Materielle møder

Reelt oppheng er en udstilling ved Trondhjems kunstforening med værker fra de to kunstnere Ane Vik Eines og Thea Meinert. 

Da jeg først træder ind i udstillingen, ser jeg en fælles interesse for det tekstile materiale. Eines’ skulpturer er nogenlunde ens i udtrykket og består af strikkede stykker som hænger på grene. Grenene stikker op af huller i sten placeret på gulvet. De strikkede dele består af løse masker og er meget tynde og lette. Det luftige udtryk balanceres af tyngden i stenene. Meinerts værker er mere forskellige i formater og medier. Foruden stof bruger hun også latex, akryl, og blyant. I det andet rum er der f.eks. et sæt hanskelignende objekter i latex, som er forbundet med et stofbånd, der kan ligne en buksesele. I samme rom står der også en slags seng med en stofcylinder hvor trækket er dækket af et blyantmønster og et sammenkrøllet, sort stykke latex. 

Det er kunstforeningen, der har bragt de to kunstnere sammen. Ved første øjekast forstås dette godt, fordi begges værker har elementer, man forbinder med klæder og tilbehør til tøj. Man kan dog godt fornemme, at værkerne ikke er skabt i samspil med hinanden, for jeg erfarer ikke, at der sker en kommunikation mellem de to praksisser. Værkerne vil forskellige veje. Der er en kommunikation med naturen i Eines’ værker, som jeg ikke ser hos Meinert. Sidstnævnte har til gengæld en større kontekst uden for det materielle, som jeg ikke finder i Eines’ værker. Det værkene ser ud til at have til fælles, er at flere af dem er installeret som ophæng, i overensstemmelse med udstillingens titel. Det synes dog ikke at være naturligt for alle værkerne, og det at opsætte flere af Meinerts værker på grene fremstår som et tydeligt forsøg på at forbinde dem. 

Udstillingen fremstår som helhed balanceret, da kunstnerne lykkes med at dele min opmærksomhed ligeligt mellem de forskellige værker. Det er ikke en kamp om dominans, der foregår her. Jeg fandt en særlig interesse i Meinerts værker 1867, 1934 og 1898. Disse tre værker er blyantstegninger, som består af firkanter i gråskala, med et gennemgående mønster i alle tre værker. Udtrykket kan minde om en sammensmeltning mellem Agnes Martins kunstnerskab og pixelkunst. Tegningene skiller sig væsentligt ud fra andre værker i udstillingen, da materialet ikke er det eneste, der er i fokus. Motiv virker lige så centralt for værkerne. 

Der er noget dystert i Meinerts værker. Hun viser genkendelige objekter som sikkerhedsbriller, man ikke kan se ud af og latexhandsker. Det bliver uhyggeligt, på trods af de trygge pasteller og naturfarver. Jeg føler en mangel på kontrol, når jeg tænker på ikke at kunne se, eller hvad latexhandsker bliver brugt til, som for eksempel på hospitaler. 

Eines’ værker består ofte af nylon i hidsige neonfarver og kan derfor virke alarmerende, også selvom de tynde grene ser skrøbelige ud. Letheden i strikket virker også mere skrøbeligt, og jeg tænker, at de let kan blive revet i stykker, hvilket står i kontrast med det farverne signalerer. Jeg får en fornemmelse af, at jeg er kommet efter, et uheld er sket. Jeg prøvede at regne ud, om grenene hos Eines voksede igennem strikken eller om strikken var blevet hængt rundt om grenen. Er der menneskets eller naturens handling vi ser?

Reelt oppheng er en udstilling, der føles meget nutidig. Den øgende interesse for håndværk og materialers samspil i kunstfeltet afspejles også her og er det, der fungerer bedst ved utstillingen. Den virker fint som en materialeundersøgelse, men jeg fandt ikke en fælles kontekst mellem kunstnernes to praksisser, som har meget forskellige tilgange. Det er i stedet en tvungen kontekst, med meget forskellige værker, og måden man møder værkerne på afspejler dette clash. Det er let at se udstillingen, som om det var to. 

Reelt oppheng
Thea Meinert og Ane Vik Eines
Trondhjems Kunstforening
13.10. – 13.11.22