Passager og potensialer

Som leder for nyåpnede PASS Center for Practice-based Art Studies ved universitetet i København, snakker Mikkel Bogh varmt om det å koble akademia tettere opp mot det praktiserende kunstfeltet – og motsatt. Han mener at dersom en insisterer for hardt på en akademisering av kunsten i forskningen, så mistes kunstens transformative potensial. Samtidig bedyrer han at kunstnerrollen innbefatter mye mer enn å lage god kunst! Rhea Dall, leder for kunsthallen O – Overgaden i København, har intervjuet Bogh i anledning antologien Kunstnerisk forskning under lupen! Sammen drøfter de hva som skaper et fritt rom for kunsten, samt hvilke potensialer og problemer universitetet har, i rollen som både et refugium og en kontrollør av vitensutviklingen når det gjelder kunstfeltets praksiser.

Rhea Dall: Mikkel, jeg lærte dig at kende, da du var min underviser på Københavns Universitet i faget Moderne Kultur helt tilbage i starten af nullerne – på dét institut, som du nu er vendt tilbage til efter mange år først som rektor på Kunstakademiet på Kongens Nytorv og senere direktør for Statens Museum for Kunst. Begge er jo store stillinger, hvor jeg har fulgt dig, særligt tæt de seneste år på grund af din funktion som bestyrelsesformand (styreleder) på O – Overgaden, hvor du bl.a. ansatte mig i min nuværende lederstilling i 2020. Nuvel: fra disse store poster har du valgt nu at lede et helt nyt, ambitiøst, men trods alt ’mindre-i-skala’ forskningscenter med fokus på praksisbaseret forskning indenfor kunstfeltet – nærmere PASS – Center for Practice-based Art Studies. Fortæl lidt om motivationen for at vende tilbage til Københavns Universitet og særligt for at lede et center med fokus på feltet af den praksisbaserede forskning:

Mikkel Bogh: Muligheden for at være med til at opbygge et center for praksis-baseret forskning inden for billedkunstens område kom til mig omtrent et år før udløbet af min 9-års-kontrakt med Kulturministeriet om direktørposten på SMK. Det hele startede med, at jeg som museumsdirektør gav faglig sparring på en ansøgning fra min gamle arbejdsplads på Københavns Universitet, Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, til Novo Nordisk Fonden om etablering af en faglig arena eller hub for ’emerging researchers’, altså ph.d.-studerende, postdoc’er og andre vidensproducenter inden for kunstfeltet. På et tidspunkt spurgte mine universitetskolleger mig, om jeg kunne se mig selv i rollen som leder af et sådant sted. Jeg var faktisk meget tøvende i starten, men efterhånden voksede tanken på mig. Dels faldt det sammen med en naturlig cæsur i mit arbejdsliv, dels havde jeg efter mere end 20 år som leder og knap 18 år som topleder i statslige kultur- og uddannelsesinstitutioner nået til et mætningspunkt. Trods nogle økonomisk vanskelige år, år med budgetreduktioner, faldende besøgstal og nødvendige, men hårde tilpasninger og trimninger af organisationen, for slet ikke at tale om to år med pandemi og nedlukninger, holdt jeg meget af tiden som museumsdirektør, af fællesskabet og de mange fine kolleger på museet; men personligt mærkede jeg et voksende behov for refleksion, et behov for head-space, for tid, for et langsommere åndedrag med mere plads til fordybelse og faglig udvikling. Endelig var udviklingen på museet begyndt at vende til det bedre: publikum vendte tilbage i stort tal, og økonomien lettede. Det føltes som det rigtige tidspunkt at give stafetten videre.

At PASS har en mindre skala end et nationalgalleri med 175 ansatte og en omsætning på over 150 millioner kr., ser jeg kun som et plus. Agiliteten er større i mindre institutioner, ligesom pladsen til eksperimentet, til hurtige omstillinger og til løbende diskussion. Desuden, og måske vigtigst, er PASS en netværksorganisation, der skal forsøge at samle, tilbyde ny infrastruktur og stimulere en faglig dialog på tværs af de institutionelle positioner i kunstlivets økosystem: selvstændige aktører, akademier, museer, kunsthaller og universiteter. Så nok er vi små – fem ansatte når vi engang er fuldt bestykket – men netværket og partnerkredsen favner vidt. Tanken om at skulle trække på egne professionelle erfaringer og på relationer opbygget gennem 30 år i forskellige hjørner af kunstfeltet er stimulerende. Samtidig gør det mig ydmyg, for jeg er meget bevidst om, at senioritet og mange års arbejde i toppen af den institutionaliserede ende af kunstverdenen også kan stille sig i vejen for nytænkning. Netop derfor er diversitet i medarbejderstaben på flest mulige parametre også en nødvendighed. Sammen med lysten til at lytte og lære.

En sidst ting jeg får lyst til at sige i denne sammenhæng er, at jeg siden min tid som rektor på Kunstakademiets Billedkunstskoler, hvis ikke tidligere, har været optaget af kunst som en refleksionsform og som måde at udforske, spørge til og åbne verden på. Jeg ser kunst som en form for grundforskning kendetegnet ved sin egen, mærkelig gangart. Jeg kastede mig tidligt ud i diskussionen om, hvordan man kan validere kunstnerisk forskning og gjorde mig til talsperson for ideen om indførelse af en praksis-baseret ph.d. i et kunstuddannelsessystem, der dengang kun rummede 1. og 2. cyklus (BFA og MFA). På SMK, hvor jeg siden blev ansat, havde vi i stigende grad kunstneriske og kuratoriske ph.d.-studerende og postdoc’er tilknyttet, så også i museumssammenhæng oplevede jeg, hvordan kunstnerisk praksis kan indgå udviklende og produktivt i et klassisk forskningsmiljø.

RD: Fortæl om visionen for PASS – Center for Practice-based Art Studies – et navn, som vi har talt om, peger på passagen at overlevere noget eller være i transit, men måske kunne ’pass’ også betyde at performe, lade som om eller udgive sig for at være noget, identitetsteknisk, ’passing as x’. Er PASS også et sted som kan undergrave klassiske genre, altså på bedste vis ’lade som om’ og dermed måske endda opbryde eller underløbe kassetænkning? Hvad er visionerne bag dette nye institut?

MB: Ja, Rhea, jeg husker vi havde en vigtig telefonsamtale om centrets kaldenavn, hvor vi blandt andre navne vendte akronymet PASS. Du mindede mig om, at der her lå flere interessante og brugbare betydninger gemt. Den performative, ludiske og underløbende dimension talte vi ikke om, den ser jeg først nu, så tak for den også: Sproget er større end vores intentioner og ophører ikke med at arbejde! PASS som passage, overgang, overdragelse, videregivelse og oversættelse står naturligvis centralt: at bevæge sig frem og tilbage mellem teori og praksis, mellem vidensområder og diskurser, mellem forskellige praksisformer, mellem institutioner og andre aktører. Den mere underspillede betydning, som du antyder – at give sig ud for at være noget, med list og leg og omtanke at finde passager og sprækker ind i rum og institutioner, som ellers forekommer lukkede – dén kan jeg kun tilslutte mig. PASS handler både om at lade kunstnerisk arbejde og vidensudvikling udfoldet i andre medier og materialer, end de vante og tekstbaserede, flyde ind i akademia, men omvendt også om at lade nogle akademiske dyder som tydelighed om indflydelser og vidensområdets tilstand (Stand der Forschung), tilgængelige ræsonnementer, metodisk udvikling osv., informere en kunstnerisk praksis. Det er ikke altid lette og bekvemme møder. Du har selv gennemført en praksis-baseret, kuratorisk ph.d. og kender velsagtens til det. Clash’et mellem genrer, altså mellem praksis-baseret vidensproduktion og akademia, kan opleves både forvirrende og ligefrem angstprovokerende på begge sider af hegnet. Men tit kommer der vanvittig interessante, hybride og grænsesprængende former og ideer ud af dette møde mellem verdener og kulturer, som her begge er på udebane. Jeg tror kun, vi har set de første tegn på noget, der vil vokse sig større. Det vil PASS i hvert fald gerne bidrage til.

Visionen er, at PASS om nogle år vil være et anerkendt og brugt samlingssted for personer som arbejder med vidensproduktion som led i en kunstnerisk, kuratorisk, universitær, museal, konserveringsfaglig eller anden praksis og gerne vil udveksle ideer og erfaringer om emner af fælles interesse. Jeg kan fortælle, at vi indtil nu har samlet kunstverdensaktører med blandet baggrund til workshops og seminarer om arkivforskning, oceaner og diskussioner af forfattere som Doreen Massey, Silvia Federici og Kathryn Yusoff. Hele vejen igennem kredsende om, hvordan teori kan informere praksis og omvendt.

RD: PASS skal samle en lang række forskere, der allerede er i gang med at arbejde praksisbaseret på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet – men selvfølgelig også udvide dette felt af tilknyttede forskere – og således fortløbende, hvis jeg forstår det rigtigt, øge mødefladen mellem det praktiserende kunstfelt og akademia. Jeg ved, at du sidder midt i arbejdet med at konstruere eller opbygge selve centret – men hvordan tænker du selv sammensætningen bliver – hvor mange kunstnere, mange kunstfaglige eller hvorledes? – og hvad skal det, som formål, afspejle?

MB: Netop – mødefladen skal udvides! Det er vigtigt at understrege, at vi ikke privilegerer personer med tilknytning til Københavns Universitet eller til instituttet, hvor vi ligger. PASS er et nationalt center, som blev sat i verden for at bygge broer og danne miljø for forskning og idéudveksling på tværs af institutioner, genrer og positioner inden for kunstverdenen og kunstforskningen – i princippet også i Norden og internationalt. Passagen, som vi talte om før, det tværgående, skal ligge i centrets kerne og vil forhåbentlig afspejle sig i medarbejderstaben og i kredsen af samarbejdspartnere. Indtil videre består centret, ud over mig selv, af en centerkoordinator og den danske billedkunstner Mia Edelgart. Vi har en postdoc-stilling i opslag, og den har fokus på publicering i ordets udvidede betydning: både eksperimenterende tryksager, udstillinger, web-publicering og performance kan være måder at lade forskning udkomme på. Det er noget af det, vi gerne vil undersøge nærmere. Desuden ansætter vi fra 1. februar en lektor, ph.d. Martha Fleming, som med sine dybe erfaring fra både samlingsforskning, videnskabshistoriske studier, arkivering, kuratering og kunstnerisk praksis vil kunne trække centret mange interessante retninger, blandt derhen hvor vi også bliver et sted for perspektiverende historisk analyse. I den population af ph.d.-studerende, som vi umiddelbart rækker ud til med vores kurser og seminarer, vil jeg tro, at c. 20 % er billedkunstnere eller kuratorer med dedikerede, praksisbaserede forskningsprojekter. Men da flere af vores kurser er åbne for alle, som har lyst til at være med, kan det være svært på forhånd at vide, hvem der dukker op. Men det ser ud til, at flere billedkunstnere er interesserede i at tage del i den løbende diskussion af nye perspektiver på faget og dets praksisser. Billedkunstneres tilstedeværelse i en universitetssammenhæng oplever jeg som en kæmpe berigelse. Det har vi ingen tradition for i Danmark, hvor kunstakademierne på godt og ondt er selvstændige institutioner uden universitetskontakt og hvor vi derfor længe har befundet os i to adskilte verdener, hvor kunstnerne og deres værker først og fremmest har været set som genstande for analyse og fortolkning (hvilket i sig selv er helt i orden) end som partnere i en undersøgelse af fælles anliggender.

RD: Den praksisbaserede forskning – kunstnere, som laver ph.d.er og postdocs, eller kuratorer og andre kunstfaglige, der arbejder med praksis som udgangspunkt for forskning snarere end omvendt – har jo været en stigende tendens eller et øget felt over de sidste snart tyve år og har fulgt en parallel strømlining af kunstakademierne i Europa under Bologna-aftalen og et behov for certificering i et felt, der tidligere har været mindre styret. Samlet har kritiske røster kaldt dette ’educational turn’ for en akademisering af kunstfeltet, og generelt er takseringer og forskning en metrik, som kunne beskyldes for at rammesætte eller skabe kassetænkning omkring særligt kunstnerens typisk måske ’vildere’, ’friere’ eller mere ’idiosynkratiske’ arbejdsformular – hvad tænker du om denne diskussion, som du sikkert var en del af på Kunstakademiet? Hvilke muligheder og begrænsninger ser du her?

MB: Jeg var en del af den diskussion, ja, og den foregår stadig. Jeg ser noget smukt i, at billedkunstnere og kuratorer, alt imens den politiske og teoretiske diskussion af, hvordan praksis-delen af et forskningsprojekt skal rammesættes og takseres raser, arbejder videre med deres praksis, både inden for og uden for rammerne af et ph.d.-program. Gennem eksemplets magt får kunstnere i dag langsomt skabt et begyndende felt for tværdisciplinær forskning, hvor grænserne mellem akademisk forskning og kunstnerisk-æstetisk laboratorium ikke trækkes skarpt op. Jeg deler et stykke hen ad vejen den kritik eller bekymring, som mange har formuleret i forhold til akademiseringen af kunstnerisk praksis. Ingen ønsker en pæn, institutionaliseret og akkrediteret forskningskunst eller det man af og til, og bestemt ikke uden malice, betegner som ”ph.d.-kunst”. Vi ønsker heller ikke, at alle kunstneriske ph.d.’er trækkes væk fra kunstverdenen og begynder at lave regulær, traditionel universitetsforskning uden en aktiv kunstpraksis som klangbund. Det er fint, at det sker – og det gør det – men ph.d.-graden til kunstnere og kuratorer skal først og sidst være med til at kvalificere en praksis, ikke gennem udglatning og reduktion af ’vildskaben’ og det idiosynkratiske, men gennem modning af en refleksion og en skriftpraksis, som kan føre til bevidstgørelse om eget ståsted og egne metoder på måder, der også kan deles med andre.

Du talte selv for lidt siden om at ’underløbe’ institutionaliserede genrer og kassetænkning, og jeg ser netop det ske: kunstneriske ph.d.-projekter og de profiler, der kommer ud af det, har muligheden for at udvide forskningspraksis indefra, idet de bringer materialer og metoder ind i forskningen, som potentielt kan ændre vores forståelse af, hvordan viden og vidensproduktion kan udfolde sig. Men igen: der er tale om et interface, som konstant må kalibreres, og insisterer vi for hårdt på akademisering af kunsten i forbindelse med ph.d.-graden, så mister vi det transformative potentiale, som kunst i akademia rummer. Noget andet er så, at en kunstnerisk og kuratorisk ph.d. langt fra er for alle. Det samme gælder jo i akademia: kun et fåtal af akademikere får en ph.d.-grad efter endt uddannelse, ikke kun fordi der er få stipendier, men også fordi det kræver en særlig disciplin, vilje, orientering og interesse at gå den vej. De krav, det stiller at gennemføre en ph.d., skal man kun underlægge sig, hvis man selv mener det kan udvikle og uddybe ens praksis.

RD: Claire Bishop skrev for nylig et længere manifest Information Overload i Artforum mod ’research-based art’, hvor hun anklagede forskningen eller ’researchen’ for at skabe en genre af kort sagt tørre værker med utroligt læsetunge rammer. Ser du et omrids af en særlig genre, når du nu bevæger dig ud og taler med praksisbaserede forskere – særligt kunstnere – i det du etablerer PASS? Og måske mere vigtigt, hvad tænker du om Bishops ræsonnement?

MB: Jeg tror egentlig, at mange billedkunstnere og akademiske forskere deler Bishops opfattelse. Og jeg synes også, det er vigtigt at hejse flaget, hvis vi i denne sammenhæng ser tendenser til blokering af kunstnerisk frihed og af udtrykkets tæthed og dunkelhed. Man kan således godt blive lidt forstemt, når man mærker det, der kunne kaldes for institutionelt pålagte fremtrædelsesformer. Men som sagt er jeg ikke så bekymret som hun er, og baseret på mine seneste erfaringer fra publikationer og udstillinger lavet i tilknytning til aflevering af og forsvar for ph.d.-grader, kan jeg ikke genkende det billede, hun tegner. Hun rejser et altid vigtigt spørgsmål om, hvad ph.d.-institutionen gør for og ved billedkunsten, men diskussionen lider under at være for, ja, manifest-agtig og proklamatorisk. Hun tager udgangspunkt i den præmis, at kunstnere skal skabe god kunst. Det er svært at erklære sig uenig i. Men kunstnere gør også andet end det: De undersøger ting, studerer forhold, og krydser grænser mellem alskens fag idet de gør det, og delresultaterne i dette arbejder frembringer ikke nødvendigvis ’god kunst’, men af og til nye vidensfelter, nye forbindelser, uset sammenhænge. Det kan være et langsommeligt arbejde, der ikke nødvendigvis kaster det store Værk af sig, men udmønter sig i tekster, film, tegninger, performance og andet, ofte i en god blanding. Men det er sjældent, en kunstner har tid til at arbejde på den måde, for der skal leveres værker til udstillinger, og man skal også have en privatøkonomi til at hænge sammen. Ph.d.-forløbet – især i Norden, hvor vi er privilegerede med stipendier til den slags – kan være en mulighed for som kunstner og kurator at gå i en anden retning end den, som kunstinstitutionen umiddelbart forventer af en kunstnerisk produktion. Det kan være et frirum.

RD: Jeg har i mange år tænkt forskning og hermed uddannelsesinstitutionens paraply som et sidste eller særligt refugium fra en opslidende, con-amore arbejdskultur, der ligger hos mange både kunstnere og kulturarbejdere – et refugium jeg i øvrigt selv benyttede mig af, da jeg i 2012-15 tog et forskningsstipendie med fra København til Berlin for at skabe en institution, PRAXES, med fokus på at have mere tid og tankekraft omkring en enkelt kunstnerisk praksis. Samtidig er refugiet ikke altid uden modhager – idét viden selvfølgelig også er magt og hermed mulig disciplinering. Fred Moten og Stefano Harney har beskrevet dette: ”…it cannot be denied that the university is a place of refuge, and it cannot be accepted that the university is a place of enlightenment. In the face of these conditions one can only sneak into the university and steal what one can. To abuse its hospitality, to spite its mission, to join its refugee colony, its gypsy encampment…”[1] Hvad tænker du om universitets rolle, som både refugium og kontrollør af vidensudviklingen, når det gælder praksis i kunstfeltet?

MB: Jamen, det er præcis dét jeg mener. Et kunstakademi og et universitet kan være et tilbagetrækningssted, især hvis det kan tilbyde en ansættelse eller en uddannelsesplads. Det kan være et sted, hvor man kan være beskyttet – mod kontrol, mod tidsrøvende indtjening til livets ophold, mod en krævende arbejdskultur, mod krav om omsætning. Men det er naturligvis også en disciplinerende institution, hvor der stilles ret specifikke performancekrav og hvor output måles efter visse normer. Uddannelsesinstitutionen er med andre ord et sted, hvor der hersker regler og hvor særlige protokoller skal følges, men hvor der også værnes om frihedsgrader og et generaliseret laboratorium for tænkning og praksisudvikling, der ikke findes mange andre steder. Jo, i atelieret måske. Men også atelieret er specifikt sted, der, som Daniel Buren i sin tid skrev[2], har sine regler, sine traditioner og sine afhængigheder af den kunstinstitution, det er rundet af. Så jo, der er modhager og pres i de fleste refugier. Men som Moten og Harney også siger, så gælder det om at udnytte – ikke misbruge – gæstfriheden og fleksibiliteten, som findes, til at blødgøre og forme de institutionelle protokoller, som også findes.

Jeg mener dog ikke, at universitetet og akademiet er det sidste rum, som kan tilbyde sådanne muligheder. Museer og udstillingssteder kan også give plads, give fri, skabe åbninger for de kunstnere de samarbejder med og udstiller. Ikke som helt krav-frie, uforpligtende rum. Men som steder, hvor der lyttes, udvikles og skabes i samspil og hvor en ny viden kan finde sted – midt mellem en praksis og en institution med dens viden, dens bindinger og dens ressourcer. PASS er ikke et udstillingssted, men når jeg tænker på forbilleder og på modeller for, hvordan det kan drives, så tænker jeg ikke så meget på det klassiske universitære forskningscenter som på de bedste udstillingssteder, jeg kender. Som et modtageligt rum igennem hvilke mange ideer, praksisser og personer kan passere.

---

[1] Stefano Harney and Fred Moten, The Undercommons: Fugitive Planning & Black Study (Wivenhoe/New York/Port Watson: Minor Compositions, 2013). p. 26.

[2] Daniel Buren, ”The function of the studio” (1971), October, vol. X, 1979, pp. 51-58.