Kunst i krig og konflikt – ArtScene Trondheim


Kunst i krig og konflikt

Kommentar, 16.10.2023

Den 7. oktober 2023 var dagen, hvor årets udgave af Gleditschkonferansen i Trøndelag Teater fandt sted, der i år havde temaet Kunst i krig og konflikt. Konferencen bestod af fem foredrag og blev afsluttet med en panelsamtale  hvor fire af de fem foredragsholdere deltog, modereret af  Klaus Joakim Sonstad. Temaet værende lige så relevant i dag, som da navnefaderen til konferencen Henry Gleditsch levede. Gleditsch, som var Trøndelag Teaters første teaterchef fra 1937, blev henrettet af den tyske okkupationsmagten i 1942. I nutiden vil konferencen blive husket på grund af udviklingen i konflikten mellem Palæstina og Israel.

Imens på teateret i Trondheim var den første foredragsholder den ukrainske dramatiker og instruktør Anastasiia Kosodii, hvis foredrag omhandlede hendes personlige relation til krigen i Ukraine. Kosodii valgte at fortælle personlige anekdoter om kolleger og venner, der har mistet livet i forbindelse med krigen i Ukraine. Det stod i stor kontrast til det afsluttende foredrag af journalist og forfatter Sidsel Wold, som fortæller meget generelt om den anonyme kunstner, Banksys mange arbejder i krig og konflikt prægede områder med fokus på Betlehem og flere forskellige ukrainske byer.

Anastasiia Kosodii, Gleditschkonferansen 2023, Trøndelag Teater. F. AST.

Wold valgte med sine eksempler at kommentere meget på, hvad værkerne gjorde for lokalbefolkningen. Jeg tror det ville have gjort meget for Wolds foredrag, at have taget sådan en samtale op med Kosodii. At have haft en samtale om lokales syn på en udefrakommende kunstners involvering i en konflikts midtpunkt, men da Kosodii ikke var til stede under paneldebatten, kom muligheden aldrig. Jeg ved ikke, hvorfor hun ikke var tilstede. Jeg tænker, det måske var fordi samtalen foregik på norsk, eller fordi Kosodii tydeligt var mærket af at fortælle så personlige historier. Det blev dog ikke kommenteret på. 

Når nu man havde inviteret en, som selv stod en krig så nær, virkede det underligt ikke at have førstehåndsperspektivet mere inde over diskussionerne. De andre foredrag og debatten var præget af akademiske tilgange til historierne eller de blev til andenhånds fortællinger. 

En af de akademiske foredrag kom fra kunsthistorikeren Ingeborg Hjorth, som er faglig leder ved Falstadsenteret. Hun fortæller om den norske billedhugger Odd Hilt, der i en periode befandt sig i Falstadslejren, en fangelejr oprettet af tyskerne under 2. verdenskrig. Modsat Gleditsch, hvis henrettelse skete ved samme lejr, overlevede Hilt krigen og var et vigtigt vidne for historien gennem tegninger og skulpturer, han lavede under og efter sin tid i fangelejr. Et af disse vigtige værker er Arkebuseringen fra 1947, som er at finde i Falstadsskogen.

Ingeborg Hjorth om billedhuggeren Odd Hilt, Gleditschkonferansen 2023, Trøndelag Teater. F: AST.

Selvom Hilts mindesmærker har en stor værdi for den kollektive formidling af krigen, virker førstehåndsfortællingen også essentiel her. Kunsten føles meget personlig, når den kommer fra en der har oplevet krig og konflikt. Det er noget Kosodii også kort nævner, da hun fortæller om vigtigheden af kunsten, der bliver skabt af de påvirkede, mens krigen eller konflikten er i gang. Her ville det også have været interessant at snakke om, hvem som har tilladelsen til at bearbejde historien.

Professor i dramaturgi ved Stockholms Konstnärliga Högskola Jon Refsdal Moe kommer lidt ind på det i sit foredrag, som omhandler de mange debatter, der har været omkring den østrigske forfatter Peter Handkes holdninger og relationer. I 2014 vandt han den internationale Ibsen-prisen, og i 2019 vandt han Nobelprisen i litteratur. Begge gange blev han mødt med stor modstand på grund af sine udtalelser omkring krigene i det tidligere Jugoslavien. Udtalelser, der bygger på Handkes støtte af serberne og rygter om hans reducerende syn på Srebrenica-massakren, som han ifølge Moe aldrig aktivt har fornægtet. Udover offentlige udtalelser, er det også hans bog fra 1996, A Journey to the Rivers: Justice for Serbia med rejseskriverier, som har været under debat. Moe fortæller, at Handke selv mener, at han ikke skriver faglitterært, og at man derfor ikke kan læse det sådan. Men kan man tillade sig at gøre andres virkelighed til en sprogleg? Og så samtidig vinde priser for det?

Et av kunstprosjektene Astrid Fadnes fra Pikene på broen foreleste om var Two sides of the River av Tine Surel Lange & Pavlo Grazhdanskij, Barents Spektakel 2023. F: Michael Miller / Pikene på broen.

En lidt anden vinkel på kunst i krig og konflikter kom fra Astrid Fadnes, som er den konstituerede leder for kunstprojektet Pikene på Broen. Et projekt, som blev startet i 1996 og har sin base i Kirkenes, en by tæt på den russiske og finske grænse. Netop grænser er projektets fokus og er tydeligt at finde i projektets tre hovedgrene, som består af deres kontor og gallerirum Terminal B, deres kunstnerophold BAR International og kunstfestivalen Barents Spektakel. Et dilemma opstod dog for projektets fremtid under Barents Spektakel 2022. 

Barents Spektakel 2022: Where do we go from here skete på eftertiden af en pandemi og på dagen efter åbningen, d. 24. februar 2022, invaderede Rusland Ukraine. Festivalens program endte med at afspejle dette på flere måder. Der var kunstværker, som manglede sine planlagte modstykker i Rusland, og der var workshops som fik ændrede betydninger. Hvad er det næste step, når man har et kunstprojekt knyttet op om grænser, som ikke mere er åbne og samarbejder med mennesker, som brat er i krig? 

I paneldebatten blev dette emne bragt op igen. Her blev der lagt op til en samtale om, hvordan og om det overhovedet er muligt at have et samarbejde med festivalens russiske partnere og kunstnere. Fadnes talte om, hvordan det mest er i private workshops og projekter, at samarbejdet fortsat er i gang. Dette især af hensyn til de russiske deltageres sikkerhed. I samtalen bragte Wold det interessante dilemma op, om man må ”screene” kunstnerne for at afgøre, om de står på den ønskede side af slagmarken, når kunst får en politisk kontekst. Det blev dog ikke videre diskuteret. 

Sissel Wold t.v, Jon Refsdal Moe, Astrid Fadnes, Gleditschkonferansen 2023, Trøndelag Teater. F. AST.

Et andet nu velkendt emne, der også kom op, er spørgsmålet, om man kan separere kunsten fra kunstneren og her i et globalt perspektiv, kan man separere kunsten fra det politiske landskab, det er tilknyttet. Man så meget russisk kunst og kultur blive boykottet efter invasionen af Ukraine. Som regel er disse samtaler om boykotning ligesom her på teatret taget væk fra konflikternes centrum, men Kosodii får nævnt i sit foredrag at kunsten og kulturen ofte kommer før bomberne. Hun fortæller, hvordan både det russiske sprog og deres forfattere er blevet anset som finere i Ukraine end deres eget. Et eksempel lyder ifølge Kosodii at man ikke kan skrive tragedier på ukrainsk, fordi sproget lød for fjollet. Det at holde på med kulturen bliver da et aktivt våben mod den undertrykkende magt.

Min oplevelse af konferencen var ambivalent. Mange dilemmaer blev taget op, men der manglede tid til at afholde diskussionerne og nå videre fra præsentationen af dem. Det kom måske af, at vi ofte gik direkte over til næste foredrag uden særlig bearbejdning, da paneldebatten kom, var der afsat for lidt tid af til den. Der var ingen måde, alle emnerne ville kunne nås at blive taget op. Samtidig havde jeg en fornemmelse af at de forskellige talere ikke var meget bevidste om hinandens foredrag før på dagen, hvilket nok også har gjort det svært at udtale sig på hinandens tematikker. 

Jeg gik fra teatret med en følelse af, at vi fortsat er i begyndelsen af en uafsluttet samtale. Især i en tid hvor mainstream mediers dækning af krig og konflikter er under debat, og folk netop søger mod andre kilder som kunsten, der altid har haft en evne til at bevare et kritisk blik på samtiden. 

Gleditschkonferansen
Trøndelag Teater
07.10.2023