Nye rum i Trondheim

Coronakrisen plus Oslos pompøse signalbyggerier, og den skæve fordeling mellem hovedstad og resten af Norge, har muligvis været med til at rekruttere mæcener og private penge til det trønderske kulturliv. Susanne Christensen har i november vært gjestekritiker i Trondheim og skriver om den seneste utviklingen på kunstscenen.

I

Der blinker ingen advarselslamper i mit hoved når jeg hører ordet kuk. Ordet er simpelthen ikke registreret som tabu i min primært dansksproglige hukommelse fra en barndomstid, hvor frække ord vakte forvirrede reaktioner fra latter til skam. Det nyeste kunstrum i Trondheim kalder sig netop det, kuk. På norsk og svensk en klar reference til det mandlige kønsorgan, og eftersom en privat formue har sponsoreret K-U-K, Kjøpmannsgata Ung Kunst, er det oplagt at tænke, at her kan der blive for meget kuk. Formuen strømmer endda via en nok så kuk-orienteret ekspressiv kunstner ved navn Kjell Erik Killi-Olsen, som tilbragte sin ungdom i 80’ernes New York; et kunstnerskab præget af den mere spraglede del af kunstscenen der – altså endnu mere kuk. 

På den glamourøse åbning, som forløber i etaper i slutningen af november, går det imidlertid op for mig, at et rum næppe kan sammenlignes med det mandlige kønsorgan. Når festklædte mennesker strømmer ind ad døren til de nye udstillingslokaler, bliver vi taget imod af venlige, moderlige damer med grønne bånd om halsen, påtrykt ordet kuk. Men vi som strømmer ind, er kuken, og vi er nærved at strømme direkte ind i en smidig ung mors kønsåbning, mens hun bøjer sig atletisk over en barnevogn. Damerumpen som møder os – publikummet, pengene, potensen – tilhører det unheimliche life size værk Jealous Jasmine (2014) af Anna Uddenberg, del af åbningsudstillingen It’s Just a Phase, kurateret af Rhea Dall og kunstnerduoen Elmgreen & Dragset. Uddenbergs værk udtrykker en kvindelig multifunktionalitet, som kan virke stressende. Det er muligt at vi har flyttet os fra gammeldags dikotomier som ’hore vs. madonna’, men den nye tid øger også kravene til at man skal kunne ivaretage børn og være elegant sexobjekt samtidig. 

Ved åbningsfestlighederne kukker publikum ivrigt rundt i den labyrintagtige bygning. Dette er spændende rum! Her er flere allerede eksisterende rum bygget sammen til et stimulerende og nysgerrighedsskabende udstillingsrum, som kan være mange ting: Fra bingohal til borg, for at sige det sådan. Rummenes forskelligartede taktiliteter er pirrende og tankevækkende, de udfordrer blandt andet forestillinger om klasse. Kunstkritiker Gustav Svihus Borgersen husker at han gik forbi, da der stadig var bingohal her, og at en dør åbnede sig ind til en fremmed verden hvor ældre mennesker sad dybt optagede af deres spilleplader. Bingohallen, eller garagen, er nu et stort lyst lokale med en del rumklang, og det er her publikum strømmer ind for at høre åbningstaler fra de centrale aktører. 

Langt nede under jorden har K-U-K opslugt et mystisk iskoldt lokale med hvælvede stenvægge. Kirkeruin eller borgens fangehul? I det mest højloftede lokale er der god plads til bysbarnet og verdensstjernen Hannah Ryggen (1894– 1970). Ser man på fødselsår, er hun alderspræsident på udstillingen. Hendes kraftfulde, antifascistiske tekstilkunst har fine samtaler med andre værker i rummet, som for eksempel Erika Stöckels keramikfigurer (We map the gift we lost, 2021), som står centralt placeret på et lavt podium. Stöckels værker har tidligere været humoristiske, man kunne opfatte dem som svulmende kropsdele, men her hænger figurerne sammen via et familietræ tegnet på podiummet. En af figurerne er udstyret med et redskab som blev brugt til frænologisk forskning – en pandeskalmåler, så at sige. Et nyt alvor er kommet til overfladen, og Stöckel fortæller i en scenesamtale om, hvordan hun har udforsket sin samiske familiebaggrund, og at figurerne repræsenterer erfaringer fra familiemedlemmer.  

Det er bare en fase? Covid-19 er bare en fase, finanskrisen er bare en fase, og dine crazy identitetseksperimenter – de er også bare en fase. Der er ingen mulighed for et permanent brud og for en ny tid, ingen mulighed for reel forandring, men K-U-K synes at arbejde på sagen. Rent økonomisk byder Killi-Olsen sig til som mæcen. Bachelor-studenter på kunstakademiet er blevet overrasket med økonomisk støtte her og der, og det er også Killi-Olsen som står bag den mest pengestærke pris som uddeles i forbindelse med Trøndelagsudstillingen; 50.000 kroner til et ungt kunstnerskab, og med ung menes ung i aktivitet, ikke alder. Det er en smart ny kapitalismestil, og de blå jakkesæt sværmer omkring Killi-Olsen. Det er en anden libidinaløkonomi, at satse på ung kunst, et spændende nyt game. Det er også en integreringsstrategi som virker mere sympatisk end diverse vredladne aktioner, faktisk at give penge og støtte til unge kunstnere fra mange verdensdele, at give dem en platform hvor de kan vise deres kunst, og måske få et fodfæste, noget de kan bygge en fremtidig karriere på. 

På scenen er Killi-Olsen afslappet. Han tager sig tid til at vinke til venner som passerer på gaden udenfor. Til den propfulde sal snakker han lidt frakoblet, og det flyder over af bekræftelser og bejaelse til alle, specielt samarbejdspartnere. Bag de sorte solbriller – tror jeg – gemmer sig reel generøsitet, men også en smart forretningsmands tankegang: «Åh, du er så fantastisk!» Denne stil er Andy Warhols, og det virker. Til intervieweren Märit Aronsson henvender han sig også nysgerrigt og forsøger at sætte spot på hende i stedet for på sig selv. Det er måske undvigende, men også excentrisk og underholdende, og Killi-Olsen har tydeligvis rummet fuld af fans fra både borgerskabet og avantgarden. Det er svært for intervieweren at prikke hul på ham. 

Skal K-U-K være et palads til ære for Killi-Olsens eget kunstnerskab? Vi må se hvad fremtiden bringer, men indtil videre findes hans værker blot på facaden, den instagramvenlige og nok så kukløse bronzefigur Beskytteren, og i restauranten, hvor to vægdækkende, burgunderfarvede relieffer af karnevalistiske figurer gør rummet behageligt jordhuleagtigt. Det er den spraglede, ekspressive, provokerede og underholdende kunst som får ordet i åbningsudstillingen, men det bør være tydeligt, at alvoren og smerten ikke udelukkes. Her er kunst som næppe er abstraheret åndsliv; her er alle slags kroppe, og et niveau af tilgængelighed som nærmer sig det folkelige, modsat andre af byens udstillingsrum, som i højere grad knytter an til akademiske diskurser. 

Der er flere private penge på vej ind i Trondheims kunst- og kulturliv, også mangemillionær Ole Robert Reitan har planer om at bidrage med nye kunstrum i den kommende tid. Coronakrisen plus Oslos pompøse signalbyggerier, og den skæve fordeling mellem hovedstad og resten af Norge, har muligvis været med til at rekruttere mæcener og private penge til det trønderske kulturliv. 

II

Der er mere uro og forandring på vej i Trondheim. Det tilspidser sig i december i forbindelse med en eventuel museumssammenlægning, som har været på tale længe. Der findes to relativt nedslidte bygninger i Midtbyen, Nordenfjeldske Kunstindustrimuseum som er asbestramt, og Trondheim Kunstmuseum, om hvilket museumsdirektør Johan Börjesson frejdigt siger: «Det regner ind her af og til!» Begge museer har pladsproblemer og savner magasiner og værksteder, men specielt Trondheim Kunstmuseum, hvis nærmeste nabo er Nidarosdomen, er med sin nuværende placering næppe i stand til at grave og udbygge i stor stil. Absolut ingen amazing Rockheim-overbygning her! 

Begge museer hører under MiST, Museene i Sør-Trøndelag, under ledelse af administrerende direktør Karen Espelund. Hun åbner en debat på Arkitektenes hus den 18. november med at diskutere de forslag som foreligger. Det er ikke alene tre forskellige beliggenheder, men tre meget forskellige tankegange omkring fremtidens museumsbyggeri, som ligger på bordet: At gøre som K-U-K og opsluge omkringliggende bygninger, eller at kaste sig over den gamle tyske ubådsbunker Dora II i Nyhavna, byens indtil videre billige og kreative havneområde, eller at bygge nyt på Leüthenhaven, hvor der på nuværende tidspunkt ligger en parkeringsplads. 

Espelund taler med stor energi på mødet og med utopiske og ikke specielt bekymrede fremtidsperspektiver. Da debatten åbner for indspil fra det stopfyldte lokale, melder sig imidlertid en del angstpræget uro for fremtiden. Det er en ny stil som er ved at slå igennem blandt arkitekter, siger Steffen Wellinger, professor ved Insitutt for arkitektur og planlegging ved NTNU, til mig nogle dage senere. Tidligere rådede de utopiske fremtidsperspektiver totalt, men det er ikke bare at bygge uhæmmet længere. Arkitektstanden bevæger sig ind i et nyt paradigme, hvor interesse for klimaansvarlig fremfærd – genbrug af bygninger og byggemateriale – er fremherskende. Planerne for de store signalbyggerier i Oslo – Munchmuseet og Deichman Bjørvika, som begge står færdige nu – blev besluttet i 00’erne, hvor klimaproblematikken var sekundær til drømmen om at profilere Oslo for international turisme. Hvis et nyt stort museumsbyggeri besluttes i Trondheim, står det først klar i 2030, og da kan det risikere at være sidste pinlige dinosaurus fra en tid, hvor man troede at man kunne bygge uden tanke på miljøet.    

Det er altså signalbyggeriet som er den egentlige kuk. I negativ forstand. Det er på mange måder fristende at Trondheim skulle have én stor museumsbygning som kunne huse internationale udstillinger, og man kunne måske komme tæt på, hvis man inddrog Dora II uden at brænde broerne bag sig. Dora II er imidlertid en meget betydningsladet bygning, som Börjesson og kurator på Trondheim Kunstmuseum, Marianne Zamecznik, er inde på, da jeg møder dem: Hvordan ville det se ud med en Hannah Ryggen-udstilling på Dora II? Det er næppe en neutral historisk kontekst, næppe en tjenestevillig og formbar hvid kube.

III

Den 25. og 26. november inviterer Trondheim Kunstmuseum til et seminar med titlen Towards a Future Museum Glossary: A for Ability, T for Trust. Projektet springer ud af det kun ét år gamle tværnordiske forskningsnetværk Museum Why?, og der er deltagere på besøg fra flere nordiske kunstmuseer, som er i en tilstand af forandring og forvandling: Kiasma i Helsinki, Malmö Konstmuseum og Trondheim Kunstmuseum, repræsenteret ved direktør Börjesson og kurator Zamecznik. Der er også andre inviterede gæster, blandt andet en rumænsk situationistgruppe ved navn Apparatus 22, som bidrager med forelæsninger så vel som interventioner: «Lad os sætte alle stolene i en rundkreds og tale sammen!» råber den rumænske situationist entusiastisk, og jeg ser stresset på et imaginært ur omkring mit håndled og mod den nærmeste flugtvej. 

En af de inviterede, som til forskel fra overnævnte taler direkte om situationen i Trondheim, er førnævnte Steffen Wellinger, som senest den 3. december gav et interview til Adresseavisen under den utvetydige overskrift «Advarer mot nytt kjempebygg»! Wellinger diskuterer åbent de tre forslag som ligger på bordet, men tager et klart miljøbevidst standpunkt i forhold til det monumentale signalbyggeri, som mange drømmer om. I sit oplæg på Trondheim Kunstmuseum taler Wellinger blandt andet om muligheden for at indrette magasiner på en måde, som gør dem offentligt tilgængelige. Der findes flere internationale eksempler på vellykkede løsninger, blandt andet i Basel. Vi forstår pointen, når han viser en oversigt over hvilke enorme samlinger museerne ligger inde med, sammenlignet med hvor mange procent som faktisk vises for publikum. Kunsten vil bruges, og den bør være tilgængelig! Det er forvirrende at se tal fra for eksempel det nye Nasjonalmuseum i Oslo, som ligger inde med 400.000 kunstobjekter, hvoraf kun 2% på nuværende tidspunkt udstilles. 

Der tales flere gange entusiastisk om såkaldt third spaces – your home away from home – som for eksempel de offentlige biblioteker. Det må blive tydeligt at et moderne museum ikke længere er et stift og stille lokale, men et sted hvor børn løber rundt, og hvor der er værksteder og alle slags demokratiudviklende aktiviteter. Kunsten er ikke længere identisk med et tavst oliemaleri på en væg, som man skal liste rundt og beskue. Den er også sociale interventioner, uddannelse og debat – ja, den er dit nye community center!   

Seminariet tager form af en kollektiv brainstorm som minder os om alle de eksperimenter op igennem kunsthistorien, hvor institutionskritik har været med til at vride og vende opfattelserne af, hvad et museum kan være. Indholdsdebatten foregår hele tiden, siger Börjesson og Zamecznik. Spørgsmålene ligger implicit i deres jobbeskrivelser, og ofte findes de også implicit i kunstnernes institutionskritiske praksisser. Én ting er den ydre skal, og hvad en monumental bygning kan signalisere, men der bør også investeres i at udvikle indholdet og de flydende koncepter, som udgør kunstmuseernes software. Det er op til publikum at begynde at opføre sig mindre ærbødigt i møde med kunsten – ikke respektløst, men ligefremt og sanseligt. Der er gratis adgang til flere af Midtbyens kunstmuseer, jeg skal forbi K-U-K igen i morgen for at se det lille videomesterværk på dametoilettet.

Tak for oplysende samtaler til Gustav Svihus Borgersen, Steffen Wellinger, Johan Börjesson og Marianne Zamecznik.