes former. Flere af trinene afsøger stederne, nærmest som om de lytter og udforsker deres egen position og relation til disse steder, som måske har sedimenter af en virkelighed fra før. Kunstneren arbejder med steder, der er forsvundet eller er ved at forsvinde, og jeg læser mig til, det samme gælder for stederne i videoen. Mere specifikt hvor er ikke til at finde, og selvom jeg bliver nysgerrig på det, virker det irrelevant for Løvaasen. Jeg tænker, det er koncepter og diskussioner omkring jordklodens udvikling og hvordan det opleves, der i stedet er det essentielle. Selvom det ville være let at pege meget af denne udvikling over på mennesker, virker det ikke som om det aktivt gøres her. Forandringen præsenteres bare som en epistemologisk sandhed. Pladserne har oplevet en tid før mennesker, og der kommer et efter.  

Performerne interagerer med en skulpturel rekvisit, som ligner et stykke tøj. Udover at være med i videoen er den også placeret i hjørnet af det ene rum på Babel. Den er en assemblage af, hvad jeg antager er latex, som basen, hvor alt andet er fastgjort på. Perler, plastik, glas, pailletter og andre ulike elementer går igennem, folder sig omkring, og fletter sig med hinanden i ulike mønstre omkring latexbasen. På Babel minder den mere om et stort stykke tang, hvor flere ting fra havbunden har sat sig fast. Jeg ville ønske at den var præsenteret, så man bedre kunne fornemme formen på samme måde, som man kan i videoen, hvor det tydeligt ses at den er tubeformet, og kan bæres på kroppen. 

Det andet rum har bedre helhed og mere formel sammenhæng mellem værkerne. Det er her, den anden skærm står, som kontrasterer godt med den store fire meter høje væv, som også er i rummet. Væven er en del af installationen A Story Is True Only When It Is Complete, som også består af ulike sten, som ligger i en bunke i midten af gulvet. Det er en jacquardvæv, som både er blevet malet og broderet på, så dens overflader er af skiftende tekstur. Begge sider af væven minder meget om universet og billeder af galakser. Bagsiden er den rene vævside i blålige nuancer. På forsiden, som er mere rosa, er der et meget konkret motiv malet på: en gennemsigtig manet med tentakler af perler. Jeg kan læse mig til, at det er en meget specifik udødelig manet, Turritopsis dohrnii. Den er en meget invasiv art, som kan stå imod meget med dens evne til at skifte mellem livsstadier.  Forsvundne steder bliver  præsenteret på væven i form af stjerner, der refererer til geografiske punkter for efterladte mindesmærker efter 2. verdenskrig i det tidligere Jugoslavien. Maneten og mindesmærkerne læses sammen i universet på væven. Hvis man følger manetens livsforståelse, eksisterer det materielle Jugoslavien fortsat og ligesom med maneten er kloden konstant i forandring og ændrer stadie. 

Der skiftes konstant mellem at komme helt ned på mikroorganismeniveau og ud omkring vores klode i Intermezzo. Det er ikke altid let at følge med i skiftene, for det virker som, om Løvaasen vil have, at vi har en forforståelse og et overblik om mikroorganismer og organiske strukturer, som bare ikke er viden givet på forhånd. Hvis jeg som publikum skal kunne følge med, må jeg konstant google mig frem til, hvad der referes til. Jeg har svært ved at gennemskue om, det er med vilje, da det gør, at den i mange tilfælde først og fremmest vil opleves visuelt på trods af de mange bagvedliggende kontekster. Hvis de skal opleves og deles med os, tænker jeg, at der er behov for en mere tydelig tilgængelig forklaring.

Det går igen med stenene, der ligger samlet i en lille s-formet linje midt i rummet. De er tydeligt blevet bearbejdet, men er fortsat i organiske former. Nogle af dem ligner lidt fostre, andre består af huller, hvor andre sten kan ligge i. Overfladerne er ret glatte og deres placering gør dem meget dynamiske, da de er i fint samspil med det skiftende lys fra videoen, der spejles på stenene. De er som sagt en del af samme værk som væven, men er vist blevet indsamlet fra de forskellige lokationer, videoerne er optaget. Deres udformning relaterer sig dog til maneter og væsener, og er i tråd med kunstnerens interesse i organiske strukturer og havorganismer, man finder dybest i havet. Jeg tror næsten de begynder at bevæge sig.

De fungerer som et bindeobjekt mellem flere dele af udstillingen, men det er ikke så explicit og igen noget, man må læse sig til. Ligesom at det er en udstilling, der bevæger sig mellem to af kunstnerens projekter, hvilket nok er grunden til forvirringen, jeg til tider får i mødet med værkerne. Projekterne har en forbindelse, men jeg tror, den er tydeligere for Løvaasen end publikum, som kun ved, hvad der er blevet formidlet.  

Lyden fra videoen er tilgengæld god til at binde og skabe stemningen i rummene.. Det er lyde, der virker til at komme fra naturen, og den larm, der eksisterer naturligt, en susende vind eller lyde fra havdyr. Der bliver skabt en helhed. Til tider hører jeg dog også lyde, der kunne være mekaniske, menneskeskabte uden mennesker, ligesom der i videoen også er baggrunde af steder, som ligner forladt industribyggeri. Lydsiden er veldig god til spille ind i den fremmedhed, jeg oplever ved det genkendelige i udstillingen.

At vise en proces, hvor et projekt går over og bliver et andet, kan være interessant. Jeg følte dog ikke, jeg blev præsenteret for to hele koncepter. Jeg fik i stedet kun et snapshot af ret omfattende projekter, der tydeligt kommer fra en masse research, jeg ikke så let møder i de færdige værker. De er blevet afskåret fra produktionens kontekst, som ikke er gennemskuelig gennem installeringen på Babel. 

Det er en udstilling, hvor mange sanselige overflader og medier er til stede, men som aldrig helt får opnået sit fulde potentiale i samspillet med rummene. Hvert værk opleves meget alene som individuelle objekter, selvom de bygger på samlede fortællinger om andre livsforståelser end liv og død. Forgang af steder på kloden forsøges redefineret af organismer, der faktisk eksisterer og giver et alternativ til den ofte dystopiske udgave. At tænke det i forandring i stedet for nedbrydning af vores omgivelser. Det bliver ved med at eksisterer, bare i nye udgaver. Desværre er denne fortælling næsten aftaget, da den er nået udstillingsrummene i Babel, der ellers er den ideele plads for forandringshistorien, og jeg står tilbage med en uafklaret følelse efter mit besøg.

Utstillingen Intermezzo av Rina Eide Løvaasen står til 15. desember.