Under luppen

“Though my soul may set in darkness, it will rise in perfect light. I have loved the stars too fondly to be fearful of the night.” Med dette citat af poeten Sarah Williams, indledes Daniel Vincent Hansens videoværk To Commune with the Stars, som lige nu er aktuel på TEKS, Trondheim elektroniske kunstsenter. 

Når vi søger efter en dybere mening, ser vi ofte op, efter tegn på himlen. Stjernerne er universelle vejvisere, og i dette værk er menneskelige tanker om stjerner af stor betydning for narrativet. Stjernekiggeren i videoen viser sig dog at være ingen ringere end en bille.

Et relativt nøgent rum præsenterer sig fra gadeplan, og inden jeg gør entré, går jeg lidt tættere på vinduet for at kigge ind. Knoglelignende, tørrede planter ligger velarrangeret rundt om i rummet, og i vinduespartiet er placeret nogle glitrende sten, som kunne efterligne krystaller eller brud fra et meteornedslag. Jeg ser kun hurtigt i skærmens retning, men pludselig har jeg allerede stået der i ti minutter, altså hele videoværkets længde. Jeg glemmer de ti minusgrader udenfor, og drages af det glinsende og krybende væsen på skærmen. 

Heliocopris er navnet på en billetype i skarabide-familien, og i Hansens verk er billen vores udgangspunkt. Dens bevægelser, indadvendte kommunikation og tanker bliver medieret til også at være vores, og på den måde er billen relaterbar, som den naturlige hovedperson. Vi bliver også præsenteret for hvordan denne bille i detaljer ser ud, og bliver bevidste om materialer, konturer og konsistenser, samt billens egen skulpturelle værdi. 

Videoen er en fortælling om at vi mennesker ofte besjæler dyr med vores menneskelige tanker og egenskaber. Hansen præsenterer i dette værk en antropomorfiseret fortælling om en søgen efter noget meningsfyldt, efter stjerner, relationer, ophav og tilhørsforhold, noget som vi mennesker selv har brugt mange hundrede år på at udforske.  

Til højre for videoværket er der placeret en meget lille skærm, og her vises igen en bille, formodentlig den samme som i det første videoværket, i en video der kører i loop. Som i videoværket vist på den store skærm, sker der også i dette værk en beundring af en enkelt billes struktur og enorme egenskaber i forhold til størrelse. 

Rundt om de to skærme træder et tredimensionelt univers frem. I et af udstillingsrummets hjørner står en vase med en graveret Heliocopris på. I den er det en buket tørrede blomster, nogle lagt ved siden af på gulvet, og med nogle af de samme brudstykker af sten eller klippe, som også ligger i vindueskarmen. Disse objekter er med til at give udstillingen en skulpturel værdi også, da det er fysisk tilstedeværende objekter, som er lettere at forholde sig til. Det giver en følelese af rent faktisk at være tilstede i et nyt univers, som ikke kun foregår bag en skærm.  

Kunstneren formår i denne udstilling netop at tage beskueren med i et nyt univers, bygget på begrebet “world building”. Man laver sit eget opdigtede univers, oftest parallelt med vores fælles univers. Fænomenet kender vi fra videospil, oftest fantasy eller fra rollespil, men også i kunst gør dette begreb sig gældende.  

Hele udstillingen tilsammen giver en følelse af at befinde sig i et antropocænt trykkammer, og jeg får lyst til ikke at være menneske, men til at kravle ned i skovbundens dybere lag, der ligesom i udstillingen åbner op for en ny verden. Begrebet antropocæn er et indblik i både en ny geologisk men også menneskelig epoke, en ny tid hvor mennesket har mere indflydelse på natur end nogensinde før, og som for dette værk konnoterer til menneskets og dyrets forhold. 

Dette værk føles som en tur i skovens bund med en lup og et glædeligt gensyn med barndommen. To Commune with the Stars formår at tage os mennesker med til et nyt sted parallelt med vores eget, et sted med plads til fortællinger, forunderlige universer og intimitet, hvilket gør udstillingen samlet set til en god oplevelse. 

To Commune with the Stars
Daniel Vincent Hansen
TEKS: Trondheim elektroniske kunstsenter
27.11.2021 – 09.01.2022