Fortidsundersøgelser

De to kunstnere Ingri Haraldsen og Ingvild Langgård har lige nu en udstilling kaldet Årringer på Trøndelag senter for samtidskunst. Her fremstiller de nogle af fortidens interessefelter igennem flere ulike medier. Det er især oldtidshistorien, som er gennemgående i Årringer.

Haraldsen er tydeligt dygtig til sine håndværker og har bl.a. arbejdet med tegning, tryk, træ og keramik i arbejderne på TSSK. Langgård har hovedsageligt arbejdet med lyd. Det står hurtigt klar for mig, at det er materialeundersøgelserne, der er gennemgående. Selvom der er en rød tråd i temaet, er disse undersøgelser meget skiftende i karakter. 

Flere værker dokumenterer tidligere tiders brugs- og kunstobjekter. Haraldsen præsenterer fire keramikskulpturer, der er direkte i deres historiske tilknytning, da de er beskrevet som replikaer af historiske skulpturer. Der er f.eks. værkerne Uten tittel som jeg kan læse mig til er replikaer af slange- og fuglegudindefigurer fra stenalderen, som virker til at være en meget direkte reference til arkæologen Marija Gimbutas (1921-1994), nogen kunstnerne er vældig inspireret af. De ligner også nogle af de terrakottafigurer, som Gimbutas har med i sine teorier.

Meget af Gimbutas forskning hylder den kvindelige livseksistens, hvilket også er tydeligt i udstillingen på TSSK. Stemningen i rummet er meget spirituel. Langgårds lydværk har en vigtig rolle i dette, da stemmerne overtager hele rummet. Musikken finder virkelig sin plads i det første rum, hvor jeg føler, at lyden er overalt omkring mig. Arbejdet består af 13 sange, som bliver sunget af, hvad der lyder som kvindestemmer. Jeg forstår sangene som værende en blanding af gamle folketoner og nyere folk-sange. Jeg får følelsen af at høre ekkoer fra fortidens kvinder og ser for mig hekse og magi, da man mærker en kraftig energi i sangene. 

Magien ser jeg også i flere af Haraldsens billeder, som der hænger mange af i forskellige størrelser. De fleste er tegninger enten lavet med blyant eller med kul. Kultegningen, Mikroskopisk kunne det blitt noe har en udtværet baggrund med tre meget tydelige objekter, måske sten, som ser fluorescerende ud, nærmest radioaktive. De virker helt hyperrealistiske og minder mig lidt om objekter, der kunne være med i et fantasy-computerspil.

Midt på gulvet er installationen Tekstiler foldes og historier fortelles, som er en væv i birk. Et par af dens værktøjer ser mere fabriksagtigt ud, men selve væven har fortsat en tæt relation til det træ, den er lavet af. Barken er høvlet af, og der er lavet huller til træpløkker. Den er fin som objekt, men væven er det eneste historiske redskab, der er repræsenteret i sin egentlige fysiske form. Den ender derfor med at virke lidt tilfældig, især da den type af vævning ikke er repræsenteret i udstillingen. 

Der er dog steder redskaber virker til at være fremstillet i billeder. Det ses for eksempel i raderingerne Våben I og Våben II, hvor objekter, som ligner menneskelige bearbejdninger af sten og ben kategoriseret og illustreret. 

Jeg er meget begejstret for fællesinstallationen med samme titel som udstillingen Årringer, som er ved indgangen. Det er dog også dette værk, der hiver mig lidt ud af den fortælling, som er skabt i resten af udstillingen. Måske også fordi, jeg møder dette først, så jeg nåede at få en helt anden idé af, hvad udstillingen skulle være. Installationen består af to 4,5 meter høje ”hårvægge”. Det ligner mange parykker i forskellige farver, der hænger side om side, lag på lag. De er lavet af silke og syntetisk hår, og det er netop den syntetiske meget glatte overflade, der får mig til at placere dem i en mere nutidig kontekst, da jeg tænker på hår-extensions og parykker. Det er meget visuelt dragende og jeg har lyst til at løbe min hånd igennem det. Det er også her, jeg tror væveteknikker har været i brug, da det ser hårvævet ud.

Den moderne æstetik i installationen ligger også i, at flere af hår-områderne er lilla og turkise, som er nyere tilgængelige farver. Disse farver ses imidlertid også i Hverdagscollage, som består af 6 håndknyttede Beni Ourain-tæpper, som dækker hele den ene væg. De virker til at have et landskab som motiv. Måske et fugleperspektiv hen over et snelandskab, hvor snefrie klippeområder viser sig. Lidt på samme måde som i de store kultegninger Forankret af en skygge og Når is setter spor.

I Årringer loves ikke noget og selvom, jeg har følelsen af, at det er en faktisk historieformidling med kategorisering og dokumentering, har kunstnerne hverken bekræftet eller afkræftet dette. Det ses i den legende tilgang, der er i nogle dele som i billedserien De to møtes i mørket, de to møtes i lyset og hun er en jeger, som Haraldsen har lavet i samarbejde med Iris Haraldsen Buhagen, som jeg antager er et barn. Her sker et møde mellem den meget klassiske børnemetode, stregtegningen, og den meget tekstur-tunge teknik, Ingri Haraldsen har. Tegningerne forestiller forskellige karakterer, og motiverne er ikke historiske. Jeg formoder i stedet, at værkerne er tænkt som en overføring af viden. Her er tegnefaget blevet videregivet til den næste generation.  

Flere af tegningerne har nærmest en fotografisk tilgang til komposition. Det ses i værker som blyantstegningen Mislykket erosjon, som ligner et udsnit af et tandsæt og i kultegningen Det som holder os oppe, som kunne ligne en overfladeundersøgelse af et hav i bevægelse. Hvis ikke et hav kunne det også ligne et nært udsnit af muskelvæv. Denne tvetydighed giver god mening, da naturen og menneskekroppen er hyppige motiver, og det nok er de organiske former, som er det vigtigste at se i billederne. Dette er også en fin tilknytning til vokalerne hos Langgård.

På trods af tendensen med den fotografiske komposition sker der en insisteren på håndværket i blyantstegningerne, Når kvinnene samles og Tomrom som kanskje skal fylles. Motiverne i disse ligner resterne af udsmykning fra oldtiden. Måden, de bliver præsenteret her, ligner at de normalt ville være fotograferet og arkiveret i et museums arkiv, men her er de illustreret og indrammet.

I Årringer får vi indblik i kunst som en metode til at formidle historie. Det gøres med mange medier og forskellige subjekter. Gennemgående er den historiske kvindens spirituelle forhold til naturen og det at skabe. Nogle steder ligger interessen mest i rollen, andre gange arbejdes der meget meta-metodisk med forskellige kunsthåndværk til at vise tidligere tiders kunst og objekter. Udstillingen kan virke lidt rodet ved første møde, og kurateringen kunne sagtens have været mere præcis for at skabe en mere tydelig fortælling, men i takt med at man bliver mere bekendt med kunsten, ser man de gennemgående tråde og erfarer kunstnernes interesseområder.

Kritikken sampubliseres med tidsskriftet Kunsthåndverk.

Ingri Haraldsen og Ingvild Langgård
Årringer 22. februar–24. mars 2024
Trøndelag senter for samtidskunst