Et ”livsnødvendigt” projekt

Et nøgleaspekt ved Ulla Wests aktuelle udstilling Den onde ånds bibliotek i Kunsthal Trondheim er det detektiviske. Kunstneren, som i efteråret 2013 har haft et arbejdsophold i byen, har lavet en udstilling, som umiddelbart giver sig ud for at handle om – og bygge videre på – den østrigske forfatter Thomas Bernhards (1931-1989) forestilling om et mobilt minibibliotek, en personlig samling af den vigtigste litteratur, som ikke må være større end hvad man med relativ lethed kan have med sig. Det skal være ”lett rörligt”.

Kunstneren har opstillet et lille åbent kabinet fyldt med de bøger Thomas Bernhard selv mente hørte til i biblioteket (enkelte svært opdrivelige værkers omslag er projiceret op på væggen), foruden en række tilføjelser, ikke mindst af kvindelige forfattere, som der ikke kan siges at have været mange af blandt forfatterens udvalgte. Desuden har hun kortlagt og dokumenteret sine egne bevægelser i og omkring Thomas Bernhards arbejde; hun har udstillet en række kortlægninger af sine gåture, primært i Rom og Trondheim, med tilhørende lister over de bøger hun har læst i undervejs. Desuden viser hun en række silhuetter i blæk eller citron af de filosoffer og forfattere, som er repræsenteret i udstillingen. Endvidere byder den kompakte fremstilling af forholdet mellem Ulla West og Thomas Bernhard, som udstillingen efter min mening kan siges at være, bl.a. på en række visuelle ind-(over-)greb på og i romanen Gå, en serie af vokal-haikuer i farvekode og ikke mindst en håndfuld hæfter med kunstnerens notater og dagbøger fra den tid hvor hun har arbejdet med forfatteren.

Ulla Wests udstilling er åbenlyst processuel. Det endelige resultat er en process – processen er resultatet, hvilket hænger udmærket sammen med kunstnerens egen redegørelse for hvordan arbejdet begyndte efter hun i 2011 fik forfatterens 5 selvbiografier i ét bind i julegave. I hæftet Rom – promenader och texter, några dagar i juni 2013 skriver hun, at biografierne fik hende til at grave et svensk udvalg af Bernhards tekster (Helt enkelt komplicerat och andra texter) frem fra sine reoler:

”Jeg stannar upp och vet så snart jag bläddrat i boken och läst om den, vad jag måste göra, jag vet att jag inte har något val, jag måste börja om, jag måste läsa alt och jag måste följa Thomas Benhards spår. Inte som en litteraturhistoriker eller som en konstnär som söker ett projekt att gestalta, utan för at jag inte kommer undan, för att det är livsnödvändigt. Det är så det är: Helt enkelt komplicerat.”

Biblioteket er ”livsnødvendigt” for Ulla West, men det er meget uklart hvorfor, ligesom udvælgelsen af titler også er noget diffus – mildest talt. De mange tilføjelser gør, at der ikke længere er tale om et egentligt mobilt bibliotek. Jeg tror ikke på, at Ulla West ville kunne have samtlige titler med sig i en rullekuffert på sine forskellige residencies rundt om i verden. Listen over titler i kunstnerens udvidede bibliotek rummer de oprindelige bøger af Schopenhauer, Montaigne, Descartes, Voltaire og Kant… – men også bl.a., som nævnt tidligere, en række kvindelige forfattere. I sit interview med Märit Aronsson siger kunstneren ”Listan är full av män, och för varje man vill jag också ha en kvinna. Kvinnor blir inte stora förrän de blir sedda, tar plats!” Denne kønsbalance er selvfølgelig udmærket, men jeg savner en motivation. Hvilken ånd taler vi egentlig om? Hvori består ondskaben? Hvad er den onde ånds bibliotek? I interviewet siger kunstneren:

”Jag förstår Bernhards uttryck Onda Anden som att man kan vara besatt av en ond ande, att vara osalig, att inte vila lugnt i sakernas tillstånd. Att inte gå i led utan att gå i motsatt riktning. Att man vågar kasta sig ut, riskera allt, vara på gränsen till utplåning. På gränsen till att vara ingenting, att vara en katastrof. Det ligger en oerhörd fara i detta, och man måste utsätta sig för den faran, risken att det man gör ingenting blir.”

Hvad Ulla West selv har vovet er ikke til at sige. Hvad hun har fået med sig af sin læsning af Bernhard ved jeg heller ikke. Den romantiske fortælling om hvorledes det første møde med forfatteren i julen 2011 inspirerede til yderligere læsning, som så igen førte ny læsning med sig, er bestemt hyggelig, men jeg ved ikke hvilke erkendelser det har bragt med sig.

Blandt bøgerne i biblioteket er flere ufaglige og personlige oversættelser af Bernhards bøger til svensk foretaget af kunstneren, som et led i hendes tilegnelse af materialet. Desuden har hun bl.a. udstillet en lille dagbog fra sine 27 dage i Trondheim, som en parallel til forfatterens debut Frost. Her kan man bl.a. læse om vejret og om hvor og hvornår kunstneren har drukket vin og været til ferniseringer. Hæftet sluttes af med nogle breve. Som her, i et brev ”til UK”:

”(…) jag är mitt i ett enormt stort och spännende material som kan sysselsätta mig hur mycket som helst. Och jag vill inte vidare, jag vill vare mitt i, gräva runt och fördjupa mig inåt istället för att gå vidare, när jag med vidare menar til något publikt och presentabelt.”

En serie på fire sort/hvid-fotografier i udstillingen viser bl.a. kunstneren ved et vindue i sit arbejdshjem i Trondheim. Et andet viser huset udefra. Det understreger det som jeg primært tager med mig fra udstillingen – det den mest af alt handler om; jeg ved nu, at Ulla West er midt i noget der er vigtigt for hende selv. Hvad det er ved jeg ikke, og hun lader heller ikke til selv at have fundet ud af det endnu.

Ulla West, Den onde ånds bibliotek
16. januar – 28. februar 2014
Kunsthall Trondheim